Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun, tilhører yousufzai-stammen og er sunnimuslim fra Saidu Sharif, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har afvist at behandle sårede talebanere. Ansøgeren har også henvist til, at han har nægtet at støtte Taliban økonomisk. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2006 boede i Saidu-området, hvor han arbejdede på en lægeklinik. I [foråret] sendte Taliban et brev til klinikken og forlangte økonomisk støtte fra samtlige ansatte. Overlægen indkaldte medarbejderne til et møde og sagde, at det var den enkelte medarbejder, der besluttede, om vedkommende ønskede at betale. Ansøgeren valgte ikke at betale. I efteråret 2006 blev ansøgerens navn og oplysninger om, at han havde nægtet at støtte Taliban økonomisk nævnt i Talibans radioprogram. Ansøgeren har videre oplyst, at han og hans familie flyttede til Mardan i [foråret] 2009, fordi myndighederne udførte en operation mod Taliban i Saidu-området. Ansøgeren og hans familie vendte tilbage til Swat-distriktet i oktober samme år. De boede i hovedbyen, og ansøgeren genoptog sit arbejde på lægeklinikken. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af en person på lægeklinikken. Den pågældende sagde, at han ikke var syg, men at han repræsenterede Taliban i Swat. Han forlangte, at ansøgeren skulle behandle sårede talebanere i Matta i Bar Swat. Ansøgeren nægtede, fordi han havde brug for lokaler og anæstesi. Ansøgeren sagde også, at talebanerne ville kunne modtage behandling på lægeklinikken, men at han i så fald ville være nødt til at indberette dette til myndighederne. Repræsentanten fra Taliban svarede, at hvis ansøgeren var på regeringens side, var han en fjende af Taliban, og at det ville koste ansøgeren dyrt. [Senere samme sommer] 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev. I brevet stod der, at fordi ansøgeren havde nægtet at behandle talebanerne, skulle han møde op på Talibans kontor og redegøre for, hvorfor han havde nægtet at samarbejde. Taliban ville herefter tage stilling til, hvordan sagen skulle behandles efter sharialoven. Men ansøgeren vidste ikke, hvor han skulle henvende sig, og hans bror mente, at det ville være for farligt og sagde, at han eller en anden ville kontakte Taliban. [Fire dage senere] modtog ansøgeren endnu et trusselsbrev. Indholdet af brevet var det samme som i det første. Der stod dog også, at ansøgeren var blevet advaret, at han ikke var mødt op hos Taliban, at de havde besluttet, hvad der skulle ske med ansøgeren, at dette var den sidste advarsel, og at han skulle henvende sig til Taliban. Herefter skjulte ansøgeren sig på sin bopæl i tyve dage. Ansøgeren genoptog sit arbejde på klinikken [i efteråret] 2015. [Ti dage senere] klokken otte om morgenen, var ansøgeren på vej på arbejde. Ansøgeren lagde mærke til, at der var en maskeret person, der skjulte sig i buskadset ved vejen. Personen var bevæbnet, skød efter ansøgeren og råbte ’doktor’. Ansøgeren løb fra stedet og flygtede gennem en gravplads, hvor han gemte sig bag en mur. Herefter søgte ansøgeren tilflugt på sin morbrors bopæl, hvor morbrorens søn og hans ven arrangerede hans udrejse af Pakistan. Samme aften blev ansøgeren kørt til et lerhus uden for Peshawar. Her opholdt han sig [i fire dage]. På tredjedagen besøgte morbrorens søn og en agent ansøgeren og fortalte, at hans familie var blevet opsøgt af Taliban dagen før, og at de havde spurgt efter ansøgeren. De sagde også, at ansøgeren blev nødt til at forlade landet. [På fjerdedagen] tog ansøgeren til Quetta, hvorfra han udrejste af Pakistan. Nævnet besluttede efter votering at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til indhentelse af yderligere oplysninger om ansøgerens tidligere og eventuelle nuværende opholdsgrundlag i Rusland med henblik på en vurdering af, om Rusland kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved henset til, at ansøgeren ikke i forbindelse med den berigtigede afgørelse fra Udlændingestyrelsen har haft lejlighed til at forklare om sit opholdsgrundlag i Rusland, og at Udlændingestyrelsen ikke har forsøgt at oplyse opholdsgrundlaget. Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke kan afvises, at yderligere oplysninger om ansøgerens opholdsgrundlag kan have betydning for bedømmelsen af ansøgerens troværdighed.” Paki/2018/6/CHHA
