rusl20152

Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Rusland. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Grozny, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, fordi hun sammen med sin ægtefælle har støttet oprørerne og grundet hendes flugt fra [en myndighedsperson i] Argun. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun og hendes ægtefælle i omkring tre år inden hendes udrejse ydede støtte til en oprører […], som var en nær ven af familien. Støtten bestod i form af tøjvask samt indkøb af mad og medicin. Fra [ultimo] 2013 til [primo] 2014 boede en af hendes ægtefælles venner […] i familiens hjem. [Vennen] udviste stor interesse for [oprøreren] og den støtte, som ansøgeren og hendes ægtefælle ydede til [oprøreren], og ægtefællen viste [vennen] et hemmeligt rum i hjemmet, hvor der blev opbevaret en pistol med patroner, fire pas, guld og penge. [Primo] 2014 fik ansøgerens ældste søn en allergisk reaktion, hvorefter han og ansøgeren blev indlagt på hospitalet i Grozny. [Den følgende dag] talte ansøgeren med sin ægtefælle, som oplyste, at [oprøreren] havde modtaget de varer, som de senest havde købt til ham, og at [vennen] var flyttet ud deres hjem. [Den næste dag] blev ansøgeren på hospitalet opsøgt af fire uniformerede mænd fra politiet. De truede ansøgeren på livet og forsøgte at få hende til at afsløre de aktiviteter, som hun og hendes ægtefælle havde udført for oprørerne. Endvidere forsøgte de pågældende mænd at anholde ansøgeren, men den læge, som var til stede i lokalet, overbeviste dem om, at de skulle lade hende blive på hospitalet på grund af hendes søns dårlige helbred. I stedet aftalte ansøgeren med dem, at de skulle mødes på hendes bopæl to dage senere, når hendes søn var blevet udskrevet. Mændene tog ansøgerens pas for at forhindre, at hun udrejste af Rusland. Da mændene havde forladt hospitalet, ringede ansøgeren til [oprørerens fader], som hentede ansøgerens datter og dernæst ansøgeren og hendes søn. Efterfølgende kørte de hen til ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren hentede tøj og mad til børnene, og hvor ansøgeren opdagede, at alle genstandene i det hemmelige rum var væk. Dernæst kørte de til [oprørerens faders] hjem i […] Ingusjetien, hvor ansøgeren og hendes børn opholdt sig i en måned. [Primo] 2014 kom en af ansøgerens ægtefælles venner […] på besøg. [Vedkommende] fortalte ansøgeren, at han en nat [primo] 2014 blev anholdt sammen med hendes ægtefælle og en tredje ven, fordi de var under mistanke for at have udøvet terrorisme. De to venner blev løsladt, men ansøgerens ægtefælle var fortsat tilbageholdt, fordi myndighederne havde fundet en pistol i deres hjem. Ansøgeren mistænkte [vennen] for at have angivet dem til myndighederne. [Primo] 2014 kørte ansøgeren sammen med sine børn til Voronezh, hvor de opholdt sig i en nat, og [i foråret] 2014 udrejste de til Hviderusland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv over for Flygtningenævnet ydermere henvist til, at [en myndighedsperson] i Argun kidnappede hende og forlangte, at hun skulle bo i hans hjem. Hun boede hos [myndighedspersonen] i tre måneder, og i denne periode forulempede han hende seksuelt. Det lykkedes for hendes mormoder at få hende hjem. Efterfølgende blev hun gift med sin nuværende ægtefælle, men omkring et halvt år senere, da hun tog tilbage til Grozny, kidnappede [myndighedspersonen] hende igen. Denne gang var hun kidnappet i et par måneder sammen med to andre piger på henholdsvis 15 og 16 år. Da ansøgeren fik lov til at tage hjem, tog hun hen til sin mormoder og kontaktede sin ægtefælle, der kom og hentede hende. Efterfølgende blev hun flere gange hentet af folk fra [myndighedspersonens] kontor. Den sidste gang fandt sted i [efteråret] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv, om at hun har hjulpet oprører i Tjetjenien, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom har fremstået usikker, ikke selvoplevet og usandsynlig. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun har foretaget indkøb for oprører, ligesom hun har forklaret divergerende om, hvor hun opbevarede sine dokumenter, da myndighederne tog dem på hospitalet. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer usandsynligt, at en tjetjensk oprører har opsøgt en familie i det centrale Grozny for at modtage hjælp til blandt andet medicinindkøb og tøjvask. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort denne del af sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret selvoplevet om, at hun har været udsat for kidnapning og seksuelle overgreb fra myndighedspersoner i Argun. Flygtningenævnet kan herefter ikke afvise, at ansøgeren har været udsat for sådanne overgreb, da hun var 16 år gammel, og at overgrebene fortsatte, efter ansøgeren havde indgået ægteskab og var flyttet til Grozny. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgeren, hvis hun frygter at vende tilbage til Argun eller Grozny, kan henvises til at søge ophold et andet sted i Den Russiske Føderation, herunder hos [oprørerens fader] der er bosat i Ingusjetien, og hos hvem ansøgeren opholdt sig i en måned forud for udrejsen. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/2