Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunni-muslim fra [en mindre by] Gujarkhan, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at han vil blive udsat for repressalier af medlemmer fra [A]-slægten, fordi han er fra [B]-slægten. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A]-slægten i hans landsby er tilhængere af partiet Peoples Party, og [B]-slægten er tilhængere af partiet Muslim League. I 1993 eller 1994 blev ansøgerens morbror skudt og dræbt af medlemmer fra [A]-slægten. Der verserede en retssag mod de formodede gerningsmænd i to til tre år, men ingen blev dømt herfor. Der blev imidlertid indgået en forligsaftale mellem [A]-slægten og [B]-slægten over drabet på ansøgerens morbror. I 2007 eller 2008 blev ansøgerens far skudt på af medlemmer fra [A]-slægten. Der verserede længe en retssag mod de formodede gerningsmænd for skudattentatet mod ansøgerens far, men ingen blev dømt herfor. På et tidspunkt deltog ansøgeren i et slagsmål mod 14 medlemmer fra [A]-slægten. Slagsmålet blev anmeldt til politiet af medlemmer fra [B]-slægten. I slutningen af 2009 udrejste ansøgeren af Pakistan og rejste til Tyrkiet. Ansøgeren blev herefter udvist af Tyrkiet til Pakistan, hvorefter ansøgeren igen tog ophold på sin bopæl i Pakistan. I sommeren 2010 udrejste ansøgeren illegalt af Pakistan ved at krydse grænsen til Iran i bil. Årsagen til ansøgerens udrejse var, at ansøgerens far havde fortalt ham, at forholdene i Pakistan ikke var gode, og han var bekymret for fjendskabet med [A]-slægten. Herudover sendte [B]-slægten generelt deres børn ud af Pakistan for at holde dem væk fra konflikten med [A]-slægten. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at det ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Nævnet finder, at ansøgerens konflikt med [A]-slægten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens morbror blev slået ihjel i 1993 eller 1994, og at ansøgerens far blev skudt i 2007 eller 2008, og at ansøgeren ikke har oplevet problemer med [A]-slægten i forbindelse med disse episoder. Ansøgeren har således kunnet blive boende i [sin landsby] frem til året før, ansøgerens far blev skudt. Derefter boede han – i forbindelse med sit arbejde – i Rawalpindi i en periode, hvorunder han besøgte familien én gang om ugen og kort tid efter episoden, hvor ansøgerens far blev skudt, flyttede han tilbage til [sin landsby], hvor han boede til sin udrejse. Ansøgeren flyttede endvidere tilbage til [sin landsby] efter at være blevet udvist af Tyrkiet. Ansøgerens familie er også blevet boende i [ansøgerens landsby]. Det forhold, at ansøgeren efter episoden, hvor ansøgerens far blev skudt, har været involveret i et slagsmål med personer fra [A]-slægten i [ansøgerens landsby], kan ikke føre til et andet resultat, da ansøgeren ifølge sin forklaring ikke er personlig forfulgt af [A]-slægten, og at det alene beror på hans egen formodning, at han risikerer overgreb fra [A]-slægten, hvis han rejser tilbage til Pakistan. Om årsagen til sin udrejse har ansøgeren således forklaret, at hans far besluttede, at han skulle udrejse af frygt for, hvad der måtte kunne ske. Det forhold, at ansøgerens bror efter ansøgerens forklaring bliver truet af medlemmer af [A]-slægten og frygter falske anklager, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2018/9/EMU
