Nævnet stadfæstede i december 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko, født i 1984. Indrejst i august 1996 som familiesammenført med sin herboende fader. Ansøgeren blev i december 2004 idømt et år og 10 måneders fængsel for en række lovovertrædelser begået i Danmark. Han blev ved dommen desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år. Han søgte om asyl i august 2005. Sagen blev af Flygtningenævnet behandlet på mundtligt nævnsmøde i marts 2006, hvor nævnet valgte at udsætte sagens afgørelse på iværksættelse af en høring vedrørende forholdene for militærnægtere i Marokko, idet ansøgeren som en del af sit asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko ville blive indkaldt til aftjening af værnepligt, hvilket han af samvittighedsmæssige årsager ikke ønskede at efterkomme. Flygtningenævnets høring blev besvaret ved et notat af oktober 2006 fra Udenrigsministeriet, hvoraf det bl.a. fremgår, at værnepligten i Marokko er afskaffet. Sagen blev herefter afgjort ved skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at den del af ansøgerens asylmotiv, der knyttede sig til frygten for ved en tilbagevenden til Marokko at blive tvunget til at skulle udføre militærtjeneste, var bortfaldet, idet der ifølge Udenrigsministeriets notat fra oktober 2006 ikke længere eksisterer værnepligt i Marokko, jf. endvidere den beskikkede advokats bemærkninger herom i brev fra november 2006. Ansøgeren havde herefter som asylmotiv dels henvist til, at han frygter repressalier fra familien til en pige, som han havde et forhold til under et ferieophold i Marokko i 1999, og at de marokkanske myndigheder ikke kan eller vil beskytte ham herimod, dels frygt for ved genindrejse i Marokko at blive tilbageholdt og straffet på ny for de samme forhold, som han er dømt for i Danmark. Ansøgeren havde desuden anført, at han har boet i Danmark, siden han var 12 år gammel, og at han er integreret og har familie i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens angivelige forhold til en pige i Marokko lå langt tilbage i tid, at der er tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren og hans familie efter ansøgerens egen forklaring senest har hørt fra pigens familie to til tre år forud for nævnsmødet i marts 2006. For så vidt angår ansøgerens frygt for dobbeltstraf bemærkedes, at risikoen for, at ansøgeren i Marokko måtte blive retsforfulgt for de forhold, som han er dømt for i Danmark, ikke i sig selv er af asylrelevant karakter og derfor ikke kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Derimod vil karakteren og intensiteten af den straf, der forventes idømt i hjemlandet, i det konkrete tilfælde kunne være af asylretlig relevans. Da nævnet ikke kunne lægge til grund, at de marokkanske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens straffesag og efterfølgende dom i Danmark, sås der allerede af den grund ikke at være risiko for, at ansøgeren skulle blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Marokko som følge af hans danske straffedom. Der er i øvrigt tale om forbrydelser, der alene har relation til Danmark. Nævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at de marokkanske myndigheder skulle tage disse forhold op til retsforfølgelse i Marokko. Den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko måtte blive tilbageholdt til identitetsafhøring ved indrejsen, kunne ligeledes ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har været bosat i Danmark, siden han var 12 år gammel, og at han er integreret og har familie Danmark, kunne ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkedes, at domstolene i forbindelse med beslutningen om at udvise ansøgeren til Marokko havde taget stilling til spørgsmålet om betydningen heraf. Marokko/2006/1
