Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt parrets to mindreårige børn fra Somalia. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At den mandlige ansøger tilhører klanerne hawiye/abgal og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Den kvindelige ansøger tilhører klanerne hawiye/mobleen/[…] og er sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Ansøgeren havde i 2006 en konflikt med De Islamiske Domstole, som pålagde ham at lukke den butik, hvorfra han solgte film. I 2007 genåbnede ansøgeren butikken, og han blev i starten af 2007 opsøgt af unge fra lokalområdet, som bad ham lukke butikken, idet den stred mod islamisk lov. Ansøgeren valgte ikke at lukke butikken, men i slutningen af 2007 kom to personer til butikken og truede ham med en pistol ind i deres bil. Han blev kørt til en lejr et stykke fra Mogadishu. Ansøgeren fik her valget mellem at blive mujahedin eller at blive dræbt. Han deltog herefter i træning i omkring to måneder, hvorefter han flygtede under en kamp, hvor al-Shabaabs konvoj blev angrebet. Efter at være flygtet blev han kontaktet af al-Shaabab, som fortalte ham, at dette havde været hans sidste chance, idet de nu ville finde ham og slå ham ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ikke har noget sted at bo. I 2007 var der kampe mellem to klaner i bydelen Medina i Mogadishu, hvor ansøgeren boede med sin familie. Under disse kampe døde to af ansøgerens søskende og mange naboer, ligesom hendes far blev såret, og en lang række huse i området blev ødelagt. Ansøgerens familie flygtede til Kenya uden ansøgeren. Ved en tilbagevenden vil hun på ny måtte undvære familiens støtte. Da hun i sin tid måtte flygte, var hun alene. I dag frygter hun tillige, hvad der vil ske med hendes to små børn. Begge asylansøgere har som asylmotiv henvist til, at deres fælles datter, der er født i Italien i 2011, ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret, på samme måde som den kvindelige ansøger i sin tid blev det. Begge ansøgere er imod omskæring, men de vil ikke kunne forhindre, at datteren desuagtet vil blive omskåret, idet beslutningen om omskæring ikke træffes af barnets forældre, men af familien og klanens ældste. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers forklaring om tvangsrekrutteringen og flugten fra al-Shabaab i 2007 i det væsentlige kan lægges til grund, idet forklaringen generelt har fremstået troværdig og uden betydende divergenser. Flygtningenævnet lægger på grundlag af forklaringen til grund, at ansøgeren blev tvunget til en al-Shabaab træningslejr, hvor ansøgeren modtog våbentræning. Ansøgeren blev på et tidspunkt syg og overgik til køkkentjeneste. Da ansøgeren sammen med omkring 20 andre i en bus blev kørt fra lejren, havde ansøgeren ikke fået udleveret et våben. Under en skudveksling flygtede ansøgeren fra stedet. Ansøgeren, der var ganske ung på tidspunktet, befandt sig i træningslejren i rimelig kort tid, og modtog en begrænset træning. Ansøgeren er ikke deserteret under deltagelse i væbnet kamp, og må efter nævnets flertals opfattelse anses som relativt uprofileret. Under henvisning hertil samt under henvisning til den lange tid, der er gået siden ansøgeren forlod hjemlandet, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om al-Shabaabs væsentligt svækkede position i Mogadishu, finder nævnets flertal ikke, at det er sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Mogadishu på grund af rekrutteringen og flugten i 2007 vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området i og omkring Mogadishu, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i eller tilbagevenden til området. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet og konkret vurdering, at det ikke kan afvises, at ansøgerens datter, der er født i Italien i 2011, vil være i risiko for mod ansøgernes vilje at blive omskåret, hvis ansøgerne må vende tilbage til hjemlandet med hende. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf tillagt det vægt, at det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at mere end 95 % af alle piger i Somalia omskæres. Nævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgerne i den konkrete situation ikke vil være i stand til at forhindre, at datteren udsættes for dette overgreb, idet den mandlige ansøger i 2012 forsøgte at hindre, at den mandlige ansøgers to søstre blev omskåret, men at de to søstre desuagtet blev omskåret, fordi familien forlangte dette. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgerne af denne grund er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et mindretal finder af de samme grunde, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne kom til Italien i 2008 og at de begge i Italien har opnået opholdstilladelse på grundlag af beskyttelsesstatus. Ansøgernes opholdstilladelser i Italien er gyldige til henholdsvis [slutningen af] 2014 og [efteråret] 2014. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. beretning, 2010. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, i punkt 39 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted a residence permit for compelling humanitarian reasons will be provided with a residence permit with a validity of one year which can be converted into a residence permit for the purpose of work in Italy, provided the person concerned holds a passport. A residence permit granted on humanitarian grounds entitles the person concerned to work, to health and, in case he or she has no passport, to travel document for aliens.” Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerne vil opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold til, at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland. Flygtningenævnets flertal finder videre, at ansøgernes personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. Herefter og efter de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnets flertal, at Italien i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kan tjene som ansøgerens første asylland, uanset det forklarede om ansøgernes problemer under opholdet i Italien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2014/22
