Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1984. Indrejst i oktober 2005. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk albaner og muslim fra Kosovo-provinsen i Serbien-Montenegro. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske partier eller foreninger og har ikke haft konflikter med sit hjemlands myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han risikerer at blive udsat for blodhævn fra familien til en mand, som ansøgerens fader i 2001 i lovligt nødværge skød og dræbte. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er traumatiseret, idet serbiske soldater under krigen tog ansøgerens familie til fange, da familien forsøgte at flygte til Albanien. Under tilbageholdelsen blev ansøgerens bedsteforældre og kusine dræbt af de serbiske soldater. Det forhold, at ansøgeren er blevet truet med blodhævn, kunne ikke begrunde, at der meddeltes ansøgeren opholdstilladelse. Der er tale om en privatretlig konflikt, som ikke er asylbegrundende. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgerens fader har anmeldt truslerne til politiet, som ikke har gjort noget for at beskytte ansøgeren og hans familie, idet de efter det oplyste betragter konflikten som et privat anliggende mellem to familier, kunne dette ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at klage over politiet til de overordnende nationale eller internationale myndigheder. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke vil kunne opnå den fornødne beskyttelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens oplevelser under krigen i 1999, herunder at han blev tilbageholdt af de serbiske soldater, og hvor han var vidne til, at serbiske soldater dræbte ansøgerens bedsteforældre og kusine, i dag kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet lagde vægt på, at episoden ligger tilbage i tid, og at forholdene i Kosovo siden er afgørende ændret. Endelig tillagde nævnet det vægt, at ansøgeren efter det oplyste ikke personligt blev udsat for overgreb i forbindelse med tilbageholdelsen. Oplysningerne om ansøgerens psykiske problemer som følge af oplevelserne under krigen, kunne heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at vurdere, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Nævnet fandt ikke på ovennævnte baggrund anledning til nærmere at kommentere de af den beskikkede advokat mere generelt prægede påstande og anbringender, herunder vedrørende internationale afgørelser og generelle betragtninger om internationale aftalers bindende virkning med videre. Det bemærkedes, at nævnet ikke fandt grundlag for, som anført af den beskikkede advokat, at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævn. Nævnet fandt endvidere ikke, at det i den beskikkede advokats skriftlige indlæg i øvrigt anførte, kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ser-mon/2006/6
