Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland med medfølgende ægtefælle og børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske og russiske myndigheder, idet ansøgeren har nægtet at skrive under på, at han har modtaget kompensation for de skader, som ansøgeren blev påført i forbindelse med et russisk bombeangreb tilbage i 2000. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han [begyndelsen af] 2000 blev skadet i forbindelse med et bombardement udført af de russiske styrker i ansøgerens landsby. Omkring tre til fire år før 2014 blev ansøgeren opsøgt af en ukendt person, som ansøgeren formoder, var en repræsentant for de russiske myndigheder. Denne person oplyste ansøgeren om, at han ville modtage kompensation for de skader, som han var blevet påført under angrebet i 2000, hvorfor ansøgeren underskrev et dokument. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl, af to personer fra et efterforskningsnævn og blev udspurgt, om han havde modtaget kompensation for sine fysiske skader, hvilket ansøgeren afviste. [I slutningen af sommeren] 2014 blev ansøgeren på ny opsøgt på sin bopæl af en politibetjent. Ansøgeren fulgte med på stationen for at drøfte kompensationsspørgsmålet, og han nægtede i den forbindelse at skrive under på, at han havde modtaget kompensation. Ansøgeren fik efterfølgende lov til at forlade stedet. [Få dage efter] tidligt om morgen, brød maskerede personer i mørke militæruniformener ind i ansøgerens hjem. Ansøgeren blev bundet og fik tape for øjnene, hvorefter han blev anbragt bag i en bil og kørt et ukendt sted hen. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået med knytnæver og knipler, ligesom der blev sat strøm til hans krop. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren instrueret om, at han skulle gå til distriktsadvokaturen og underskrive dokumenter, som bekræftede, at han havde modtaget kompensation for sine skader, hvilket ansøgeren til sidst indvilgede i for at blive løsladt. Efter nogle timers tilbageholdelse blev ansøgeren kørt tilbage til sin landsby. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle og børn valgte samme dag at forlade bopælen, hvorefter de valgte at udrejse af hjemlandet umiddelbart efter. Efter en samlet vurdering af den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden, og forklaringen forkastes derfor som utroværdig. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at det må anses for usandsynligt, at en person først i 2010 har henvendt sig til ansøgeren om spørgsmålet om kompensation for personskade efter et bombardement af ansøgerens hjemby i 2000. Ansøgeren er herefter først i sommeren 2014 på ny blevet opsøgt vedrørende spørgsmålet, uden at han i den mellemliggende periode selv har forhørt sig om mulighederne for at opnå kompensation, der angiveligt kunne udgøre 30-40.000 euro. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren ikke er i stand til mere præcist at forklare om den første henvendelse, udover at det var en russisktalende person, der kom til bopælen, og ansøgeren kan heller ikke mere præcist oplyse om de papirer, som han underskrev. Det fremstår endvidere usandsynligt, at den mandlige ansøger er blevet tilbageholdt og udsat for overgreb for at tvinge ham med det formål, at han skulle underskrive dokumenter om, at han havde modtaget kompensation, hvorefter han er blevet løsladt med besked om, at han skulle henvende sig til distriktsadvokaturen for at underskrive dokumenterne. Under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 har ansøgeren hertil forklaret, at han skulle henvende sig ved et distriktsadvokatur, hvor de havde de relevante formularer, men at han ikke husker, hvor det var, han skulle henvende sig. Under asylsamtalen den [i sommeren] 2015 har ansøgeren oplyst, at han skulle gå til distriktsadvokaturet, mens han under gensamtalen har oplyst, at han skulle gå hen på et eller andet distriktsadvokatur, men at han ikke helt husker det, da de blev sagt så hurtigt. Ansøgeren har over for nævnet forklaret, at han skulle henvende sig hos advokaturen i [ansøgerens distrikt]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren overfor nævnet har besvaret flere spørgsmål på en upræcis og usikker måde, og at han i øvrigt har svaret afglidende på spørgsmål, herunder om hvilke andre personer, der i ansøgerens hjemby havde modtaget kompensation som følge af bombardementet i 2000. Flygtningenævnet lægger ved bedømmelsen i øvrigt vægt på de oplysninger, der fremgår af notat af 12. august 2015 fra Udlændingestyrelsen vedrørende udbetaling af kompensation i forbindelse med Den Anden Tjetjenske krig. Det fremgår, at notatet er udarbejdet ved indhentning af oplysninger fra lokale russiske kilder med ekspertise i Nordkaukasus, og at de fleste kilder har afvist, at der skulle findes et særligt program for personskadeerstatning for skader opstået under Den Anden Tjetjenske krig. Efter det oplyste er der udbetalt kompensation i de tilfælde, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet afgørelse herom, eller såfremt man som militær eller civil tjenestemand har været offer for terrorangreb fra militante aktører. Endvidere er der mulighed for kompensation for personskader, hvis der er anlagt en civil sag mod skadevolderen. Flygtningenævnet finder ikke efte de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Rusland, herunder i Tjetjenien, er af en sådan karakter, at ansøgerne vil være i risiko for overgreb alene som følge af, at de er udrejst af Tjetjenien. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden Rusland risikerer forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/18/lrn
