Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født 1979, samt to børn. Indrejst i januar 2001. Ansøgeren er etnisk kosovoalbaner. I marts 2002 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet sagen blev behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager. I september 2005 besluttede Udlændingeservice efter anmodning fra ansøgerens advokat at genoptage sagen. Udlændingeservice meddelte på ny i oktober 2005 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til politirapport af marts 2001, til samtale hos Udlændingeservice i januar 2002 og til samtale hos Dansk Flygtningehjælp i februar 2002 intet havde oplyst om, at hun skulle have været udsat for voldtægt i 1999. Oplysningerne herom fremkom først i marts 2004. Uanset dette kunne Flygtningenævnet dog på baggrund af de nu foreliggende lægelige oplysninger ikke afvise, at ansøgeren har været udsat for de af hende omtalte krænkelser i 1999. Flygtningenævnet lagde også til grund, at ansøgeren som følge af disse krænkelser og krigsoplevelser er belastet af meget betydelige psykiske lidelser, herunder PTSD. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgerens helbredsmæssige tilstand kunne begrunde, at der meddeles hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens subjektive frygt for en tilbagevenden, efter de ændrede forhold i hendes hjemland, ikke er begrundet i sådanne objektive omstændigheder, at der er tale om asylbegrundende forhold. Det bemærkedes, at krænkelserne fandt sted i 1999, og at ansøgeren efter to til fire måneders ophold i Albanien i 1999 som flygtning vendte tilbage til Kosovo, hvor hun opholdt sig i cirka et år uden at have haft asylrelevante problemer, hvorefter hun udrejste til Danmark for at bo sammen med sin forlovede, med hvem hun ventede barn. Den for ansøgeren beskikkede advokat havde gjort gældende, at instrukser fra FN til Danmark er bindende for Danmark, jf. FN Charterets art. 25, jf. kapitel 7, jf. FN Resolution 1244, og at UNHCR´s Position Paper af marts 2001 skal læses i dette lys. Advokaten havde ligeledes gjort gældende, at der foreligger et dansk løfte fra 1951 om asyl af ”tvingende grunde”. Flygtningekonventionen art. 1, C, 5, 2, er ikke hjemmelen. Den indeholder blot samme tekst som hjemmelen og forpligtelsen gør. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at nævnet træffer afgørelse i asylsager på baggrund af sagernes konkrete omstændigheder, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger fra det land, som ansøgeren kommer fra, på tidspunktet for nævnets afgørelse. Spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerens helbredstilstand af humanitære grunde vil være til hinder for en hjemsendelse, måtte afgøres på andet grundlag. Advokaten havde endvidere henvist til EMRK art. 8 om familiens enhed. Flygtningenævnet bemærkede, at hensynet til familiens enhed ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men må vurderes efter reglerne om familiesammenføring eller reglerne om ophold på andet grundlag. Advokaten havde endelig anført, at der ved vurderingen af, om ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, skal tages hensyn til, at ansøgeren ved en § 7-opholdstilladelse frem for en § 9-opholdstilladelse vil blive stillet bedre i forhold til den danske sociallovgivning. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette er et forhold, som kan føre til en ændret asylretlig vurdering af sagen. Ser-mon/2006/2
