Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Kriminelle forhold i hjemlandet
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til grund, at ansøgeren sammen med nogle andre skoleelever var blevet kidnappet af maoister i 2003, da ansøgeren havde været 17 år gammel. Hun havde været tilbageholdt hos maoisterne i cirka to et halvt år og havde herunder været tvunget til at deltage i træning og i enkelte kamphandlinger, ligesom hun var blevet udsat for et seksuelt overgreb. I 2005 eller i 2006 var hun flygtet sammen med to andre piger fra maoisterne og havde i den forbindelse deltaget i drab på en maoistisk kommandant. Hun havde herefter taget ophold i Kathmandu, hvor hun havde haft fast bopæl og faste arbejdsforhold under eget navn indtil udrejsen i foråret 2008. Udrejsen havde været legal, herunder havde ansøgeren forinden i anden sammenhæng fået udstedt eget pas af myndighederne. I overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse herom lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde været udsat for menneskehandel. Som asylmotiv havde ansøgeren i nævnsmødet navnlig henvist til, at hun frygtede tvangshvervning til maoisterne, eller at maoisterne skulle finde hende som eftersøgt for drabet på kommandanten. I den forbindelse bemærkedes, at ansøgeren til flere politiafhøringer, til asylansøgningsskema og til samtalen ved Udlændingeservice havde forklaret nærmere om sine forhold i Nepal uden at oplyse det først i nævnsmødet anførte om, at personer, som skulle havet arbejdet for maoisternes efterretningstjeneste 8-12 måneder, efter at ansøgeren havde taget ophold i Kathmandu, skulle havet spurgt efter de piger, som havde slået kommandanten ihjel. Flygtningenævnet fandt, at den sene fremkomst af denne oplysning indebar, at oplysningen ikke kunne tillægges vægt. Ved vurderingen af hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Nepal risikerede forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, lagde nævnet herefter vægt på, at ansøgeren havde kunnet opretholde en tilværelse i Kathmandu med arbejde og bopæl efter flugten fra maoisterne. Selvom ansøgeren i forbindelse med udrejsen havde pådraget sig en betydelig gæld til den nævnte menneskehandler, fandt Flygtningenævnet, at denne konflikt var af privatretlig karakter og ikke var myndighedsunderstøttet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens situation primært måtte anses for udslag af social nød og deraf følgende udnyttelse fra private. Ansøgeren havde ikke haft konflikt med de nepalesiske myndigheder heller ikke i forbindelse med udrejsen. Vedrørende konflikten med menneskehandleren lagde Flygtningenævnet vægt på, at det efter baggrundsoplysningerne måtte tillægges betydning, at myndighederne og ngo-er i Nepal havde iværksat initiativer til hjælp for menneskehandlede personer, og at ansøgeren således kunne søge blandt andet myndighedernes beskyttelse. Efter baggrundsoplysningerne lagde nævnet videre vægt på, at der efter fredsaftalerne i november 2006 mellem myndighederne i Nepal og blandt andet maoisterne var blevet tilvejebragt en situation i landet med væsentlig øget sikkerhed. Selvom det videre lagdes til grund, at forholdene i Nepal var vanskelige, og at der forekom overgreb, ligesom den politiske situation aktuelt måtte anses for præget af, at maoisterne ikke længere deltog i regeringskoalitionen, fandt Flygtningenævnet ikke, at forholdene i Nepal generelt kunne anses for asylbegrundende. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet herefter ikke, at det kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nepal risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb eller umenneskelig behandling efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren havde forklaret, at hun var udstødt af sin egen familie, førte ikke til en anden vurdering. Flygtningenævnet havde på den ovennævnte baggrund ikke fundet, at der var grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingeservice under henvisning til navnlig det anførte i Udlændingeservices afgørelse om, at ”maoisterne siden 2008 har indgået i den nepalesiske regering”, som mest subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ved den ovennævnte vurdering havde fundet, at selve det forhold, at ansøgeren på baggrund af udnyttelse fra private personers side var anset for at have været udsat for menneskehandel, ikke efter sagens oplysninger i øvrigt indebar, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nepal/2010/1.
