Nævnet stadfæstede i september 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien, født i 1975. Indrejst i november 2004. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelse vedrørende ansøgerens ægtefælle samt parrets tre mindreårige børn, som indrejste sammen med ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at den beskikkede advokat havde nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingeservice til fornyet behandling, idet Udlændingeservice i sin afgørelse ikke har forholdt sig til spørgsmålet, om ansøgerens ægtefælle var omfattet af begrebet en social gruppe, ligesom Udlændingeservice havde taget stilling til spørgsmålet om ægtefællens troværdighed uden hensyntagen til hendes helbredsforhold og psykiske lidelse, jf. Handbook pkt. 208. Advokaten havde endvidere fremsat begæring om, at nævnet iværksatte en DNA-test af ansøgeren, hans ægtefælle og et af parrets børn med henblik på at få fastslået, hvorvidt barnets fader rettelig var en af tre voldtægtsmænd. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at iværksætte den ønskede DNA-test. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede sin svigerfader, idet svigerfaderen havde bortført, slået og voldtaget ansøgerens ægtefælle, ligesom han havde bortført, truet og mishandlet ansøgeren, fordi svigerfaderen, der er ortodoks muslim, ikke ville acceptere, at datteren havde giftet sig med ansøgeren, der er etnisk roma, og havde konverteret til kristendommen. Ansøgerens norske, svenske og finske asylsagsakter var indgået i nævnets vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde opgivet andre identiteter til de tyske og norske asylmyndigheder end til de danske og svenske asylmyndigheder, hvilket generelt svækkede tilliden til hans troværdighed. Hertil kom, at ansøgeren på en række centrale punkter havde forklaret usikkert og divergerende - også set i forhold til ægtefællens forklaring. Det gjaldt for eksempel omstændighederne omkring de begåede overgreb, herunder voldtægten. Ansøgeren havde i sit asylansøgningsskema oplyst, at han var vidne til en dobbelt voldtægt, hvilket han havde fragået i nævnet. Forklaringerne indeholdt endvidere divergenser i forhold til udrejsetidspunkter samt anmeldelser af forholdene til myndighederne. Efter en samlet vurdering af det forklarede hændelsesforløb og henset til, at ansøgeren vedholdende havde forklaret om familiekonflikten med svigerfaderen, fandt nævnet imidlertid – uanset det ovenfor anførte - som anført i ægtefællens sag, ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen om de begåede overgreb, herunder voldtægt, i sin helhed. Selv om det herefter lagdes til grund, at ansøgeren og ægtefællen i et vist omfang havde været udsat for overgreb, fandt Flygtningenævnet ikke, at de nævnte forhold havde haft en sådan karakter, at de kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved særlig vægt på, at der var tale om kriminelle handlinger fra privatpersoners side, som ikke kunne antages at være myndighedsunderstøttede. Nævnet fandt således, at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne i Serbien. Flygtningenævnet fandt efter de afgivne forklaringer ikke, at ansøgeren og hans ægtefælle havde sandsynliggjort, at de i relevant og tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at opnå denne beskyttelse. Ansøgeren og hans ægtefælle havde således under det samlede sagsforløb udtalt sig divergerende om, i hvilket omfang der var foretaget anmeldelser til politiet. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at såfremt de lokale myndigheder ikke ville foretage sig noget i anledning af anmeldelserne, måtte ansøgeren og ægtefællen henvises til at klage herover til de relevante overordnede myndigheder, hvilket ikke var sket. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen ikke kunne opnå den fornødne myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet fandt ikke, at det oplyste om svigerfaderens medlemskab af SPS og venskab med en politichef gav grundlag for at antage, at ansøgeren og ægtefællen ikke kunne opnå en sådan beskyttelse. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde haft konflikter med myndighederne i Serbien bortset fra nogle strafprocessuelle indgreb i forbindelse med kriminelle forhold, der ikke var asylbegrundende, og at hans medlemskab af SPS ikke havde givet anledning til asylrelevante problemer. De generelle forhold i Serbien gav ikke i sig selv grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ser-mon/2006/7
