Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt syv børn fra Rusland/Tjetjenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [en by] i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt, idet han er i de tjetjenske myndigheders og [en organisations] søgelys. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deltog i den første tjetjenske krig fra [ultimo] 1994 til [primo] 1995, men at han imidlertid ikke deltog i nogen kamphandlinger. Ansøgerens [familiemedlem], […], var kommandør i den tjetjenske hær fra 1994 til 2000. I januar 1995 blev ansøgeren tilbageholdt i [et antal] dage i [en lejr], hvorunder han blev udsat for fysiske overgreb. På et tidspunkt i 1999/2000 beskyldte [hans familiemedlem] ansøgeren for at have stjålet våben fra ham i forbindelse med et besøg. [Familiemedlemmets] folk opsøgte ansøgeren og skød ham i hånden. Ansøgeren har ikke set [familiemedlemmet] siden. Den [primo] 2008 opsøgte [en mand], stedfortræder for lederen af [en organisation], samt hans mænd ansøgeren på hans bopæl. I den forbindelse blev ansøgeren slået i nakken og taget med til [organisationens] bygning, hvor ansøgeren blev tilbageholdt [i et antal] dage i alt. Ansøgeren blev slået i fire dage og afhørt. Mændene, som afhørte ansøgeren, troede, at han vidste noget om oprørerne. Efter de fire dage tilbød de ansøgeren at samarbejde med dem, idet han skulle skaffe informationer om oprørerne. I den forbindelse skrev ansøgeren under på en samarbejdserklæring. Den [primo] 2008 blev ansøgeren løsladt. Umiddelbart derefter rejste ansøgeren til [et andet familiemedlem], som boede i [en by] i Ingusjetien, hvor ansøgeren blev boende i [nogle] uger. [Primo] 2008 udrejste ansøgeren fra Ingusjetien, hvor han sammen med sin familie via Moskva og Brest rejste til Polen. I Polen søgte ansøgeren sammen med sin familie om asyl, hvor de den [primo] 2009 blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Mens ansøgeren boede i Polen, blev han cirka ti gange ringet op af [en mand]. Ansøgeren valgte at forlade Polen med sin familie, da han [ultimo] 2010 blev opsøgt af to ukendte mænd. De spurgte ansøgerens [familie], hvor ansøgeren opholdte sig. Ansøgeren mødte dog ikke selv mændene. Ansøgeren forlod Polen sammen med sin familie umiddelbart derefter, og [primo] 2011 rejste de til Sverige. I Sverige søgte ansøgeren sammen med sin familie om asyl. De boede [et antal] måneder i Sverige, hvorefter de i [medio] 2011 rejste videre mod Norge. Ansøgeren søgte ikke om asyl i Norge. Fra Norge rejste ansøgeren sammen med sin familie til Tyrkiet, hvor de blev boende indtil [ultimo] 2012. [Ultimo] 2012 indrejste ansøgeren sammen med sin familie igen til Polen, hvor de fik forlænget deres opholdstilladelser. Ansøgeren blev boende i Polen indtil [medio] 2013. Ansøgeren blev i Polen hverken kontaktet eller opsøgt af mistænksomme personer. [Medio] 2013 rejste ansøgeren og hans familie til Tyskland, hvor de alle sammen søgte om asyl. De blev boende i Tyskland indtil [primo] 2014, hvorefter ansøgeren sammen med sin familie rejste videre til Danmark. [I] 2014 søgte ansøgeren og hans familie om asyl i Danmark. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [en by] i Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at de tjetjenske myndigheder vil dræbe hende og hendes ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle og hans [familiemedlem] har deltaget i krigen mellem Rusland og Tjetjenien, og idet både ansøgeren og hans brødre har hjulpet oprørerne. Derudover har ansøgeren i det hele henvist til sin ægtefælles konflikt. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været opsøgt og tilbageholdt af de tjetjenske myndigheder [primo] 2008, således som han har påberåbt sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin baggrund og forhold gennem årene, herunder navnlig om sine oprørsaktiviteter og forhold til [sit familiemedlem], […], ikke alene i forhold til de danske myndigheder, men også sammenholdt med de oplysninger, der fremgår af asylakterne fra de polske, tyske og svenske myndigheder. Oplysningerne stemmer heller ikke med de oplysninger, ansøgerens [andet familiemedlem] har afgivet i sin asylsag. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og hans ægtefælle også har forklaret divergerende omkring den centrale episode i […] 2008, og at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne i forbindelse med den efterfølgende tilbageholdelse. Nævnet lægger ved vurderingen af ansøgerens forklaring endvidere vægt på, at ansøgeren [primo] 2008 fik udstedt indenrigspas, at ansøgeren [primo] 2008 fik udstedt udenrigspas, at ansøgerne udrejste til Ingusjetien, Hviderusland og Moskva, og at de i den forbindelse blev kontrolleret uden, at det gav dem anledning til vanskeligheder, og at han i øvrigt også den [medio] 2013 fik udstedt pas gennem den russiske ambassade i Polen. Disse objektive forhold stemmer mindre godt med den mandlige ansøgers forklaring om at være eftersøgt af de tjetjenske myndigheder. Selve tidsforløbet, hvor ansøgeren skulle være blevet opsøgt i [primo] 2008, stemmer også mindre godt med det forhold, at han ikke har været opsøgt af de tjetjenske/russiske myndigheder i årene forud herfor. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger er [i familie med] […], men ifølge ansøgerens forklaring har dette ikke givet anledning til vanskeligheder i forhold til myndighederne, forud for episoden i [primo] 2008, som nævnet som ovenfor anført ikke kan lægge til grund. Nævnet finder således ikke, at familieforholdet fører til, at ansøgeren nu er i en særlig risiko for overgreb. Den kvindelige ansøger har ikke noget selvstændigt asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2015/45
