Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk rajput og kristen af trosretning fra Islamabad i Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af politiet eller muslimske grupperinger, fordi han er kristen af trosretning og sigtet for blasfemi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i vinteren] 2013 som kristen pastor deltog i en kristen sammenkomst […]. Hans ægtefælle, broder og ven deltog tillige i den kristne ceremoni, der blev afholdt hos en person ved navn [X]. Efter gudstjenesten blev [Xs] bopæl opsøgt af vrede muslimer, der ønskede at skade ansøgeren, fordi de havde hørt, at han og de andre fra den kristne menighed havde givet gaver til muslimer […]. Ansøgeren flygtede sammen med sin ægtefælle, broder og ven ud af [Xs] bagdør. I forbindelse hermed blev ansøgerens ægtefælle skudt i sit ene ben, hvorefter hun blev indlagt på et privathospital i Islamabad frem til [ultimo] 2013.[Efterfølgende] blev ansøgerens bopæl i Islamabad opsøgt af to mænd, der spurgte efter ansøgeren. Endvidere ringede mændene til ansøgerens mobiltelefon og talte med ham. På dette tidspunkt opholdt ansøgeren sig i Lahore. De pågældende mænd truede ansøgeren og fortalte, at de havde fundet frem til hans bopæl, samt at de havde i sinde at slå ham ihjel, fordi de var af den overbevisning, at han havde talt dårligt om profeten. Efter samtalen ringede ansøgeren straks til sin nabo i Islamabad. Naboen bekræftede, at en bil med ukendte personer stod parkeret ude foran ansøgerens bopæl i Islamabad. Efterfølgende opholdt ansøgeren og hans ægtefælle samt to sønner sig i skjul hos ansøgerens svigerfamilie. Under dette ophold blev ansøgeren bekendt med, at han var blevet sigtet for blasfemi, samt at politiet havde udstedt en [politirapport]. Ansøgeren har blandt andet fremlagt en kopi af rapporten, hvoraf fremgår, at anmelderen [Y] [i vinteren] 2013 har indgivet en anmeldelse, fordi ansøgeren har krænket profeten. Nævnet finder, at det i betydelig grad svækker ansøgerens generelle troværdighed – og dermed også troværdigheden af ansøgerens forklaringer om hans asylmotiv – at det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar [fra] 2014, at det vurderes, at den af ansøgeren fremlagte [politirapport], samt at han har forklaret divergerende og udbyggende om omstændighederne ved hans udrejse af Pakistan. Ansøgeren har således for Udlændingestyrelsen først forklaret, at han i starten af foråret 2014 udrejste illegalt af Pakistan, mens han senere har forklaret, at han allerede forlod Pakistan primo 2014 i besiddelse af et gyldigt pas, hvorefter han indrejste i Danmark i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum. Advokatens bemærkninger om at det forhold, at Udenrigsministeriets kilde de facto har kunnet skaffet sig adgang til og tage billeder af dokumenter hos politiet i Pakistan derved understøtter ansøgerens forklaring om, at [X] i sin egenskab af militærmand ligeledes har kunnet skaffe sig adgang til at tage en kopi af [politirapporten] samt at det grundet kildens foretagender må stå klart for det lokale politi, at ansøgeren er flygtet til udlandet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at ægthedsvurderingen som oplyst i Udenrigsministeriets høringssvar [fra] 2014 er foretaget under iagttagelse af sædvanlige sikkerhedsforskrifter, der følges i forbindelse med foretagelse af ægthedsvurderinger i udlændingesager, herunder Udenrigsministeriets retningslinjer for udvælgelse af kilder, hvilket blandt andet indebærer, at ansøgerens identitet i forbindelse med ægthedsvurderingen ikke er kommet de stedlige myndigheder eller uvedkommende tredjemand til kundskab. Flygtningenævnet har ved vurdering af ansøgerens troværdighed endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om hvor mange kristne og muslimske familier og personer der deltog i den kristne sammenkomst, og hvorvidt der blev uddelt gaver og eller penge til de fremmødte. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hans ægtefælle blev ramt af skud, da bilen kørte eller stod stille, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor mange gange han talte i telefon med de ukendte mænd, som efter det anførte opsøgte hans bopæl ultimo december 2013. Ansøgeren er ikke under nævnsmødet [i] 2014 fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne, og nævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares ved, at ansøgeren ikke havde det psykisk godt, huskede dårligt eller blev opfordret til at lyve, ligesom nævnet finder, at divergenserne efter deres karakter og omfang ikke kan skyldes tolkeproblemer i Udlændingestyrelsen. Endvidere finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse legalt på eget pas via en lufthavn i Pakistan, såfremt han var eftersøgt af de pakistanske myndigheder for en alvorlig forbrydelse. Flygtningenævnet finder ydermere ikke, at ansøgeren er kommet med en plausibel forklaring på, hvorfor han, der har haft otte års skolegang, først søgte om asyl to måneder efter hans indrejse i Danmark, blandt andet henset til at hans ægtefælle og børn ifølge hans egen forklaring til Udlændingestyrelsen [sommeren] 2014 har været tvunget til at flytte cirka hver 14. dag for at være i sikkerhed. Endelig finder nævnet ikke, at de aktuelle baggrundsoplysninger indeholder oplysninger, der giver holdepunkter for at antage, at forholdene for kristne i Pakistan i sig selv er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring som sit asylmotiv i Pakistan til grund og finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder i øvrigt ikke anledning til at imødekomme advokatens subsidiære påstand om udsættelse med henblik på en fornyet ægthedsvurdering af den af ansøgeren fremlagte [politirapport], da en sådan fornyet ægthedsvurdering ikke kan forventes at føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2015/6
