Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ebo og kristen af trosretning fra [mindre landsby], provinsen Emo, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han har deltaget i kampe mod politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ejede en forretning på markedet [A]. Han var samtidig medlem af handelsstandsforeningen, der beskyttede de handlendes interesser i forhold til myndighederne. Myndighederne gav på et tidspunkt skriftlig besked på, at handelsstandsejerne havde tre måneder til at forlade området. I [begyndelsen af] 2007 blev ansøgeren kontaktet af nogle medlemmer fra handelsstandsforeningen der fortalte, at markedet var blevet ødelagt af myndighederne. Den følgende morgen mødtes ansøgeren med de andre medlemmer, og de aftalte at kæmpe tilbage mod myndighederne. De sloges herefter med myndighederne i tre dage. Både personer fra handelsstandsforeningen og fra myndighederne blev slået ihjel. Efter nogle dage fik nogle personer fra handelsstandsforeningen at vide, at der var en liste med navne på personer, der havde kæmpet mod myndighederne. Ansøgerens navn fremgik også af listen og han var eftersøgt. Ansøgeren forlod herefter sin bopæl og gik i skjul i byen [mindre by] udenfor Lagos. Ansøgeren levede i skjul i næsten tre år frem til sin udrejse af Nigeria i 2009. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen til dels er divergerende og på flere områder må anses for usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at myndighederne i 2007 udstedte et dekret om, at det offentlige marked, hvor ansøgeren havde forretning, skulle rives ned, og at han ikke kendte datoen for fristen herfor. Ansøgeren har imidlertid på mødet i Flygtningenævnet i dag forklaret, at myndighederne udstedte dekretet om rydningen i slutningen af 2006, og at myndighederne gav et varsel på seks måneder. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvorfor myndighederne ville rydde markedet, at butiksejerne havde spurgt myndighederne om grunden, men ikke fået svar. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren også, at han ikke kendte grunden til, at markedet skulle ryddes, hvorimod ansøgeren på nævnsmødet i dag forklarede, at årsagen til rydningen var, at der skulle anlægges en vej ud til en lufthavn. Nævnet finder, at disse divergenser angår centrale dele af asylmotivet. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var efterlyst af myndighederne i Lagos og sigtet for at have slået politifolk ihjel. Til asylsamtalen og på nævnsmødet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han var eftersøgt for at deltage i kamphandlinger. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke blev opsøgt af myndighederne, da han opholdt sig på sin bopæl efter at være blevet udskrevet fra hospitalet, og at ansøgerens familie heller ikke er blevet opsøgt af myndighederne, hverken mens ansøgeren eller hans familie opholdt sig i Nigeria eller efter hans udrejse. Nævnet finder således, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt af myndighederne. Nævnet har herved også tillagt det vægt, at ansøgeren efter sin udrejse først opholdt sig i Tyskland i over et år uden at søge asyl og at ansøgeren dernæst opholdt sig i Danmark i en længere periode uden at søge asyl, henset til, at han efter sin forklaring frygtede for sit liv. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren og hans familie angiveligt kunne leve i skjul uden for Lagos by i tre år forud for hans udrejse også henset til, at hans børn gik i børnehave, og hans hustru foretog indkøb og gik i skole. Flygtningenævnet finder endeligt, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han – uanset at han angiveligt var eftersøgt af myndighederne – fik udstedt pas og visum til Tyskland og udrejste legalt via lufthavnen. Ansøgerens forklaring om sin frygt for guvernøren [B], som nu er Federal Minister of Power, Works and Housing, kan af de af de ovenfor anførte grunde heller ikke lægges til grund. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” NIGA/2018/2/CHA
