Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Litauen. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er statsborger i Litauen, etnisk litauer og kristen af trosretning fra byen [B], Litauen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har søgt om asyl, fordi han frygter, at han ved en tilbagevenden til Litauen vil blive slået ihjel af den kriminelle gruppering, [K], som han befinder sig i et gældsforhold til. Ansøgeren har videre forklaret, at han på et ukendt tidspunkt i 2005 optog et lån på et ikke oplyst beløb af personer med tilknytning til [K], som han efterfølgende brugte til at investere i [et firma]. På et ikke oplyst tidspunkt i 2005 blev ansøgeren opsøgt af et ukendt antal personer fra [K], fordi han ikke havde betalt renterne på lånet. Personerne udsatte ansøgeren for fysiske overgreb, og hans gæld steg yderligere. Ansøgeren begyndte herefter at sælge narkotika for at afdrage på sin gæld. Ansøgeren blev i 2009 fængslet i Norge, fordi han havde stukket en person med en kniv. Mens ansøgeren var fængslet, fik han ikke afdraget yderligere på sin gæld, og hans familie blev derfor opsøgt af personer med tilknytning til [K], idet personerne ville true ansøgeren igennem hans familie. Ansøgerens onkels forretning blev samtidig overtaget af [K]. Ansøgeren blev deporteret fra Norge til Litauen ultimo 2012 og tog ophold hos sin far og nogle venner i byen [B]. Her opholdt ansøgeren sig frem indtil primo 2013, hvor han blev opsøgt af fem personer med tilknytning til [K], som udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren var derefter indlagt i omkring fire dage, hvorefter han indgik en aftale med personer fra [K] om at sælge narkotika for dem i Norge og Danmark. Som opstart lånte [K] ansøgeren yderligere 30.000 euro. Ansøgeren blev fængslet i Danmark [i foråret] 2015, og hans familie er siden blevet opsøgt af personer fra [K] omkring en gang om måneden. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om de faktiske omstændigheder til grund, men nævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med den kriminelle gruppering, [K], er af en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må henvises til at søge de litauiske myndigheders beskyttelse, og nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han og hans familiemedlemmer ikke vil kunne modtage relevant beskyttelse fra de litauiske myndigheder. Nævnet bemærker, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at han ikke har anmeldt truslerne og de overfald, som han har været udsat for til det litauiske politi, da han mener, at Litauen er et korrupt land, hvor der ikke er sikkerhed for, at gerningsmændene vil blive dømt i Litauen, hvis ansøgeren og dennes familie anmelder forholdet til politiet. Det beror således alene på ansøgerens ubekræftede formodning, at han og hans familie ikke vil kunne modtage beskyttelse i tilfælde af, at han måtte melde overfaldene og truslerne fra grupperingen [K] til de litauiske myndigheder. For så vidt angår det anførte om fængselsforholdene i Litauen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har forklaret, at fængselsforholdene i Litauen ikke er årsagen til, at han søger asyl, og at han godt kunne afsone sin straf i Litauen, hvis ikke han havde problemer med [K]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder senest ”Country Report on Human Rights Practices 2016 – Lithuania”, udgivet 3. marts 2017, at forholdene i de litauiske fængsler er forbedret i de senere år, herunder at forholdene i fængslerne findes at være i overensstemmelse med internationale minimumsstandarder, om end nogle fængsler findes at være under internationale minimumsstandarder. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at oplysningerne om fængselsforholdene i Litauen er af en sådan karakter, at ansøgeren som følge heraf vil være i reel risiko for at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Endelig finder nævnet ikke, at det forhold, at oplysnings- og motivsamtalereferatet [i efteråret] 2017 indeholder nogle stave- og trykfejl, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således ikke, at der er tale om fejl, der har haft betydning for behandlingen af sagen eller sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Litauen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” lita/2018/1/jov
