Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk punjabi og ateist fra [en mindre i] Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han de sidste seks år har karakteriseret sig selv som ateist, og derfor ved en tilbagevenden til Pakistan frygter social udstødelse, eller at folk i hans landsby vil slå ham ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som medlem af og præsident for [en forening] deltog i en slåskamp, hvor en person døde, og ansøgeren blev anklaget for at stå bag vedkommendes død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev medlem af [en forening], som han efterfølgende blev præsident for. Foreningen havde ingen formål eller dagsorden. Medlemmerne sloges blot med andre grupper. Under et slagsmål i Kharian mod [en rivaliserende gruppe] blev en person ramt af en genstand og døde som følge heraf. Den afdøde hed muligvis [A]. Dagen efter slagsmålet fik ansøgeren at vide af sine medstuderende, at [den rivaliserende gruppe] fandt ansøgeren ansvarlig for [A’s] død, idet ansøgeren var præsident for [sin forening]. Ansøgeren tog ophold hos sin morfar i en uge og udrejste herefter af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår afglidende, udbyggende og divergerende. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således først forklaret, at den unge mand, der blev dræbt muligvis hed [A], mens han under nævnsmødet forklarede, at han vidste, at det var [A], som han kendte fra sin skole. Han har endvidere først forklaret, at [A] afgik ved døden, fordi han blev slået med en genstand, mens han under nævnsmødet forklarede, at [A] blev skudt med pistol. Han har i den forbindelse tillige forklaret divergerende og usammenhængende om, hvorvidt han under kampen vidste, at der var en, der blev slået ihjel, eller om han først fik det at vide efterfølgende. Han har dertil forklaret divergerende om, hvorvidt han som leder deltog i slagsmål. Endelig har han forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide, at der var nogen, som gjorde ham ansvarlig for drabet samt om, hvorvidt han modtog opkald fra [den rivaliserende gruppe] umiddelbart efter episoden eller først, da han var i Grækenland. Han har først forklaret, at han først dagen efter episoden fik at vide, at han blev gjort ansvarlig for drabet, mens han under nævnsmødet forklarede, at han vidste, at han blev gjort ansvarlig for drabet allerede en time efter dette. Nævnet finder dertil, at dele af ansøgerens forklaring fremstår mindre sandsynlig. Det fremstår i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren var leder af en politisk gruppe, hvis formål og politik han ikke kan redegøre nærmere for. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om konflikten er helt overordnet og uden detaljer. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe den angivelige konflikt eller placere sig selv som en del af den, ligesom han heller ikke har været i stand til at redegøre for de nævnte udbygninger og divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgeren var forurettet i en straffesag på samme tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker slutteligt, at ansøgerens familie ikke har været udsat for repressalier i anledning af konflikten, som angiveligt skulle være foregået i 2005. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Pakistan til grund for sagen. Den omstændighed, at ansøgeren er blevet ateist, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for konkret og individuel for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2017/1/EMU
