Nævnet stadfæstede i august 2006 på ny Udlændingeservices afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien, født 1982. Indrejst i oktober 2001. Flygtningenævnet genoptog i februar 2006 ansøgerens sag på baggrund af, at UNMIK i Kosovo-provinsen i Serbien i 2004 havde afvist at tilbagetage ansøgeren med henvisning til, at ansøgerens bedstefader angiveligt var blevet kidnappet som følge af, at han havde arbejdet sammen med de serbiske myndigheder. UNMIK kunne på den baggrund ikke garantere for ansøgerens sikkerhed. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke efter behandlingen af sagen fandt tilstrækkelig anledning til at udsætte sagen som begæret af advokaten. Flygtningenævnet bemærkede herved, at nævnet lagde til grund, at ansøgerens farfar i juli 1999 blev kidnappet af albanerne og på tidspunktet for nævnsbehandlingen var død. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens families hus var nedbrændt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk gorani, der var født og opvokset i Kosovo-provinsen. Ansøgeren havde aldrig været politisk aktiv, og han havde ikke haft egentlige konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde under sagsforløbet forklaret meget divergerende også om væsentlige forhold for asylsagen. Først under et interview med de norske udlændingemyndigheder i 2003 og uddybet under samtalen med ansøgerens danske advokat i 2006 havde ansøgeren oplyst, at han havde været tvangshvervet af det serbiske militær og været i serbisk uniform i tre måneder, da han var 17 år. Her var han set af albanere, hvorfor han frygtede for sit liv. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hans farfar eller familien i øvrigt havde været fremtrædende samfundsborgere, idet ansøgeren under nævnsmødet havde oplyst, at farfaren var almindelig arbejder. Familien havde været velstillet og kendt som goranier. Ansøgeren havde som sit asylmotiv under dette nævns behandling især henvist til perioden i serbisk militæruniform sammenholdt med kidnapningen af farfaren og farbroderens hverv som reserveofficer i den serbiske hær. Henset til, at ansøgeren havde henvist til, at han især frygtede forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, fordi albanerne havde set ham som serbisk soldat, fandt Flygtningenævnet at måtte lægge betydelig vægt på, at dette angiveligt fandt sted i sommeren 1999, og at ansøgeren først udrejste i oktober 2001. Farfaren forsvandt i sommeren 1999, men heller ikke dette fik ansøgeren til at flygte ud af landet før 2001. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret, individuelt forfulgt, da han udrejste, eller at han ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Kosovo. De foreliggende baggrundsoplysninger gav ikke anledning til at fastslå, at den generelle sikkerhedssituation for tilbagevendte goranier skulle være blevet forværret, siden Flygtningenævnet i marts 2003 traf afgørelse i sagen. Tværtimod synes der at have været tale om en bedring af situationen i tidsrummet fra 2002 til 2006. Om den generelle situation i Kosovo kunne der blandt andet henvises til den seneste British Home Office rapport om Serbien og Montenegro (inklusive Kosovo) fra oktober 2005, punkt 3.16, der bekræftede denne antagelse. Der kunne endvidere henvises til UNHCR’s position paper fra juni 2006, hvori etniske goranier, i modsætning til UNHCR’s tidligere position papers, ikke længere var iblandt de minoritetsgrupper, der generelt blev anset for at have behov for international beskyttelse. De generelt vanskelige forhold - herunder vedrørende fast ejendom - for etniske minoriteter i Kosovo gav ikke i sig selv grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at UNMIK i 2004 ikke for tiden kunne acceptere ansøgerens tvangsmæssige udsendelse til Kosovo-provinsen, gav heller ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at det er Flygtningenævnet, der efter en konkret og individuel behandling af en sag, træffer afgørelse om, hvorvidt asylansøgeren opfyldte betingelserne for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt fortsat ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, jf. bekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001 for at få asyl. Ser-mon/2006/10
