Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien, født i 1984 (M) og i 1985 (K), samt tre børn. Indrejst i februar 2006. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske romaer fra Kosovo-provinsen. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerne ikke havde været medlem af nogen politiske eller religiøse partier, organisationer, foreninger eller lignende. Nævnet bemærkede, at den mandlige ansøger havde afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om sit asylmotiv. Den mandlige ansøger havde til asylregistreringsrapporten og under samtalen hos Udlændingservice som asylmotiv henvist til, at han havde modtaget trusler fra sine naboer, som urigtigt havde beskyldt ham for at have deltaget i et tyveri, som en anden nabo skulle have begået. Den mandlige ansøger havde videre forklaret, at han blev fængslet og dømt for at have begået tyveriet, at han blev tilbageholdt mellem to uger og en måned, og at han blev løsladt, efter at hans mor havde betalt kaution for ham. Han henviste endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo ikke ville have noget sted at bo, ligesom han ikke ville kunne få noget arbejde. Den mandlige ansøger havde herudover til asylregistreringsrapporten forklaret, at KFOR ikke hjælper romaer i Kosovo, og at KFOR siger, at der ikke vil ske noget. Den mandlige ansøger havde over for Dansk Flygtningehjælp endvidere forklaret, at han flere gange blev overfaldet af naboerne, som slog og sparkede ham samt kastede sten efter ham, og at han var gået til politiet, hvor han havde fået at vide, at han skulle gå hjem, og at der ikke ville ske noget. Til den beskikkede advokat havde den mandlige ansøger forklaret, at han seks-syv gange blev overfaldet på bopælen af albanere, at han mange gange blev overfaldet på gaden af albanere, at han fire gange anmeldte overfaldene til politiet, men at overfaldene fortsatte, hvorfor han og ægtefællen var nødt til at flygte. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kosovo ikke ville kunne forsørge sine børn, idet hun hverken ville kunne få et sted at bo eller arbejde i Kosovo. Uanset om ansøgernes forklaringer lagdes til grund for sagen, fandt nævnet ikke, at de overgreb, de trusler og den chikane, som ansøgerne havde været udsat for, havde haft en sådan karakter og intensitet, at dette kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt, at ansøgerne måtte henvises til at anmelde disse forhold til de relevante myndigheder, herunder overordnede muligheder. Nævnet fandt heller ikke, at dommen mod den mandlige ansøger for tyveri kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet fandt, at der var tale om et forhold af strafferetlig karakter, og at den mandlige ansøger kunne henvises til at søge sagen indbragt for en højere retsinstans. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at den mandlige ansøger efter det oplyste blev løsladt uden betingelser efter cirka en måneds tilbageholdelse. Nævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for etniske romaer i Kosovo kunne begrunde, at ansøgerne meddeles asyl eller beskyttelsesstatus. For så vidt angår den beskikkede advokats henvisning til UNHCR’s position paper fra juni 2006 bemærkede nævnet, at UNHCR i sit foregående position paper fra marts 2005, under sektion III. Policy Recommendations and Conclusions, pkt. 1. Ethnic Minorities at Risk, underpkt. 14, har anført følgende: "Against the described developments and constraints for ethnic minorities UNHCR is concerned in particular for Kosovo Serb and Roma communities as well as for ethnic Albanians in a minority situation. Therefore, the Office maintains and reiterates its position that members of these groups should continue to benefit from international protection in countries of asylum under the 1951 Convention or complementary forms of protection depending on the circumstances of the claims. For these groups and individuals return should only take place on a strictly voluntary basis in safety and dignity in a coordinated and gradual manner. Such return to be sustainable needs to be supported by re-integration assistance”. Nævnet fandt ikke, at anbefalingerne i UNHCR’s seneste position paper fra juni 2006 kunne føre til en ændret vurdering af ansøgernes sag. Nævnet bemærkede herved, at det af dokumentet blandt andet fremgår, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Kosovo er forbedret siden udgivelsen af UNHCR’s position paper fra marts 2005, ligesom bevægelsesfriheden for etniske minoritetsgrupper er forbedret. Det fremgår endvidere, at antallet af forbrydelser med et muligt etnisk motiv ifølge UNMIK er reduceret betydeligt. Nævnet bemærkede i øvrigt, at UNHCR over for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har tilkendegivet, at der med det seneste position paper ikke er tiltænkt nogen ændring i UNHCR’s hidtidige standpunkt vedrørende beskyttelse af personer fra Kosovo. Nævnet udtalte endvidere, at den beskikkede advokat i sit skriftlige indlæg havde anført, at den mandlige ansøger over for ham havde oplyst, at han er roma eller ashkalij. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at UNHCR i position paper fra juni 2006 under sektion I. Introduction, pkt. 3, blandt andet har anført følgende: "Positive developments within the inter-ethnic environment have had a particular impact on members of the Ashkaelia and Egyptian communities in Kosovo. UNHCR is therefore no longer including these minorities among those at risk.” Nævnet bemærkede endvidere, at det følger af udlændingelovens § 54, stk. 1, 2. pkt., at nævnet selv drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Nævnet fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, og nævnet fandt således ikke grundlag for at imødekomme den beskikkede advokats begæring om, at nævnet kontaktede UNHCR med henblik på at indhente en skriftlig uddybning af UNHCR’s position paper fra juni 2006. Det forhold, at UNMIK generelt ikke accepterer og UNHCR generelt ikke kan anbefale tvangsmæssig udsendelse af visse befolkningsgrupper fra Kosovo-provinsen, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af ansøgernes sag. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at oplysningerne om ansøgernes personlige forhold i øvrigt, herunder den mandlige ansøgers helbredsmæssige forhold, kunne føre til, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.Ser-mon/2006/8
