Nævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet hjemviste i efteråret 2013 sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle indhente nærmere oplysninger om ansøgerens opholdsgrundlag i Italien. I begyndelsen af 2014 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
Flygtningenævnet udtalte:
”At den mandlige ansøger tilhører klanen Al Sharaff og underklanen […] og er muslim af trosretning fra Baledweyne, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab grundet sit arbejde med de etiopiske styrker i landet. Ligeledes frygter han at blive slået ihjel af familiemedlemmer til personer, der er blevet slået ihjel eller straffet af de etiopiske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i 2006 begyndte at arbejde for de etiopiske styrker i Baladwayne, og at al-Shabaab som følge heraf efterstræbte ham. Da de etiopiske styrker forlod området i 2008, stod ansøgeren ubeskyttet tilbage. Han har modtaget en telefonisk trussel i [begyndelsen af] 2007 fra De Muslimske Domstole, som kaldte ham vantro. Endvidere har han oplyst, at hans fætter blev slået ihjel [i sommeren] 2008, som hævn mod ansøgeren og de etiopiske tropper, og at han samme aften modtog et telefonopkald fra en bekendt, som truede ham på livet. Ansøgerne udrejste derfor til Etiopien [i begyndelsen af] 2009 og videre til Italien. Han vil ikke tilbage til Italien, fordi der er ringe levevilkår. Den kvindelige ansøger tilhører klanen Rerow Hassan og er muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hendes familie vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Somalia. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun giftede sig med en mand ved navn S fra Midgaanak klanen, hvilket hendes familie ikke accepterede, hvorfor de smed hende ud hjemmefra i 2002. Hun fik to børn med S, hvoraf det ene døde og det andet blev taget fra hende af hendes tidligere svigermor. Svigermoren smed hende ud af hjemmet, da S døde i 2006. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun udrejste af Somalia med sin nuværende ægtefælle, da dennes problemer opstod. Endelig har hun oplyst, at hun ikke vil tilbage til Italien grundet dårlige levevilkår, og fordi hun ikke kan få hjælp til behandling af sin sygdom. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen tilkendegivet, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lægger efter den mandlige ansøgers forklaring, der understøttes af de modtagne oplysninger fra Italien, til grund, at ansøgerne er meddelt opholdstilladelse med subsidiær beskyttelse i Italien, at opholdstilladelsen er gyldig indtil november 2014, og at den kan forlænges. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at en ansøger skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Nævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerne vil opnå sådanne økonomiske og sociale forhold til, at Italien, hvor ansøgerne har opholdstilladelse med subsidiær beskyttelse, kan tjene som ansøgernes første asylland. Nævnet finder videre, at ansøgernes personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes oplysninger om, at livet er svært i Italien på grund af dårlige levevilkår, manglende arbejde og forståelse af sproget samt manglende lægehjælp, ikke kan føre til et andet resultat. Nævnet bemærker i den forbindelse endvidere, at ansøgerne under opholdet i Italien modtog lægehjælp i forbindelse med en barnefødsel og, at det tillige fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom af 2. april 2013 i sagen Samsam Hussein m.fl. mod Nederlandene og Italien, at personer med subsidiær beskyttelse i Italien kan søge sundhedsydelser. Det bemærkes endvidere, at ansøgerne under deres ophold i Italien har kunnet spare op og således finansiere rejsen til Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen på EMD’s afgørelse i sagen mod Schweiz. Der er herved lagt vægt på, at denne sag omhandler Italiens forhold som modtagerland for asylansøgere og ikke de generelle socio-økonomiske forhold.
Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/28
