Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien, født 1982. Indrejst i juli 2001. I maj 2002 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingeservice, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I marts 2006 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af oplysninger om, at navne på familiemedlemmer til ansøgeren var omtalt i en bog, der omtaler personer, der samarbejdede med serberne under krigen i Kosovo. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er bosniak, muslim og var i 2001 sammen med sin broder flygtet fra en navngiven by, der ligger nordøst for en anden navngiven by i Kosovo. Ansøgeren fik i 2002 sin sag behandlet i Flygtningenævnet, og der blev dengang truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen havde den beskikkede advokat særligt henvist til, at ansøgeren skulle være i risiko som følge af, at familiemedlemmer til ansøgeren var nævnt i en bog, der i 2004 blev udgivet i den anden nanvgivne by i et oplag på cirka 600 eksemplarer. I bogen var det anført, at et af ansøgerens familiemedlemmer og 12-14 andre navngivne personer fra ansøgerens hjemby skulle have profiteret af krigen i årene 1998/99, ligesom de navngivne personer skulle have været loyale over for det serbiske regime. Ansøgerens far skulle ifølge bogens oplysninger være blevet beordret af politiet til at registrere tomme huse, som senere blev brændt af. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hans far i Kosovo havde modtaget flere trusler, rettet mod faderen og ansøgerens mindre søster. Truslerne var blevet anmeldt til politiet, og kommunen og politiet havde iværksat forskellige sikkerhedsforanstaltninger. Ansøgeren havde i den forbindelse henvist til, at han selv ca. 6 måneder forud for sin udrejse i 2001 var udsat for at blive kidnappet af ukendte albanere. Han blev dog frigivet efter nogle dages tilbageholdelse. Endelig fremgik det af sagen, at UNMIK havde tilbagekaldt en tidligere afgivet accept af tilbagetagelse af ansøgeren og hans broder. UNMIK havde begrundet tilbagekaldelsen med, at en slægtning til ansøgeren arbejdede i politiet i en tredje by under det serbiske regime, og at ansøgerens familie efter 1999 havde været udsat for overgreb som følge heraf. UNMIK havde endvidere henvist til, at den pågældende familie risikerede gengældelse, hvis familiens medlemmer blev tvangsmæssigt udsendt til Kosovo. De foreliggende baggrundsoplysninger gav ikke anledning til at fastslå, at den generelle sikkerhedssituation for tilbagevendte bosniakker var forværret, siden Flygtningenævnet i maj 2002 traf afgørelse i sagen. Tværtimod syntes der at være tale om en bedring af situationen i tidsrummet fra 2002 til 2006. Om den generelle situation i Kosovo henviste nævnet blandt andet til den seneste British Home Office rapport om Serbien og Montenegro (inklusive Kosovo) fra oktober 2005, punkterne 3.15.4-3.15.7, der bekræftede denne antagelse. Nævnet henviste endvidere til UNHCR’s seneste Position Paper fra juni 2006, hvori bosniakker ikke var omtalt blandt de etniske minoriteter, som skulle være i særlig risiko. Når der sås bort fra den eventuelle eksponering, der kunne være en følge af den nævnte bog, var der derfor ikke grundlag for at komme til et andet resultat end Flygtningenævnet gjorde ved afgørelsen af 29. maj 2002. Efter de foreliggende oplysninger måtte nævnet lægge til grund, at ansøgeren ikke havde haft en særlig tilknytning til det serbiske regime eller havde haft særlige aktiviteter for serberne. I den omtalte bog var der heller ikke beskyldninger herom, ligesom der heller ikke var beskyldninger om, at ansøgerens familiemedlemmer skulle have begået alvorligere forbrydelser mod den albanske befolkning under krigen. Efter nævnets opfattelse kunne omtalen af ansøgerens familiemedlemmer i bogen ikke antages at indeholde oplysninger, som ikke i forvejen var kendt i lokalbefolkningen. De beskyldninger, der - med rette eller urette – var indeholdt i bogen om ansøgerens familiemedlemmer, var efter nævnets opfattelse ikke af en så alvorlig karakter, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf skulle være i en særlig risiko for overgreb fra lokalbefolkningens side ved en tilbagevenden til Kosovo. Der måtte ved vurderingen også lægges vægt på, at der var hengået 7 år siden krigens afslutning, og at ansøgerens far frivilligt vendte tilbage til Kosovo efter krigens afslutning, hvor han blev valgt ind i bystyret i den anden navngivne by. Det forhold, at ansøgeren i 2001 var tilbageholdt af nogle albanere, kunne ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at ansøgeren blev frigivet efter nogle dage tilbageholdelse. Med hensyn til oplysningerne om, at ansøgerens far og søster havde været udsat for trusler, måtte der ved vurderingen af betydningen for ansøgerens forhold lægges vægt på, at faderen havde fungeret som en del af et bystyre siden 2002, og efter ansøgerens oplysninger havde der løbende været trusler, som dog ikke på noget tidspunkt havde resulteret i overgreb på familien, hverken på faderen eller på andre familiemedlemmer. Det bemærkedes, at myndighederne i Kosovo i øvrigt efter det foreliggende havde reageret adækvat i forhold til truslerne, der måtte betragtes som udslag af kriminelle handlinger, og som også behandledes således af myndighederne. På denne baggrund og under hensyn til de foreliggende oplysninger om forholdene for bosniakker i Kosovo fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kosovo ville være i risiko for at blive udsat for overgreb, som myndighederne ikke ville kunne beskytte ham imod. Det bemærkedes herved, at ansøgeren – såfremt han ikke mente at kunne tage ophold på sin hjemegn – måtte henvises til at tage ophold andetsteds i Kosovo, hvorved nævnet henviste til den tidligere nævnte rapport fra British Home Office – særligt pkt. 3.15.5.-6. Den omstændighed, at UNMIK ved breve fra august 2004 og juni 2006 havde tilkendegivet ikke for tiden at kunne acceptere ansøgerens tvangsmæssige tilbagesendelse til Kosovo gav heller ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at det er Flygtningenævnet, der efter en konkret og individuel behandling af en sag, træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger opfylder betingelser for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt fortsat ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ser-mon/2006/12
