Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk berber fra [A], Marokko. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Hun søgte asyl i Danmark i [starten af] 2013. Efter der var truffet afgørelse om, at hun i henhold til Dublinforordningen skulle sendes til Spanien, gik ansøgeren i [sommeren] 2013 under jorden. I [foråret] 2015 henvendte ansøgeren sig på ny til de danske myndigheder, der besluttede at behandle hendes asylansøgning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun har bragt skam over familien. Hun har herom forklaret, at hun i [sommeren] 2010 blev muslimsk viet til en godt 30 år ældre dansk statsborger med tyrkisk baggrund, der boede i Danmark. Hele hendes familie deltog i bryllupsfesten. Parret havde kort forinden forsøgt at blive registreret som ægtefæller på dommerkontoret, hvilket ikke kunne lade sig gøre, da den pågældende mand, [B], ikke havde medbragt danske dokumenter vedrørende sin ægteskabelige status. Det var meningen, at de senere skulle få papirerne bragt i orden. [B] sørgede imidlertid ikke for det. I familien var det kun ansøgerens moder der vidste, at parret ikke var blevet lovformeligt gift. Hun så sidst [B] i begyndelsen af 2011. Han har senere afvist at tale med hende. Medio 2012 forlangte hendes broder, [C], der er ansat ved politiet, at få oplyst [B’s] pasnummer. Ansøgeren så sig herefter nødsaget til at fortælle hele familien, at hun rettelig ikke var blevet gift. Der blev herefter begået vold mod hende, hvilket resulterede i, at hun fik knækket fortænderne. Hendes anden broder, [D], truede endvidere med, at han denne dag ville slå hende ihjel. Ansøgeren skreg og blev reddet af tilkomne naboer. Hun flygtede herefter til Rabat, hvor hun i to måneder boede hos familiens gamle naboer, der tidligere havde passet hendes fader. Hendes moder og søster, men ikke hendes brødre, vidste, hvor hun opholdt sig i Rabat. Senere flyttede hun til Agadir, til Tetouan og senere til Tanger, hvorfra hun med sit ægte pas i [slutningen af] 2012 udrejste til Spanien. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Hun fik første gang kontakt med det kristne miljø i Danmark i [slutningen af] 2013. Hun har derefter ofte gået i kirke og til kristne arrangementer, hvilket bekræftes af skriftlige udtalelser fra flere præster m.v. Hun deltager i øjeblikket i et seksmåneders dåbsforberedende kursus, og hun forventer at blive døbt i [foråret] 2016. Hendes familie vil formentlig slå hende ihjel på grund af konversionen. Myndighederne vil ikke kunne beskytte hende mod familien, hvis hun vender tilbage til Marokko, hvor hun også risikerer fængselsstraf og bøde på grund af, at hun har begået utroskab og konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise, at ansøgeren er blevet religiøst viet, samt at hun for nogle år siden har haft en vis konflikt med flere familiemedlemmer. Nævnet lægger dog vægt på, at ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om den voldsepisode, hun har oplyst om under hele asylforløbet. Indtil nævnsmødet har ansøgeren alene omtalt, at hun blev slået en gang af [D]. I Flygtningenævnet har ansøgeren svaret tøvende og usikkert på opklarende spørgsmål herom og har afslutningsvist anført, at hun blev sparket hårdt af [D], samt at mens hun lå ned, blev slået og sparket flere gange. Hun holdt sig for ansigtet, men kunne af sammenhængen, og af det hendes brødre, [E] og [C] råbte, forstå, at alle tre brødre begik vold mod hende. Den omstændighed, at nævnets tolk har oplyst, at slag og spark hedder det samme på arabisk, kan ikke alene forklare den udbyggende forklaring. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren efter episoden valgte at blive i Marokko i flere måneder, og herunder opholdt sig to måneder hos personer, som ansøgerens brødre kendte, samt at ansøgerens moder og søster vidste, hvor hun opholdt sig. Hertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysninger fra Landinfo, at der ikke i Marokko findes at være en kultur, hvorefter omgivelserne forventer, forstår og accepterer, at familien dræber en kvinde for at genoprette familiens ære. Samlet set kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at konflikten har haft den intensitet og aktualitet, som ansøgeren har forklaret, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af denne grund risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis hun vender tilbage til Marokko. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om sin interesse for kristendommen, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren utvivlsomt har deltaget i nogle gudstjenester m.v., og der fundet sig godt tilpas, og hun har tydeligvis erhvervet sig en vis viden om indholdet i det nye testamente. Ansøgeren er fortsat ikke døbt, og nævnet vurderer samlet set ikke, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har herved lagt vægt på det indtryk, nævnet har fået efter ansøgerens lidt tøvende forklaring om sit forhold til kristendommen, som er opstået på et sent tidspunkt i sagsforløbet, og efter at Justitsministeriet havde truffet afgørelse om, at hun skulle udsendes til Spanien. I vurderingen indgår endvidere med en vis vægt, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved, at nævnet tilsidesætter væsentlige dele af ansøgerens forklaring om konflikten vedrørende [B]. Nævnet finder herefter heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2015/5.
