Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk jat, muslim og pakistansk statsborger fra Karachi, Sindh, Pakistan. Ansøgeren har arbejdet for det politiske parti […] i perioden [foråret] 2013 til [foråret] 2015. Arbejdet bestod blandt andet i at bestille rejser og at administrere ambulance – og ligkørsler. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af personer fra partiet […], fordi han blev mistænkt for at have videregivet oplysninger om partiet til de pakistanske myndigheder. Derudover frygter ansøgeren de pakistanske myndigheder, fordi han har arbejdet for en afdeling under […], som af de pakistanske myndigheder bliver betragtet som et terroristparti. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2013 begyndte at arbejde for […][…], som er en velgørenhedsorganisation under […]. Ansøgeren fik jobbet, fordi han havde to venner, der begge arbejdede for […]. Ansøgeren arbejdede først som administrationsassistent og siden som administrationsofficer, og hans arbejdsopgaver var at stemple regninger og registrere dem i Excel. Ansøgeren havde med jævne mellemrum også opgaver for […], hvor han blandt andet virkede som referent ved møder. Ansøgeren talte flere gange med sin ven [T], som også arbejdede for […], om at stoppe sit arbejde for […], da han var blevet bekendt med, at der foregik ulovlige aktiviteter i […]. [T] oplyste ansøgeren om, at han ville få problemer med […], hvis han stoppede med sit arbejde, fordi han vidste for meget om, hvad der foregik i […] og […], og det var ikke nogle informationer, som […] havde interesse i kom ud. Ansøgeren gik ikke til politiet med sin viden om […], da han frygtede, at de ville anholde ham, fordi han arbejdede for partiet. I [foråret] 2015 blev […]s hovedkvarter ransaget af myndighederne. Ansøgeren blev bekendt med ransagningen, fordi [T] ringede til ham, og han fortalte ansøgeren, at myndighederne muligvis også ville ransage […].[…] undrede sig efter ransagningen over, at det havde været muligt for myndighederne uden problemer at finde frem til de personer, som de ønskede at anholde samt at finde de steder, som de ville ransage. Det var ligeledes muligt for myndighederne at finde frem til de steder, hvor […] opbevarede deres våben. […] mistænkte derfor, at der måtte være personer indenfor partiets egne rækker, som havde givet myndighederne interne oplysninger. I [foråret] 2015 informerede [T] ansøgeren om, at […] mistænkte ansøgeren for at have videregivet oplysninger til myndighederne. [T] oplyste ligeledes ansøgeren om, at det var blevet besluttet, at ansøgeren skulle afskediges, og [T] rådede ansøgeren til at flygte. Ansøgeren har oplyst, at han formoder, at […] mistænkte ham for at have videregivet oplysninger om […] til myndighederne, fordi han var punjabi eller, fordi han kun havde været ansat i kort tid. En stor del af de pakistanske myndigheder og politiet er punjabier, og ansøgeren formoder derfor, at […] mistænkte ham for at spionere for de pakistanske myndigheder. Ansøgeren var [på et tidspunkt i] 2015 blevet standset i sin bil af syv-otte bevæbnede personer, som truede ham. Ansøgeren kunne genkende to af personerne, fordi han havde set dem hos […]. I den første uge af [en måned] 2015 blev ansøgerens bil beskudt. Han så ikke, hvem der skød efter ham, men han var overbevist om, at det var folk fra […]. Efter skudepisoden besluttede ansøgeren, at han ikke længere kunne blive i Pakistan. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren under behandlingen hos Udlændingestyrelsen efter gentagne gange at være blevet opfordret til at fremskaffe en ansættelseskontrakt eller andre relevante dokumenter af betydning for sagen, har fremlagt tre dokumenter, der angiveligt skulle referere til leverancer til […]. Ansøgerens navn er ikke nævnt i disse dokumenter, som efter ansøgerens opfattelse skal understøtte hans ansættelse hos […]. Ansøgeren har på forespørgsel om, hvorfor han ikke tidligere har fremlagt disse dokumenter henvist til, at han tilfældigt stødte på dem i forbindelse med gennemgang af gamle mails på hans private Gmail. På forespørgsel har ansøgeren under nævnsbehandlingen forklaret, at han har slettet alle gamle mails få dage før nævnsbehandlingen. Ansøgerens forklaring om årsagen til at slette disse mails fremstår ikke overbevisende. Henset hertil og til, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at hans ægtefælle har destrueret hans ansættelseskontrakt, finder flertallet, at dette alvorligt kompromitterer ansøgerens troværdighed. Flertallet bemærker i denne sammenhæng, at det må have formodningen for sig, at man medtager relevante dokumenter, eller på anden måde prøver at fremskaffe disse i forbindelse med flugten, eller under asylsagens behandling, navnlig når der henses til, at ansøgeren oplyser, at han siden sin ankomst til Danmark har haft daglig kontakt med sin ægtefælle. Flertallet lægger yderligere vægt på, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren ikke har søgt nærmere oplysning om, hvorfor han skulle afskediges, herunder hvad der i givet fald skulle ligge til grund for, at der var opstået mistillid til ham. Herefter finder flertallet, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2017/3/JOV
