Nævnet stadfæstede i september2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Tjetjenien, født i 1976 (M) og 1977 (K), samt tre børn. Indrejst i juni 2003. Ansøgerne havde inden indrejsen i Danmark søgt om asyl i Polen og Tjekkiet. Den mandlige ansøger forklarede under nævnets behandling af sagen, at han under den første tjetjenske krig havde haft kampaktiviteter mod de russiske soldater. Under den anden tjetjenske krig havde han hjulpet de tjetjenske oprørere, idet han sammen med en ven købte våben til oprørene. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske tjetjenere, der er født og opvokset i Tjetjenien. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne indrejste i Polen i juni 2002 og søgte asyl. I maj 2003 stadfæstede det polske Udlændingeråd det polske Direktorat for Udlændinges afslag på asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne havde opgivet forskelligt asylmotiv til henholdsvis de polske og danske myndigheder. Overfor de polske myndigheder havde den mandlige ansøger henvist til de generelt vanskelige levevilkår i Tjetjenien. Den mandlige ansøger havde over for de polske myndigheder bestridt at have deltaget i de to tjetjenske krige. Af de polske akter fremgik, at den mandlige ansøger fik udstedt ægte nationalitetspas i maj 2002. Ansøgerne oplyste ikke de danske myndigheder om deres ophold i Polen og derefter Tjekkiet, men indrømmede dette på de danske myndigheders forehold. Uanset om man måtte lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund vedrørende hans aktiviteter under krigene, så kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke lægge til grund, at han var i de russiske myndigheders søgelys endsige asylretligt forfulgt, da han udrejste. Flertallet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger udrejste på ægte pas, at også den kvindelige ansøger havde forklaret under sagsbehandlingen i Danmark, at passene var ægte, ligesom flertallet lagde vægt på den mandlige ansøgers forklaring under hans asylbehandling i Polen. De generelle forhold i Tjetjenien, herunder for mænd i den våbenføre alder, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Et flertal af Flygtningenævnet fandt ikke, at den mandlige ansøger havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for forfølgelse eller i reel risiko for behandling således, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7 for at få meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at den kvindelige ansøger var asylretligt forfulgt, da hun udrejste. Hun havde ikke på grund af sin egen person været i modsætning til myndighedspersoner, men hun havde været udsat for chikane som så mange andre i samme område. Flygtningenævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøger ville være i risiko for forfølgelse eller for en behandling, som var omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Rusland. Rus/2004/8
