Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunni-muslim fra Lahore, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af en forretningspartner. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har indskudt et større beløb i sin barndomsven […] forretning med ejendomshandel. I [vinteren] 2014 nægtede […] at betale sin gæld på 5,2 millioner rupees. Efter diskussion herom blev ansøgeren opsøgt af personer, der forsøgte at få ham til at glemme sagen. Det fremgik, at hans liv ellers ville være i fare. Ansøgeren anmeldte herefter […] for bedrageri m.v., hvilket førte til, at […] blev anholdt og varetægtsfængslet i tre dage med henblik på, at denne skulle betale, hvad han skyldte. Under et besøg i fængslet fik en ven til […]s bror et ildebefindende og døde kort efter. […]s bror truede ansøgeren med, at han ville få skylden for dødsfaldet. Efter forhandling indgik parterne derefter forlig i retten, der blandt andet indebar, at […] betalte 1,7 millioner rupees til ansøgeren, og at […] herefter ikke skyldte ansøgeren yderligere. […] blev på den baggrund løsladt under retsmødet. En politibetjent havde forinden telefonisk meddelt ansøgeren, at han kun på denne måde kunne komme ud af sagen. På vej hjem fra det pågældende retsmøde blev ansøgeren standset af fire mænd, der udsatte ham for grov vold, hvorefter han på grund af sygdom opholdt sig hjemme i omkring en måned. Mens ansøgeren var syg, blev der flere gange lagt en seddel på hans ejendom med angivelse af, at ansøgeren ikke var død endnu. [I foråret] 2015 blev ansøgeren udenfor sin bopæl passet op af en ung mand, som sigtede mod ansøgeren med en pistol. Ansøgerens ven Ahsan Pervez skubbede til mandens hånd, således at ingen blev ramt. Ansøgeren gemte sig derefter to til tre dage hos sin ven og derefter hos en søster, hvor han blev, indtil han udrejste legalt [i sommeren] 2015. Forinden havde søsterens ægtefælle på et møde [i foråret] 2015 forsøgt at mægle i striden mellem ansøgeren og […]. Under mødet fik svogeren brækket flere fingre. [Senere på sommeren] blev ansøgerens ægtefælle opsøgt på bopælen af tre ukendte mænd, som udsatte hende for vold. Ansøgeren mener, at volden er årsag til, at den datter, som ægtefællen kort efter fødte, afgik ved døden. Efter at have opholdt sig i Sverige og Danmark i over to måneder søgte ansøgeren asyl, da han havde opgivet håbet om, at konflikten ville blive løst. Ægtefællen blev yderligere nogle gange opsøgt af personer, som ansøgeren mener må have forbindelse til […], og som spurgte efter ansøgeren. Det skete senest [i vinteren] 2015, hvorefter ægtefællen måtte flytte fra deres hjem. Dagen efter blev der bragt en artikel om sagen i en lokal avis. Ansøgeren er sikker på, at […] ikke har glemt sagen, idet denne mener, at hans ære er krænket, navnlig fordi han blev anholdt på sin arbejdsplads. Ansøgeren vil ikke kunne gemme sig noget sted i Pakistan, da […]s brødre er rige og har magt og indflydelse. Brødrene arbejder tæt sammen med en af den tidligere premierministers personlige venner – den i Pakistan meget kendte Malik Riaz. På grund af modpartens forbindelser og ressourcer kan han ikke regne med politiets beskyttelse. Flygtningenævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens oplysning om, at han har haft et forretningsmæssigt mellemværende med sin barndomsven […], som skyldte ansøgeren penge. For så vidt angår troværdigheden af forklaringen om den konkrete strid, der herefter skulle være opstået, bemærkes indledningsvist, at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at en forretningsforbindelse ville reagere så vedholdende og voldsomt som anført af ansøgeren, efter at der i retten var indgået forlig, der medførte, at forretningsmanden blev løsladt efter tre dage. Der lægges herved vægt på, at der ikke under de mange oplyste efterfølgende konfrontationer blev rejst nogen former for krav, bortset fra at […] under mødet [i foråret] 2015 krævede at få udleveret ansøgeren med henblik på, at denne skulle slås ihjel. Det må endvidere antages, at […] ville have kunnet dræbe ansøgeren, hvis det var det, han ønskede, herunder i forbindelse med de gange, hvor der blev afleveret sedler på ansøgerens bopæl. Hertil kommer, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret usikkert om konfrontationerne og flere gange undlod at svare direkte på det, han blev spurgt om, og at forklaringerne om konfrontationerne i det hele ikke har fremstået overbevisende og selvoplevet. Ved vurderingen lægger nævnet endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale spørgsmål. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren således forklaret, at han inden politianmeldelsen blev opsøgt af ukendte personer ved to lejligheder, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at dette kun skete én gang. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at han [i foråret] 2015 blev mødt af to unge bevæbnede mænd på en motorcykel, som han ikke kendte, mens ansøgeren senere har forklaret, at han kun så én ung mand, der kom bagfra og sigtede mod hans hoved, samt at han først senere af sin ven fik oplyst, at der havde været to unge mænd. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgerens forklaring om de sedler, der blev afleveret på hans bopæl, da han var syg i en måneds tid, har været præget af tøven og usikkerhed. Ansøgeren kunne først ikke huske, hvor mange sedler han havde modtaget, men endte med at oplyse, at der nok havde været tale om fem til seks sedler, hvilket ikke harmonerer med forklaringen til Udlændingestyrelsen, hvorefter ansøgeren i perioden havde modtaget en seddel hver anden dag. Det forekommer endvidere at være mindre sandsynligt, at ansøgeren fortsat tog ophold hos sin svoger indtil udrejsen, uanset at svogeren til mødet med […] [i foråret] 2015 var blevet mødt af krav om, at ansøgeren skulle udleveres, hvilket måtte forstås således, at han efter udlevering ville blive slået ihjel. Samlet set finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et aktuelt modsætningsforhold til […] af en sådan intensitet, at der er konkret risiko for, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland i den anledning vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da de af ansøgeren omtalte problematiske generelle forhold i Lahore, herunder vedrørende risikoen for bortførelse af skolebørn, ikke kan føre til et andet resultat, og da ansøgeren endvidere ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse.” paki/2016/10/LAP
