Nævnet stadfæstede i juni og 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Serbien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Indledningsvis bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk serber og kristen ortodoks af trosretning fra [by A], Serbien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive diskrimineret og udsat for overgreb, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at det er svært at finde arbejde i Serbien, og at der er meget korruption i landet. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at han igennem de sidste 9-10 år jævnligt er blevet udsat for verbal chikane samt fysiske overfald på gaderne i Serbien. I perioder uden arbejde har ansøgeren taget kortere ophold hos familien i sin hjemby, [by A], og han har under disse ophold oplevet verbal chikane fra de samme 4-5 personer med tilknytning til hooliganmiljøet. To af disse personer stod sammen med andre personer bag et overfald på ansøgeren i [begyndelsen af] 2013 i [by A], som resulterede i, at ansøgeren efterfølgende måtte på hospitalet for behandling. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har modtaget hadefulde meddelelser via sin telefon samt via sociale medier. Flygtningenævnet lægger til grund, at homoseksuelle i Serbien kan blive udsat for diskrimination, og at homoseksuelle som følge heraf kan opleve problemer med at udleve deres seksualitet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren som forklaret er homoseksuel, og at han i den anledning har oplevet forskellige overgreb og chikane. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren aldrig har forsøgt at melde overgrebene til politiet, ligesom han ikke i øvrigt har søgt myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens egen formodning, at politiet ikke skulle have vilje og evne til at yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, og finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for, at ansøgeren ikke skulle kunne opnå den fornødne beskyttelse. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger: Unites States Department of State, 2013 Country Reports on Human Rights Practices – Serbia, 27. februar 2014; Freedom House, Freedom in the World 2014 – Serbia, 22. august 2014; og Amnesty International, Belgrade Pride 2014 – A victory for human rights, 28. september 2014, foreligger der ikke oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod homoseksuelle. Det fremgår af de samme baggrundsoplysninger, at det serbiske parlament i juni 2013 vedtog en strategi for antidiskrimination med det formål at løse problemer vedrørende fordomme og mishandling af LGBT-personer, at Belgrade Pride i 2014 blev gennemført i overværelse af repræsentanter fra den serbiske regering samt at politiet beskyttede deltagerne. Endelig fremgår det af Council of Europe, Commissioner for Human Rights of Council of Europe, following his visit to Serbia from 16 to 20 March 2015, Serbien, fra den 8. juli 2015, at de serbiske domstole i to sager i 2013 sanktionerede hadetaler rettet mod LGBT personer. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Serbien i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Serbien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” serb/2016/2
