Flygtningenævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland, født 1972 (M) og 1974 (K), samt to børn. Indrejst i oktober 2002. På et nævnsmøde i september 2004 blev sagen udsat på ægthedsvurdering af en fremlagt tilsigelse til retten. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerne ikke havde sandsynliggjort det påberåbte asylmotiv. Der lagdes herved vægt på, at ansøgerne havde forklaret upræcist og divergerende overfor henholdsvis de polske og danske udlændingemyndigheder om deres aktiviteter, opholdssteder og asylmotiv. Flertallet fandt endvidere ikke, at ansøgerne på overbevisende vis havde kunnet redegøre for årsagen til de divergerende oplysninger eller i øvrigt sandsynliggøre, at de var forfulgt af de russiske myndigheder. Den mandlige ansøger havde til de polske myndigheder som asylmotiv henvist til de generelle forhold, at hans ejendom blev ødelagt under den første tjetjenske krig, samt at han ikke havde deltaget i krigshandlinger og ikke havde haft konflikter med de russiske myndigheder. Han havde endvidere oplyst, at han og familien boede i en navngiven by frem til 1999. Til de danske myndigheder havde han imidlertid oplyst, at han var aktiv i Tjetjenien både under den første og anden tjetjenske krig, herunder deltaget i forsvaret af en anden navngiven by, hvor han angiveligt boede fra 1994 til 1999, og derefter levede i skjul i Tjetjenien. Han havde endvidere oplyst om en episode en dag i marts 2002, hvor han angiveligt blev stukket i ryggen. Det bemærkedes særligt, at den mandlige ansøger til samtalereferatet med Udlændingestyrelsen i maj 2003 havde oplyst, at den samme dag i marts 2002 var den eneste gang, russerne forsøgte at få fat i ham, mens han i asylansøgningsskemaet havde anført, at han havde været udsat for regelmæssige ransagninger i myndighedernes forsøg på at få fat i ham. Det bemærkedes samtidig, at der var afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt den mandlige ansøger blev stukket i ryggen eller brystet. Den mandlige ansøger havde som begrundelse for de divergerende forklaringer og om selve opholdet i Polen anført, at det var for at fodre de polske myndigheder med falske oplysninger, der – videregivet til russerne – skulle ”rense” ham, og at det var fordi han ikke stolede på de polske myndigheder. Endvidere havde han oplyst, at han ikke opholdt sig i Polen, men i Tjetjenien mellem indgivelse af asylansøgningen i november 2000 og samtalen i 2001, ligesom han ikke havde opholdt sig i Polen efter samtalen, hvor han på ny opholdt sig i Tjetjenien. Sammenfattende fandt flertallet derfor at måtte forkaste ansøgernes forklaring i deres helhed. Ansøgerne havde kun modstræbende vedgået at have meddelt urigtige oplysninger i forbindelse med asylansøgningen i Polen, og de havde heller ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, at de havde haft problemer med de russiske myndigheder. Der lagdes herved særligt vægt på, at der ikke straks blev oplyst om opholdet i Polen, at der som nævnt var afgivet divergerende forklaringer overfor de henholdsvis polske og danske udlændingemyndigheder, at ansøgerne ikke havde kunnet redegøre for dette forhold på overbevisende måde, og at det ikke var troværdigt, at den mandlige ansøger var rejst frem og tilbage mellem Polen og Tjetjenien. På denne baggrund lagde flertallet til grund, at ansøgerne havde opholdt sig problemfrit i Tjetjenien frem til udrejsen til Polen. Under disse omstændigheder, og henset til det sene fremkomsttidspunkt, kunne der ikke lægges nogen vægt hverken på den påberåbte telefaxskrivelse eller på en erklæring fra februar 2005 fra et ministerium i den tjetjenske republik. Den fremlagte tilsigelse kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes herved vægt på det ovenfor anførte sammenholdt med, at tilsigelsen angiveligt vedrørte en civil sag. Der var således ikke i forbindelse med ægthedsvurderingen fremkommet oplysninger, der underbyggede det påberåbte asylmotiv. Flertallet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne havde været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at de ved en tilbagevenden skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2005/7
