Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Montenegro. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren vedrørende sit asylmotiv havde henvist til, at medlemmer af Montenegros nuværende regering efterstræbte ham, idet han som medlem af DPS (Demokratska Partija Socijalista Crne Gore) forud for valget om Montenegros selvstændighed i maj 2006 havde været chauffør for personer, der havde købt stemmer for at sikre Montenegros selvstændighed. Ansøgeren havde således henvist til, at han var bekendt med, at der var blevet udøvet valgsvindel. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hans broder og en ven var blevet tilbageholdt af politiet i Montenegro i foråret 2007, og at de i den forbindelse var blevet udsat for overgreb. Videre havde ansøgeren henvist til, at broderen og vennen efterfølgende havde klaget over politiets behandling, men at sagen på dagen for afholdelse af retsmødet var blevet afvist uden begrundelse, og at der i den forbindelse var blevet henvist til, at man var bekendt med, at ansøgeren opholdt sig i Danmark. Ansøgeren havde desuden henvist til, at hans familie var blevet truet på livet, og at der i sommeren 2007 havde været personer fra Montenegro i Danmark for at tage ansøgeren med tilbage til Montenegro. Det var de personer i Montenegro, der efterstræbte ham, som havde været årsagen til, at han havde fået en dom i Danmark for besiddelse af stjålne brillestel, med det formål at få ham udvist til Montenegro. Flygtningenævnet fandt ikke, at de påberåbte forhold kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes, at ansøgeren alene havde haft en underordnet rolle som chauffør i forbindelse med den påberåbte valgsvindel. Nævnet tillagde det betydning, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde haft nogen personlige konflikter under sit ophold i Montenegro. Ansøgeren havde alene oplyst om en tilbageholdelse i august 2006. Nævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at denne tilbageholdelse havde tilknytning til det påberåbte asylmotiv. Nævnet fandt det endvidere ikke sandsynliggjort, at et trafikuheld, som ansøgerens ægtefælle efter det oplyste havde været involveret i, havde relation til ansøgerens asylmotiv. Ansøgerens mistanke om, at trafikuheldet rettelig havde været et attentatforsøg mod ham, var således alene baseret på formodninger. Oplysningerne om, at ansøgerens broder og ven havde været tilbageholdt af myndighedspersoner, og at der i den forbindelse var blevet spurgt til ansøgerens forhold, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet fandt det ikke dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort, at tilbageholdelsen havde været et udslag af ansøgerens forhold, uanset at der var blevet spurgt nærmere til ansøgeren identitet i forbindelse med fundet af sms-beskeder fra ansøgeren på broderens mobiltelefon. Oplysningerne om, at fem personer fra den montenegrinske sikkerhedstjeneste skulle være blevet sendt til Danmark for tvinge ansøgeren tilbage til Montenegro ved at placere hæler-varer i hans besiddelse, så han ville blive dømt til udvisning, fremstod efter Flygtningenævnets opfattelse som usandsynlige og konstruerede til lejligheden, og kunne derfor ikke lægges til grund for sagens behandling. Såfremt ansøgeren ved en tilbagevenden til Montenegro fandt, at han var i risiko for overgreb, måtte han henvises til at søge beskyttelse hos de relevante myndigheder. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at myndighederne skulle mangle evne eller vilje til at yde ansøgeren den fornødne beskyttelse. Det bemærkedes herved, at ansøgeren forud for sin udrejse efter egne oplysninger ikke havde rettet henvendelse til de relevante montenegrinske myndigheder med henblik på at opnå beskyttelse. De generelle forhold i Montenegro kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende den beskikkede advokats bemærkninger om, at en tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren ville udgøre en overtrædelse af Flygtningekonventionens artikel 33 bemærkedes, at det følger af udlændingelovens § 32 a, at i de sager, hvor Flygtningenævnet meddeler en ansøger afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skal nævnet ligeledes tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan udsendes, såfremt den pågældende ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31. Refoulement-vurderingen indgår således som en integreret del af nævnets afgørelse. Der kunne herved blandt andet henvises til Højesterets dom af 16. juni 1997 (refereret i UfR 1997, side 1157, spalte 2). Monte/2008/1
