Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk tjetjenere og sunni-muslimer af trosretning fra Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi han har overtrådt deres aftale og flygtet til udlandet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i en periode på 18 dage i sommeren 2015] var tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, fordi hans lillebror, [navn], i starten af [sommeren] 2015 havde tilsluttet sig en ukendt oprørsgruppe. Ansøgeren blev herefter løsladt på betingelse af, at han tilsluttede sig oprørsgruppen og videregav oplysninger om denne til myndighederne. Ansøgeren fik i denne forbindelse udleveret en sort mobiltelefon, som myndighederne ville kontakte ham på med oplysninger om oprørsgruppens tilholdssted. Myndighederne truede herpå med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han prøvede at snyde dem eller flygtede. Da ansøgeren kom hjem, fik han at vide, at myndighederne havde ransaget hans bopæl [på bestemt dato i sommeren 2015] og havde taget alle hans families dokumenter, mens han var tilbageholdt. Da ansøgeren blev løsladt [efter udløbet af perioden på 18 dage i sommeren 2015] tog han hen til sine svigerforældre, som fik ham ovetalt til at tage på hospitalet, hvor han opholdt sig indtil den [bestemt dato i sommeren 2015], hvor han udrejste sammen med sin ægtefælle og deres tre børn. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans svigerforældre på et ukendt tidspunkt efter hans udrejse er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv og har i den forbindelse oplyst, at hun frygter, at hende og hendes ægtefælle ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle blev tilbageholdt i [en periode på 18 dage i sommeren 2015], fordi hans lillebror, [navn], havde tilknytning til oprørene. Samme dag, som ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt, blev deres bopæl opsøgt af myndighedspersoner, som ransagede hjemmet og konfiskerede deres personlige dokumenter. [Efter udløbet af perioden på 18 dage i sommeren 2015] vendte ansøgerens ægtefælle hjem igen. Han opholdt sig herefter på hospitalet indtil den [bestemt dato i sommeren 2015], hvor de begge udrejste. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes forældre på et ukendt tidspunkt efter hendes udrejse er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringerne om asylmotivet til grund, idet dette fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke forekommer troværdigt og overbevisende, at den mandlige ansøgers lillebror skulle have tilsluttet sig en oprørsgruppe, fordi de tjetjenske myndigheder skulle have lagt et pres – som i øvrigt ikke er nærmere defineret – på lillebroren for at give dem underretning om radikaliserede kunder i lillebrorens butik. Det forekommer desuden usandsynligt, at ansøgeren, havde et meget nært forhold til lillebroren, der boede i ansøgerens hjem sammen med dennes familie, ikke trods sin viden om lillebrorens problemer i [foråret 2015] har spurgt ind til disse og ikke har noget nærmere kendskab til lillebrorens bevæggrunde for pludseligt at sælge sin forretning og tilslutte sig en ukendt oprørsbevægelse i løbet af få uger i forsommeren 2015. Det er derudover selvmodsigende, at ansøgeren som følge af anmeldelsen om lillebrorens forsvinden skulle være blevet tilbageholdt i en længere periode og udsat for fysiske overgreb af de tjetjenske myndigheder for at fremtvinge oplysninger om broren og dermed oprørsgruppens opholdssted, når de samme myndigheder ved løsladelsen af ansøgeren angiveligt gav ham en telefon, som de ville bruge til at give ham instrukser om, hvordan han selv skulle opsøge den pågældende oprørsgruppe. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at der efter ansøgerens løsladelse tilsyneladende alene kom et opkald på telefonen, og at de personer, som skulle have udleveret den og truet ansøgeren på livet, hvis han ikke samarbejdede, uden videre accepterede ansøgerens besked om, at han var indlagt på hospitalet og meddelte, at han kunne melde sig igen, når han havde modtaget den nødvendige behandling. Ansøgerne er således hverken blevet opsøgt på deres egen adresse eller på den kvindelige ansøgers forældres adresse frem til udrejsen ifølge den kvindelige ansøgers forklaring. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke skulle have fået andre skader end blå mærker af den omfattende tortur, som han angiveligt skulle have været udsat for i tre dage i træk. Hertil kommer, at den mandlige ansøger efter Udlændingestyrelsens afgørelse har forklaret uddybende og divergerende. Han har således oplyst forskellige tidspunkter for, hvornår han første gang ringede til sin bror efter dennes forsvinden og efterfølgende opsøgte sin brors butik. Han har endvidere oplyst, at de sortklædte mænd, som kørte ham til det sted, hvor han blev tilbageholdt, var maskerede, mens han tidligere under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret 2015] angav, at de ikke var maskerede. Han har endvidere forklaret, at han måtte underskrive et papir, før han blev løsladt fra torturen, og at han også blev slået den dag, hvor han blev tvunget til at samarbejde med de personer, der udsatte ham for tortur. Endvidere har den kvindelige ansøger for nævnet uddybende forklaret, at hun efter ransagningen gik med sin far til politiet for at efterlyse sin mand. På denne baggrund sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de tjetjenske oprørere og myndighedernes ageren i forhold hertil, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra januar 2015 om ”Security and human rights in Checnya and the situation of Chechens in the Russian Federation – residence registration, racism and false accusations”, har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at de risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det bemærkes herved, at den kvindelige ansøger som asylmotiv har henvist til den mandlige asylansøgers asylmotiv. Betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er herefter ikke opfyldt, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/38/DH
