Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Serbien, født i 1961 (M) og i 1963 (K), samt to børn. Indrejst i januar 2006. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund for sagen. Det fulgte af disse forklaringer, at begge ansøgere havde været politisk aktive og ligeledes aktive indenfor menneskerettighedsbeskyttelse, og at de af samme grund havde været udsat for chikanerier og trusler af forskellig art, blandt andet under informationssamtaler hos sikkerhedstjenesten. Det måtte efter ansøgernes samstemmende forklaringer lægges til grund, at den umiddelbare årsag til deres udrejse af Serbien i 2005 var nogle mere eller mindre udtalte trusler om kidnapning af datteren, muligvis sammenholdt med at den kvindelige ansøger havde profileret sig i lokal-tv på AIDS dagen den 19. december 2004 og ligeledes sammenholdt med, at den mandlige ansøger havde været udsat for en form for attentatforsøg en tidlig morgen i 2004. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt nævnet imidlertid ikke grundlag for at antage, at nogen af de nævnte episoder enten havde været direkte myndighedsunderstøttede eller dog har haft en sådan intensitet, at de kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde til grund, at ansøgerne var udrejst legalt på egne ægte pas. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at ansøgernes anmeldelser af episoderne til det serbiske politi ikke havde ført til noget resultat, måtte ansøgerne henvises til at udnytte de tilstedeværende klagemuligheder til overordnede myndigheder. Nævnet fandt grundlæggende, at attentatforsøget på den mandlige ansøger og de mere eller mindre udtalte trusler om kidnapning af datteren måtte anses for borgerlig kriminalitet, som ansøgerne måtte søge beskyttelse imod hos de stedlige myndigheder. Endelig fandt nævnet, at hvis ansøgerne ikke fandt at kunne tage ophold i deres hjemområde i den sydøstlige del af Serbien, kunne de henvises til at tage ophold i andre dele af Serbien, da der ikke var grundlag for at antage, at de vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse i hele Serbien. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for, at ansøgerne - som følge af deres tilhørsforhold til det bulgarske mindretal i Serbien - ville være i risiko for konkret individuel forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet fandt ej heller grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ser-mon/2006/9
