Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 6 år ved ankedom afsagt af Vestre Landsret [i sommeren] 2016, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I starten af] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Rusland jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra Grozny, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de russiske myndigheder, som har fået kendskab til, at han har støttet oprørerne i Tjetjenien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at i 2011 flyttede klageren sammen med sin familie fra Grozny til [en mindre by]. Klageren havde en ven, [i den mindre by], som havde tilsluttet sig oprørerne, og vennen overtalte klageren til at støtte oprørerne ved at levere madvarer til dem. [I efteråret] 2011 begyndte klageren derfor at handle madvarer, hvorefter han gravede dem ned på at aftalt sted, hvor [vennen] efterfølgende afhentede dem. Klageren leverede løbende madvarer til oprørerne frem til [foråret] 2012. I [foråret] 2012 blev klageren anholdt af politiet på stedet, hvor han havde gravet madvarer ned. Klageren blev i den forbindelse ført til en politistation i Grozny. Klageren blev tilbageholdt i en uge og udsat for grove fysiske overgreb. Klageren tilstod i den forbindelse at have leveret madvarer til oprørerne. Klagerens far solgte sin grund for at kunne betale politiet 1,2 millioner rubler for at få klageren løsladt. I forbindelse med løsladelsen skrev klageren under på, at han ikke ville udrejse, og han blev pålagt meldepligt [i foråret] 2012. Klageren udrejste efterfølgende af Tjetjenien. Nævnet er opmærksom på, at klageren ved Vestre Landsrets dom [afsagt i sommeren] 2016 er udvist, efter at Landsretten har prøvet spørgsmålet om, hvorvidt udlændingelovens § 26 er til hinder for udvisning. Det er ikke omfattet Flygtningenævnets kompetence at foretage en fornyet § 26-prøvelse. Nævnet bemærker, at det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at klagerens hidtidige opholdstilladelse er bortfaldet ved Vestre Landsrets dom. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. F lygtningenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren ikke vil være i risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 31 ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om centrale forhold i sit asylmotiv i forbindelse med asylsamtalen [i efteråret] 2012, der dengang førte til, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og de oplysninger klageren er fremkommet med under samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2017. Han har således oprindeligt forklaret, at han skrev under på, at han havde støttet og tilsluttet sig oprørerne, og at han fik lov til at læse tilståelsen. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2017 oplyste klageren, at han ikke underskrev i forbindelse med, at han tilstod at have støttet oprørerne. Foreholdt denne divergens under nævnsbehandlingen har klageren forklaret, at han tre gange forklarede, at han skrev under, men at han derefter blev forvirret og slutteligt oplyste, at han ikke underskrev noget i forbindelse med tilståelsen. Nævnet bemærker i den anledning, at det må anses for usandsynligt, at han har afgivet en sådan forklaring hos Udlændingestyrelsen, uden at det er noteret, at han har forklaret forskelligt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om, hvad myndighederne havde oplyst ham om, med hensyn til hvordan de havde fået kendskab til hans aktiviteter. Han har således til asylsamtalen i [efteråret] 2012 oplyst, at han fik at vide, at myndighederne havde deres oplysninger fra en hyrde, hvis hund havde fundet stedet, hvor han gravede madvarer ned. Til samtalen i [starten af] 2017 oplyste klageren, at han ikke fik at vide, hvordan myndighederne havde opdaget hans aktiviteter. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om sin tilbageholdelse hos myndighederne, idet han i [efteråret] 2012 oplyste, at han sad i en celle, som blev omtalt som et bur, i én dag, mens han under samtalen i [starten af] 2017 oplyste, at han sad der under hele tilbageholdelsen, ligesom han oprindeligt forklarede, at han blev hentet af to personer, men at der var i alt fem personer til stede foruden klageren ved afhøringen. I [starten af] 2017 oplyste klageren, at han blev hentet af fire personer, og at der var seks personer til stede foruden klageren under afhøringen. Nævnet bemærker, at klagerens henvisning til tolkeproblemer ikke kan føre til en ændret vurdering, idet nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om, at han blev afskåret fra rettelser, til grund. Nævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort sit asylmotiv, eller at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2017/5/atn/lrn
