Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1971. Indrejst i maj 2005. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens § 53, stk. 8, in fine. Flygtningenævnet bemærkede, at den beskikkede advokats påstand om meddelelse af opholdstilladelse efter Flygtningekonventionens artikel 1 A måtte fortolkes som en påstand om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet Flygtningenævnets kompetence er begrænset hertil. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk ashkali, medens hans samleverske er etnisk albaner. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren har stemt på det lovlige parti LDK, og at han ikke herudover har været politisk aktiv. Nævnet lagde ligeledes til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med myndigheder eller politiske grupperinger i hjemlandet. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren i 1999 er blevet tvunget til at læsse albanske lig på lastvogne i Ferizaj og Recak. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren først har forklaret herom under samtalen med Udlændingestyrelsen i november 2005 – mere end seks måneder efter han første gang havde lejlighed til at redegøre for sit asylmotiv. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren er fremkommet med en rimelig forklaring herpå. Uanset om ansøgerens forklaring herom lagdes til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne begrunde meddelelse af asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at episoderne ligger tilbage i tid, at ansøgeren ifølge sin forklaring blev tvunget til at medvirke, idet han ellers ville blive dræbt, og at situationen i området har ændret sig væsentligt herefter, herunder i kraft af internationale myndigheders tilstedeværelse. Nævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke efterfølgende har mødt de to personer, som angiveligt tvang ham til at deltage i læsningen af lig. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han to gange kort efter krigen med to til tre ugers mellemrum er blevet overfaldet af to for ham ukendte personer, samt at såvel han selv som hans samleverske og det ældste barn er blevet chikaneret som følge af ansøgerens etnicitet. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold har haft en sådan karakter og intensitet, at de kunne begrunde meddelelse af asyl. Endvidere fandt nævnet ikke, at episoderne kan antages at have været myndighedsunderstøttede. Hertil kommer, at ansøgeren har kunnet opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i maj 2005 uden at have været udsat for yderligere overgreb, og at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger ikke har anmeldt overfaldene til de stedlige myndigheder. Ansøgerens eventuelle konflikt med samleverskens familie har karakter af en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de stedlige myndigheders beskyttelse imod. De generelle forhold for etniske ashkalier i Kosovo fandtes ikke at være asylbegrundende. De generelt vanskelige forhold for samlevere af forskellig etnicitet i Kosovo kunne heller ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens helbredsmæssige forhold kunne ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger sådanne humanitære grunde, at ansøgeren ikke bør vende tilbage til hjemlandet, henhører under Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations kompetence. Det forhold, at UNMIK ikke måtte acceptere en tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Kosovo-provinsen, kunne ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ved bedømmelsen af, om en asylansøger er omfattet af udlændingelovens § 7, træffer afgørelse på baggrund af en samlet vurdering af sagen, herunder med inddragelse af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet fandt ikke anledning til at kommentere den beskikkede advokats bemærkninger vedrørende forhandlingerne om Flygtningekonventionen i 1951. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren vil være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ser-mon/2006/5
