Resumé af afgørelsen findes tillige under Kosovo. Nævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo (m) og Serbien (k) og deres børn. Indrejst i 2007. Ansøgerne havde oplyst, at de er etniske romaer. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som asylmotiv havde angivet, at de frygtede blodhævn fra en anden roma-families side på grund af et drab begået af den mandlige ansøgers bror, og at de øvrigt som romaer ville risikere forfølgelse ved en tilbagevenden til deres respektive hjemlande, henholdsvis Kosovo og Serbien. Om den angivne frygt for blodhævn bemærkede nævnet, at den relaterede sig til en begivenhed i 1998, og der var efter det oplyste hverken overgået ansøgerne eller deres familiemedlemmer noget siden da. Ansøgernes frygt for blodhævn måtte på den baggrund anses for alene begrundet i formodninger, som ikke var nærmere underbygget. Herefter fandtes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at de var i en konkret og individuel risiko for en forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af den angivne frygt for blodhævn. I øvrigt måtte det anses for en privatretlig konflikt, som ansøgerne måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. De generelle forhold for romaer fandtes hverken for den kvindelige ansøger i Serbien eller for den mandlige ansøger i Kosovo at kunne begrunde asyl. Nævnet bemærkede endvidere, at den mandlige ansøgers frygt for at skulle aftjene værnepligt ej heller var asylbegrundende. Om stillingtagen til spørgsmålet om non-refoulement bemærkede nævnet, at det følger af udlændingelovens § 32 a, at enhver afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 skal indeholde en stillingtagen til, om udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke rejser frivilligt, jf. § 31. Stillingtagen til spørgsmålet om non-refoulement er således en integreret del af nævnets afgørelse, og i afgørelsen anføres det specifikt, om ansøgeren kan udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, hvis den pågældende ikke udrejser frivilligt. Nævnet bemærkede herved, at det var en forudsætning for tvangsmæssig udsendelse af den mandlige ansøger til Kosovo og den kvindelige ansøger samt parrets børn til Serbien, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kunne udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. Serb/2008/3
