Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunni-muslim fra […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel eller fængslet af den pakistanske efterretningstjeneste (ISI), da de mistænker ham for at være indisk spion. Han frygter endvidere de pakistanske grænsevagter fra den indisk – pakistanske grænse, da de samarbejder med ISI. Ansøgeren frygter endelig personer fra den jihadistiske gruppe, Lakshara Jungvi, som har holdt ansøgeren fanget på en koranskole i […]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans onkel krydsede grænsen fra Indien til Pakistan illegalt i [begyndelsen af] 2014 for at besøge ansøgerens familie. Nogle timer efter, at onklen var ankommet, ankom cirka 10 grænsevagter og fire personer fra ISI. De sparkede døren op og ransagede bopælen, hvor de fandt onklen. Ansøgeren, hans far og onklen blev herefter anholdt. Ansøgeren blev ført til et ukendt sted, hvor han var tilbageholdt i cirka 20 timer. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået og afhørt. Han blev løsladt, da han indrømmede, at onklen havde krydset grænsen illegalt fra Indien. Den følgende morgen henvendte ansøgeren sig på den lokale politistation for at anmelde ISI i for at have anholdt ham. Cirka en halv time senere, ankom fire personer fra ISI til politistationen. De anholdt og tilbageholdt ansøgeren i godt 15 dage, hvor han på ny var udsat for fysiske overgreb. Derefter overgav de ham til to mænd fra gruppen Lakshara Jungvi, der krævede, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Han blev taget med til en koranskole, hvor han i 4-5 måneder blev undervist i koranen, brug af våben og kampsport. Det lykkedes ham at flygte fra koranskolen sammen med vennen, [A]. Efter flugten gik ansøgeren til et busstoppested, hvorfra han ringede til en menneskesmugler. Ansøgeren forlod Pakistans cirka 14 dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den forekommer usammenhængende og usandsynlig, ligesom den har været præget af divergenser på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens forklaring om blandt andet våbentræningen og indretningen af og flugten fra madrassaen har været overfladisk og upræcis blandt andet med hensyn til, hvilke typer af våben han blev trænet i, om madrassaen lå i udkanten af […] eller cirka en halv times kørsel herfra, og hvor længe hans ophold på stedet varede. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om den anden flugt blev opdaget eller ej, om han er bekendt med, hvorvidt det også lykkedes vennen [A] at flygte eller ej, om reaktionen på den første flugt var, at han og [A] undskyldte og fik at vide, at de fik en sidste chance, eller om de blev fysisk afstraffet og spærret inde i 2 dage samt endelig, og om han under besøget hos moderen i landsbyen var under bevogtning og tog af sted igen efter 5-6 timer, eller om han overnattede og blev hentet af de to personer, der var med ham, den følgende dag. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at ansøgeren efter den første tilbageholdelse skulle vælge at anmelde ISI til politiet med den fare dette indebar for ham selv, eller at ISI skulle ønske at sende ansøgeren til Indien som spion set i lyset af, at han havde nægtet at samarbejde med dem og anmeldt dem til politiet. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle være i stand til i hovedet at huske telefonnummeret til en menneskesmugler, han ikke kendte og aldrig tidligere havde ringet til, eller at Lakshara-e-Jungvi fortsatte oplæringen af ham i kampsport og brug af våben, også efter at han havde nægtet at samarbejde og havde forsøgt at flygte. Nævnet har endvidere tillagt det nogen betydning, at ansøgeren opholdt sig i Danmark fra [sommeren] 2014 og frem til [efteråret] 2014 uden at søge asyl. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgningen først blev indgivet efter, at ansøgeren var blevet anholdt af politiet [i efteråret] 2014 med henvisning til, at han arbejdede på en byggeplads i København uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse. På samme måde har nævnet tillagt det betydning, at ansøgeren, kort efter at han havde søgt asyl, udrejste til Italien, for siden at genrejse i Danmark, hvor han blev anholdt på gaden [i efteråret] 2015. Sammenfattende finder flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2016/9/chk
