Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunnimuslimer fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel, da ansøgeren ikke har gjort, som myndighederne sagde. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som entreprenør på [X]s hus. [I sommeren] 2014, mens han var på arbejde, faldt han ned fra en stige. Ansøgeren fortsatte arbejdet, men havde ondt, og han mødte ikke op på arbejde næste dag, fordi han havde smerter og ville tage til lægen. [Dagen efter] blev ansøgeren opsøgt af myndighederne. De bandt ansøgerens hænder og hev ham med udenfor i en bil. Ansøgeren fik bind for øjnene, og de kørte ham væk. Ansøgeren blev kørt til et for ham ukendt sted og blev placeret i et rum, hvor han blev afhørt om, hvorfor han ikke var mødt på arbejde. Ansøgeren fik at vide, at en af hans kolleger, [K], heller ikke var mødt på arbejde. Under afhøringen oplyste personen, der afhørte ansøgeren, at der var placeret en bombe i [X]s hus, og at ansøgeren havde planlagt det. Ansøgeren fortalte dem, at han ikke kendte noget til det, og han forklarede dem om [K]s arbejde, og at [K] [dagen før] selv havde hentet materialer til huset og var begyndt at læsse nogle af disse af, inden ansøgeren og resten af kollegaerne kom og hjalp ham. [Fem dage senere] blev ansøgeren løsladt, fordi han sagde, at han nok skulle finde [K]. Ansøgeren fik fem dage til at finde [K]. Ansøgeren sagde til dem, at han var meget medtaget og havde brug for tid til at komme sig. De gik med til at give ansøgeren ti dage til at finde [K]. Tre dage efter løsladelsen begyndte ansøgeren og hans fætter at lede efter [K], men uden held. [Fem dage efter løsladelsen] blev ansøgeren opsøgt af [X]s folk igen. De spurgte, om ansøgeren havde fundet [K]. Ansøgeren fortalte, at han endnu ikke havde fundet ham, men at han var på sporet af ham. Dagen efter kom ansøgerens fætter, og ansøgeren fortalte ham, at [X]s folk havde været der. Fætteren sagde til ansøgeren, at uanset om ansøgeren fandt [K], så ville [X]s folk altid være efter ham. Fætteren sagde, at det var bedst, at ansøgeren forlod Tjetjenien. [To dage senere] udrejste ansøgeren af Tjetjenien med sin moder, ægtefælle, søn og nevø. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at hendes ægtefælle som minimum vil blive tilbageholdt af myndighederne, idet han ikke har overholdt en aftale med myndighederne. Ansøgeren frygter endvidere, at der vil ske noget med hendes familie og barn. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med de tjetjenske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring på flere helt centrale punkter fremstår utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at den mandlige ansøger fik en arbejdsopgave på [X]s hus, men at den mandlige ansøger ikke på nævnsmødet har været i stand til at forklarede nærmere om størrelsen af arbejdsopgaven, pris og aflønning, og om sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med arbejdets udførelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at det skulle være muligt at placere en bombe i huset, der var under stærk bevogtning og i øvrigt ubeboet på tidspunktet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om, hvordan det lykkedes ham at blive løsladt, forekommer usandsynlig. Det forekommer således usandsynlig, at myndighederne uden videre løslod den mandlige ansøger, hvis myndighederne mente, at han havde noget med bomben at gøre, eller at han kunne føre dem til den hovedmistænkte og, at det tillige forekommer usandsynligt, at myndighederne overlod det til den mandlige ansøger at finde [K], og at myndighederne ikke i den forbindelse forsøgte at få flere oplysningerne om [K] ud af ansøgeren, når ansøgeren tilkendegav at kunne finde frem til [K]. Det forekommer i den forbindelse tillige usandsynligt, at myndighederne ikke allerede var bekendt med [K]s opholdssted mv., når myndighederne havde godkendt denne til at udføre arbejde på [X]s hus. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/13/chk
