Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra byen Nowshera i Nowshera-distriktet, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin stamme, idet hun er flygtet fra sin ægtefælle i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle [i foråret] 2010. Hun indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 og opholdt sig på sin ægtefælle bopæl sammen med ham og hans øvrige syv familiemedlemmer. I [efteråret] 2015 fik hun afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle. De første seks måneder af opholdet behandlede svigerfamilien hende godt, men herefter begyndte de at behandle hende dårligt. Hendes svigerinde udsatte hende for vold ved tre lejligheder. Den første gang var i [foråret] 2015. Den anden gang var i [sommeren] 2015, og den sidste gang var 1-2 måneder senere. Udover disse episoder rystede svigerinden ofte ansøgeren eller smed hende ind mod en væg. Derudover spredte svigermoren rygter om, at ansøgeren havde været sin ægtefælle utro, mens hun opholdt sig i Danmark. Ansøgeren blev behandlet som en slave og fik ikke lov til at benytte sig af bopælens faciliteter, herunder vaskemaskinen. Ansøgeren blev holdt i et lille rum, som hun ikke måtte forlade. [I efteråret] 2015 tog ansøgeren på et krisecenter, hvor hun fik hjælp til at søge asyl. I pakistanske landsbyer, som den ansøgeren kommer fra, løses konflikter i et stammeråd kaldet Jirga, hvor de ældre mænd fra landsbyen samles og beslutter, hvordan en situation skal håndteres. Det er ifølge dette Jirga strafbart at forlade sin ægtefælle, hvorfor der ofte udføres æresdrab på kvinder, der forlader sin ægtefælle. Videre har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hun har arbejdet som lærer i Pakistan, hvor hun har undervist piger. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev ansat som lærer i landsbyen [L] i 2005. Ansøgerens farbror var nødt til at følge hende til skolen, idet det var farligt for kvinder at færdes alene. Herefter begyndte hun at modtage trusselsbreve fra Taliban, hvori Taliban truede med at slå hende ihjel, hvis ikke hun ophørte med at undervise piger. I 2006 blev ansøgerens farbror slået ihjel. Han og ansøgeren ventede på en bus, da en bil med tre personer kom kørende. Personerne i bilen skød farbroren. Efter farbrorens død fik ansøgeren et nyt arbejde på en skole i byen, [B1]. Ansøgerens fætter fulgte hende til skolen, indtil han blev bortført af Taliban i 2008. I 2009 fik ansøgeren et nyt arbejde på en skole i byen [B2], hvor hun arbejdede frem til sin udrejse [i efteråret] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer at blive slået ihjel af Taliban, idet hun har arbejdet som lærer, til grund, idet den forekommer udbyggende, divergerende og utroværdig. Ansøgeren har således ikke oplyst noget herom i sit asylansøgningsskema. Først til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun oplevede problemer i Pakistan, fordi hun arbejdede som skolelærer, og at hendes farbror blev slået ihjel på grund af hendes arbejde, og at hendes fætter blev udsat for et overfald. Angrebene på dem blev udført af en ukendt gruppe mænd. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren udbyggende, at hun frygtede Taliban, idet hun havde modtaget trusselsbreve, både på skolen i [L] og på skolen i [B1], hvori der stod, at hun ikke skulle undervise piger. Hun troede, at de kom fra Taliban. I løbet af den tid, hun arbejdede på skolen i [L], modtog hun trusselsbrev hver en til halvanden måned, og i løbet af den tid, hun arbejdede på skolen i [B1], modtog hun fire trusselsbreve. I disse breve stod der, at de havde slået hendes farbror ihjel, så de også kunne slå hende ihjel. I 2009 blev ansøgeren flyttet til en anden skole, hvor hun arbejdede til 2014 – også i denne periode modtog hun trusselsbreve. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at hun er sikker på, at brevene, hvori der stod, at hun skulle stoppe med at komme til skolen og undervise piger, idet hun ellers ville blive slået ihjel, var fra Taliban, da samtlige breve var forsynet med stempler og underskrift. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor hun befandt sig, da ansøgerens farbror blev slået ihjel. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun sad sammen med nogle andre kvinder i et rum, da de hørte skud. Da hun kom udenfor, kunne hun se, at hendes farbror var blevet skudt. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun og hendes farbror sad og ventede på bussen ved et busstoppested sammen med to andre kvinder, da der kom en bil kørende forbi med tre andre personer, der skød og ramte farbroren. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at der også blev skudt af butiksejerne på den anden side, og at det var i denne forbindelse, at farbroren blev ramt. Nævnet finder ikke, at disse uoverensstemmelser alene kan skyldes tolkeproblemer, da ansøgeren ved begge samtaler med Udlændingestyrelsen har skrevet under på, at hun forstod tolken. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren angiveligt har modtaget trusselsbreve med dødstrusler fra Taliban siden 2005 uden, at hun på noget tidspunkt personligt er blevet opsøgt af Taliban. Nævnet bemærker hertil, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hendes farbror blev slået ihjel og fætteren forsøgt bortført af Taliban på grund af hendes arbejde som lærer. Ansøgerens farbror blev således slået ihjel ved et angreb på et busstoppested, hvor der angiveligt blev skudt mod alle tilstedeværende personer, og at fætteren blev forsøgt bortført foran en moske, hvor ansøgeren ikke var til stede. Nævnet har også tillagt det en vis vægt, at ansøgeren kom til Danmark i 2011 uden, at hun søgte asyl som følge af sine angivelige problemer med Taliban. Nævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har en konflikt med Taliban som følge af sit arbejde som lærer. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har forladt sin ægtefælle i Danmark med henblik på skilsmisse, til grund, og at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for at blive slået ihjel som følge heraf. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark fra [i efteråret] 2014 og har boet sammen med sin ægtefælle og hans familie frem til, at hun fik afslag på familiesammenføring omkring et år senere. Nævnet finder således, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren forlod ægtefællen netop [i efteråret] 2015 – umiddelbart efter afslaget på familiesammenføring – uagtet, at hun har forklaret om voldsepisoder i hjemmet i en længere periode, senest i [sommeren] 2015, ligesom hun har forklaret, at der ikke var nogen speciel grund til, at hun ventede til [efteråret] 2015 med at tage på politistationen. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende herom, idet hun forklarede, at hun kort forinden hun forlod hjemmet, overhørte svigerinden og svigermoren sige, at ansøgeren skulle slås ihjel og lægges i jorden. Nævnet finder, at der er tale om en central del af asylmotivet, og at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun ikke tidligere, herunder til politiet, har nævnt dette. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hendes papirer lå fremme, idet de skulle brændes, og at hun således kunne tage dem med, forekommer påfaldende. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har modtaget nogen trusler fra sin eller sin ægtefælles familie eller andre i Pakistan, at det forekommer usandsynligt, at hendes svigermor skulle have fortalt svigerfamilien i Pakistan, at ansøgeren mødtes med fremmede mænd i Danmark, henset til, at dette også vil kompromittere ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren ved henvendelsen på politistationen [i efteråret] 2015 sagde til politiet, at hun ville tilbage til Pakistan. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet anførte, at årsagen til, at hun søgte hjælp hos politiet, var, at hun skulle forlade Danmark, samt at ansøgeren efter sin forklaring talte med sin mor, der opfordrede hende til at blive i Danmark, men ikke advarede hende mod at vende tilbage til Pakistan. De generelle forhold i Pakistan, herunder for enlige kvinder, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2017/11/MGO
