Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pakistaner og sunni-muslim fra Kashmir, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af sin familie eller tvangsgift med sin kusine, idet han under sit ophold i Danmark har indgået ægteskab med en herboende fraskilt shia-muslimsk kvinde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i [medio] 2010 og igen i [ultimo] 2010 fortalte sin familie i Pakistan, at han overvejede at blive gift med sin nuværende ægtefælle på trods af, at han var forlovet med [et familiemedlem] i Pakistan. Efterfølgende blev han flere gange truet telefonisk af sine brødre og onkler. Den [ultimo] 2010 giftede han sig med sin nuværende ægtefælle i København. I [primo] 2011 og kort efter hans faders død i [medio] 2011, modtog han trusselsbreve fra sin broder, hvoraf det blandt andet fremgik, at hans familie ikke vil have noget med ham at gøre, da han havde krænket sin families ære ved at gå i mod aftalen om at blive gift med [sit familiemedlem] og i stedet havde giftet sig med en fraskilt shia-muslimsk kvinde. Indtil primo 2014, hvor ansøgeren senest talte med sin moder, har han været i telefonisk kontakt med familien i Pakistan, hvor han hver gang har forsøgt at overtale dem til at acceptere ægteskabet med den nuværende ægtefælle, men dette nægter familien. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han er truet på livet af sin familie. Flygtningenævnet henviser til, at det andet brev, som han ifølge sine egne oplysninger skulle have modtaget fra familien og gemt på sin computer, fremstår som et officielt dokument, som angiver, at brødrene har gjort ham arveløs efter, at hans fader var afgået ved døden. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han har modtaget et første trusselsbrev, som ifølge hans egen forklaring, skulle være håndskrevet, og som skulle indeholde egentlige dødstrusler. Flygtningenævnet henviser videre til, at ansøgeren har søgt om tilladelse til tilbagerejse til Pakistan flere gange i 2011, nemlig i […] 2011, og at han i forbindelse med ansøgningen af [primo] 2011 om tilbagerejsetilladelse har angivet som begrundelse: ”family visit - homesick”. Ansøgeren har under nævnets behandling oplyst, at hans ægtefælles forældre begge er afgået ved døden i løbet af 2011, og at hun herefter ikke har slægtninge tilbage i Pakistan. Foreholdt, at hun dog har [et nært familiemedlem], som fortsat er i live i Pakistan, har ansøgeren alene forklaret, at det havde han glemt at fortælle. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren først har fortalt om sine rejser til Pakistan efter 2007 efter at være blevet forholdt oplysninger om udrejsestempler i hans gamle og nye pas. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på, hvorfor dette ikke er fremkommet tidligere under sagens behandling. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fra sin families side. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Paki/2015/3
