Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1959 (M) og 1966 (K), samt to børn. Indrejst i december 2002 sammen med sin ægtefælle og to børn. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ægtefællen og de to børn. Ansøgeren er etnisk gorani-albaner. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under asylsagen i Danmark havde forklaret, at han er orani og at den kvindelige ansøger er tyrker, at de boede i Kosovo frem til udrejsen, og at de umiddelbart inden udrejsen var udsat for de seneste af en række voldelige overgreb fra UCK. Ansøgeren havde tillige forklaret, at disse overgreb dels var etnisk betinget, dels skyldtes at han ikke havde deltaget i krigen. Under asylsagens behandling var der fremkommet oplysninger om, at ansøgerne indrejste i Tyskland i april 2002 og var blevet meddelt mundtligt afslag på asyl i november 2002. Det fremgik af de tyske asylsagsakter, at ansøgeren dengang fortalte, at han var ashkali, og at familien ultimo januar 2001 var udrejst af Kosovo til Makedonien, hvor de opholdt sig frem til udrejsen til Tyskland. Asylmotivet blev i Tyskland under individuelle interviews oplyst som værende ansøgerens problemer med UCK og albanske naboer. Der blev ikke da oplyst om egentlige overgreb mod ham eller resten af familien. Familien blev meldt savnet af de tyske myndigheder i februar 2003. Ansøgeren havde ikke til de tyske myndigheder forklaret om egentlige overgreb. Nævnet fandt ikke, at der forelå sådanne oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand, at det var grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kunne eller havde kunnet afhøres på sædvanlig vis. Det blev i øvrigt bemærket, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde henvist til svigtende hukommelse. Der var derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen af denne årsag. Udlændingestyrelsen havde som en mindre del af sin begrundelse for at tilsidesætte ansøgernes forklaring lagt vægt på, at der til de tyske og danske myndigheder tilsyneladende var oplyst forskellig bopæl i Kosovo. Uanset om der måtte være tale om den samme adresse på forskelligt sprog, blev denne del ikke fundet at have været så afgørende for Udlændingestyrelsens vurdering, at dette heller gav grundlag for en hjemvisning af sagen. Det blev i øvrigt bemærket, at ansøgeren ved anden partshøring blot havde nægtet kendskab til adressen oplyst i Tyskland uden at forklare, at der skulle være tale om den samme gade. Ansøgeren havde under den danske asylsag forklaret om overgreb, der skulle være foregået i de seneste 3-4 måneder forud for udrejsen til Danmark. Dette kunne ikke tidsmæssigt passe med den omstændighed, at ansøgeren frem til november 2002 havde opholdt sig i Tyskland. Ansøgerens forklaring var derfor allerede herefter ikke troværdig. Dertil kom, at ansøgerens troværdighed tillige var svækket dels som følge af, at han ikke selv havde forklaret om sine ophold i Makedonien og Tyskland, førend han direkte blev spurgt hertil, og dels som følge af, at han ikke havde givet nogen forklaring på sine divergerende oplysninger om sin og sin ægtefælles etnicitet. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var blevet opsøgt på de tidspunkter, på den måde og af den årsag, som han havde forklaret. Nævnet fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var asylrelevant forfulgt ved udrejsen. Da det således ikke var godtgjort, at ansøgeren havde været udsat for asylrelevant forfølgelse, kunne ansøgerens eventuelle subjektive frygt ikke tillægges asylrelevans. Efter de seneste baggrundsoplysninger kunne hverken de generelle forhold for ashkaliere, goraniere eller tyrkere i ansøgerens hjemområde begrunde asyl. Nævnet bemærkede, at ansøgerens helbredssituation ikke i sig selv kunne begrunde asyl. Se-Mo/2004/21
