Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk pashtun og shiamuslim fra landsbyen [A] i […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Pakistan på grund af de generelle forhold i hans lokalområde, og fordi hans familie har en jordkonflikt med landsbyens lokalbefolkning og ældreråd, samt fordi gerningsmændene bag et selvmordsbombeangreb har fremsendt trusselsbreve mod hans familie i Peshawar, mens ansøgeren boede hos dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at familiens problemer startede i 2007, da krigen mellem shia- og sunnimuslimer i ansøgerens område startede. Befolkningen i […] er shiamuslimer, mens de personer, som bor rundt omkring, har andre trosretninger. Konflikten mellem shia- og sunnimuslimerne fortsatte indtil 2011, hvor den faldt til ro, uden dog helt at høre op. Ansøgerens far byggede et hus i bjergene for at forhindre, at familiens bolig blev ramt af angreb. Landsbyens beboere protesterede, og sagen blev indbragt for Ældrerådet i [A], der gav naboerne ret i, at jorden var fælles, og at ansøgerens far ikke måtte bygge der. Efterfølgende blev der sat ild til huset, ligesom træerne rundt om blev fældet. Ansøgerens far gik til politiet og anmeldte forholdet, men det endte med, at det var ansøgerens far selv, som blev anholdt, fordi Ældrerådet havde bestukket politiet. Da ansøgerens far blev løsladt fra fængslet, opstod der en episode, hvor landsbyens beboere skød mod ansøgerens far og farbror. Farbroren blev dræbt, mens faren blev ramt af skud i hoften og slap væk. Herefter blev nogle af familiens dyr blev slået ihjel. Faren ønskede at hævne farbrorens død, og derfor besluttede han, at ansøgeren, der var hans ældste søn, skulle rejse til Peshawar og leve i skjul hos sine morforældre og morbrødre, idet ansøgerens far frygtede, at landsbyens beboere, når drabet på farbroren var hævnet, ville hævne sig på faren ved at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har om den anden del af sit asylmotiv oplyst, at han boede hos sin mors familie i Peshawar i fire til seks måneder. En dag var der en person, som ville sprænge en selvmordsbombe i en moske i forbindelse med fredagsbønnen. Ansøgerens morbror prøvede at stoppe selvmordsbomberen ved at holde om ham. Bomben sprang alligevel, og morbroren blev dræbt. Morfaren modtog herefter nogle trusselsbreve, der var rettet mod hele familien. På grund af trusselsbrevene og af frygt for, at der igen ville sprænge en selvmordsbombe, tog ansøgeren, hans morbror og morforældre tilbage til ansøgerens landsby. Da de kom tilbage, besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle udrejse. Mens ansøgeren opholdt sig i Grækenland, blev han tilbageholdt i én uge af den menneskesmugler, han rejste med. Menneskesmugleren tilbageholdt ham, for på den måde at tvinge ansøgerens far til at skrive under på, at han ikke ville hævne drabet på farbroren. Faren skrev ikke under, og ansøgeren slap selv væk fra menneskesmugleren. Indledningsvist skal Flygtningenævnet om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører de generelle forhold i hans hjemområde, [A] i Pakistan, bemærke, at ansøgeren har forklaret, at der er tale om en længerevarende, generel konflikt mellem shia- og sunnimuslimer i området, ligesom konflikten til dels kan henføres til, at ansøgerens hjemområde er beliggende tæt ved den afghansk/pakistanske grænse. Ansøgeren har ikke forklaret om, at hverken han selv eller hans familie direkte er eller har været involveret i disse konflikter, og det er herefter hverken på baggrund af ansøgerens egen forklaring eller de foreliggende baggrundsoplysninger sandsynliggjort, at ansøgeren alene ved sin blotte tilstedeværelse i hjemområdet på grund af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører bombesprængningen i moskeen i Peshawar, hvor morbroren blev slået ihjel, skal nævnet bemærke, at det ikke er sandsynliggjort, at denne episode var rettet personligt hverken mod ansøgeren eller hans familie, idet det efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at det var tilfældigt, at hans morbror var til stede i moskeen og greb ind mod selvmordsbomberen. Ansøgeren har i alle samtalerne forud for nævnsmødet forklaret, at der var tale om flere trusselsbreve, og det er først under nævnsmødet, han har forklaret, at der kun var et brev. Ansøgeren har endvidere først i forbindelse med samtalen med advokaten og under nævnsmødet forklaret om brevets indhold, og hans forklaring herom har været usammenhængende og divergerende blandt andet med hensyn til, om truslerne i brevet relaterede sig bombesprængningen eller morfarens relationer til de iranske myndigheder. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af bombningen af moskeen er i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Om risikoen for, at ansøgeren bliver dræbt som følge af farens jordkonflikt med beboerne i landsbyen, skal nævnet bemærke, at ansøgeren har forklaret, at hans far først og fremmest ønskede, at personen, der stod bag drabet på farbroren, skulle straffes, og at faren derfor forgæves forsøgte at anmelde forholdet til myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far er ekstrem og nu selv ønsker at hævne drabet. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgeren forud for udrejsen hverken har været opsøgt eller forsøgt inddraget i farens konflikt, heller ikke i de ti dage han var tilbage i landsbyen, efter at han havde forladt Peshawar. Nævnet lægger videre til grund, at der på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen den 16. januar 2016, hvilken samtale fandt sted knap et år efter ansøgerens udrejse, hverken var sket noget med ansøgerens far eller øvrige familie, der fortsat bor i Jalander. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han sidst var i kontakt med sin far for ca. fem måneder siden, og at faren heller ikke i den forbindelse oplyste, at der skulle være sket yderligere i konflikten. Landsbyens beboere har således ikke en aktuel anledning til at hævne sig på ansøgeren. Det beror således på ansøgerens formodning, at faren rent faktisk har både evne og vilje til at hævne sig, og at landsbyens beboere i konsekvens heraf vil hævne sig på ansøgeren. Det bemærkes endelig, at nævnet ikke kan lægge den del af ansøgerens forklaring, der omhandler afpresningen i Grækenland til grund med henvisning til, at det først er i asylsamtalen, at ansøgeren har forklaret, at han blev tvunget til at underskrive et dokument, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var ham eller hans far, der skulle underskrive. Endelig bemærkes, at det hverken er sandsynligt, at landsbyens beboere vidste, hvor ansøgeren var, eller at de havde mulighed for at kontakte netop den menneskesmugler, der stod for at hjælpe ansøgeren fra Grækenland og videre ind i Europa. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2018/1/JHB.
