Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Rusland. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne, der er gift, er etniske tjetjenere og muslimer. Den mandlige og kvindelige ansøger er opvokset i henholdsvis […]og[…], Tjetjenien. De senere år har de boet i Groznyj. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne udrejste illegalt i slutningen af […]2012. Som asylmotiv har ansøgerne navnlig henvist til, at den mandlige ansøger [i sommeren] 2012 blev overfaldet af syv bevæbnede og maskerede personer, som hev ham ud af hans taxa. De pågældende slog ham og kørte ham til en kælder, hvor han på ny blev slået. De pågældende sparkede også ansøgeren, der blev afhørt om, hvorvidt han havde transporteret wahabister i sin taxa. Efter omkring et døgn blev ansøgeren løsladt med besked på, at han skulle rette henvendelse til politiet, hvis han fik oplysninger om wahabister. Han fik ikke i øvrigt meddelt nogle betingelser for løsladelsen, og han fik ikke besked på præcist, hvor han i givet fald skulle rette henvendelse, eller om hvornår dette skulle foregå. Ansøgeren er to gange tidligere blevet udspurgt om hans eventuelle forbindelse til oprørere, dels i 2000 og i 2002. Ansøgeren var i disse to tilfælde i selskab med andre og blev begge gange løsladt efter få timer, da man ikke kunne finde beviser på, at de havde relation til oprørere. Ansøgerne har oplyst, at myndighederne er bekendt med, at ansøgerne generelt set er meget kritiske over for Kadyrovs regime, hvilket blandt andet konkret er kommet til udtryk ved, at ansøgerne har tilkendegivet stor utilfredshed med myndighedernes behandling af flere sager vedrørende ansøgerne. Den kvindelige ansøger har flere gange klaget over myndighedernes meget mangelfulde undersøgelse af et raketangreb i 1999 på et marked, hvilket førte til, at ansøgerens mor afgik ved døden. Hun har også udtrykt stor utilfredshed med myndighedernes langsommelige og utilstrækkelige behandling af hendes ansøgning om økonomisk kompensation i anledning af, at hendes barndomshjem i 2000 nedbrændte efter angreb på landsbyen. Myndighederne har som reaktion herpå tre gange truet med at slå hende ihjel. Den første trussel blev fremsat [i foråret 2009] af fem bevæbnede mænd, der i hendes hjem havde skubbet til hende. Den anden trussel fremsatte myndighedspersoner i 2011 over for ansøgerens søster, der fik besked på at sige til ansøgeren, at hun skulle holde op med at klage. Ansøgeren modtog den seneste trussel [i sommeren 2012], hvor hun havde oplyst, at hun ville klage til den Europæiske Menneskeretsdomstol. Den mandlige ansøger blev i 2010 anholdt og afhørt efter anmeldelse fra lokalforvaltningen, hvor ansøgeren højlydt havde givet udtryk for stor utilfredshed. Politiet slog ham. Efter et par timer blev han løsladt med en advarsel. Den mandlige ansøger har endvidere adskillige gange rettet henvendelse til myndighederne i anledning af russiske soldaters drab [i foråret 2000] på ansøgerens bror og 12 andre personer. Efter ansøgerens opfattelse er myndighederne ikke interesseret i at få opklaret sagen. I 2011 fik ansøgeren bevis for, at de pågældende var blevet dræbt. Han overgav beviset til myndighederne, der imidlertid fortsat reelt ikke foretog sig noget. Ansøgerne har forklaret, at de besluttede sig for at udrejse efter tilbageholdelsen af den mandlige ansøger [i sommeren] 2012. De næste cirka fire måneder holdt den mandlige ansøger lav profil. Omkring halvdelen af tiden opholdt han sig i ægteparrets hjem i Groznyj. Resten af tiden var han hos sin mor i […] eller hos familiemedlemmer i Groznyj. I denne periode fik den kvindelige ansøger udstedt diverse dokumenter, hvilket ikke gav anledning til problemer. Hun fik et familiemedlem, der var offentlig ansat, til at hjælpe sig. Endvidere har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers mor telefonisk har fortalt ansøgeren, at en lokalbetjent, der kender ansøgeren og hans familie, i […] to gange efter udrejsen har spurgt hende, hvor ansøgeren er. Den kvindelige ansøgers har endvidere fra sin søster fået oplyst, at nogen har spurgt hendes bror ud om hende. En af den mandlige ansøgers brødre er i 2013 blevet dræbt. Politiets efterforskning har ikke ført til, at gerningsmanden er fundet. Den mandlige ansøger frygter, at gerningsmanden måske har forvekslet broren og ansøgeren, der lignede hinanden. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund, herunder om at myndighederne ved flere lejligheder har behandlet dem dårligt, senest i [sommeren] 2012, hvor den mandlige ansøger blev slået under afhøring. Tilbageholdelserne og afhøringerne er foregået spredt over en længere årrække og har været kortvarige, og der kan ikke påvises et bestemt mønster heri. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger – herunder intensiteten i myndighedernes behandling af ansøgerne – kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at myndighederne betragter ansøgerne som modstandere, som det må antages, at myndighederne vil udsætte for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis de vender tilbage til hjemlandet. Der er endvidere ikke påvist konkret risiko for, at ansøgerne vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne ikke er blevet opsøgt i de fire måneder, de opholdt sig i Tjetjenien efter den mandlige ansøgers løsladelse [i sommeren 2012], samt at ansøgerne ikke har været mere bange for, at dette kunne ske, end at ægteparret fortsat i denne periode opholdt sig på bopælen eller hos andre nære familiemedlemmer. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at antage, at omhandlede familiemedlemmers død har sammenhæng med ansøgernes forhold og den kritik, de har rejst mod myndighederne. Flygtningenævnet finder endelig, at lokalbetjentens henvendelser på den mandlige ansøgers mors bopæl ikke kan indebære, at det må antages, at myndighederne nu skulle eftersøge ansøgerne og efter hjemkomsten skulle udsætte dem for overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. rusl/2014/11
