Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at hendes ægtefælle var blevet dræbt i 2003. Ægtefællens ven var i 2008 blevet dræbt, da han var på besøg hos ansøgeren, hvorefter ansøgeren var blevet tilbageholdt i et par dage, hvor hun var blevet afhørt, udsat for vold og voldtægt. Ansøgeren havde i forbindelse med sin sag fremlagt en tilsigelse. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra en navngiven by i Tjetjenien, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, at ansøgerens ægtefælle, der havde været aktiv på tjetjensk side i den første tjetjenske krig, var blevet fundet dræbt i foråret 2003 efter en anholdelse tidligere samme år, og at ansøgeren bortset fra den påberåbte tilbageholdelse i efteråret 2008, ikke havde haft problemer med myndighederne. Drabet på ægtefællen kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Dels lå det tilbage i tid, dels havde politiet modtaget en anmeldelse om drabet. Den omstændighed at politiet havde standset efterforskningen på grund af bevisproblemer kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Hertil kom, at ægtefællens eventuelle uoverensstemmelser med myndighederne havde vedrørt et afgiftsspørgsmål. Den påberåbte tilbageholdelse af ansøgeren kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der havde været tale om en enkeltstående episode, som måtte antages at have forbindelse med besøget af ægtefællens ven, ligesom det måtte antages at have været et udslag af de generelt vanskelige forhold i hjemlandet. Der lagdes herved vægt på, at der havde været tale om en kortere tilbageholdelse, at ansøgeren var blevet løsladt uden meldepligt, at ingen andre familiemedlemmer, herunder navnlig moderen havde været udsat for overgreb eller repressalier, at ansøgerens egen familie ikke havde været politisk aktive, og at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret. Hertil kom, at ansøgeren havde forklaret upræcist om, hvorvidt hun var blevet slået under forhørene forud for voldtægten, og hvorvidt hun var blevet afhentet af onklen eller var blevet bragt hen til onklen i forbindelse med løsladelsen. Den fremlagte tilsigelse fremstod i øvrigt som et myndighedseksemplar med en sædvanlig forkyndelsesfortegning og uden angivelse af sagsnummer eller sigtelse. Under disse omstændigheder og når der hensås til det ovenfor anførte, kunne der ikke lægges nogen vægt på tilsigelsen. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2009/9
