Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, som er statsløse palæstinensere fra Libyen. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra […], Gaza. Den kvindelige ansøger er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra […], Gaza. De stammer begge fra […]. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive kidnappet af en kriminel gruppe i Libyen. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han frygter at blive fængslet, idet han er udrejst illegalt af Libyen. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han købte en grund i området […] i Tripoli, Libyen. Ansøgeren blev en dag i starten af [sommeren] 2014 opsøgt at fire personer på en café. Den mandlige ansøger troede, at mændene var fra efterretningstjenesten og fulgte derfor med dem. Mændene satte ansøgeren ind i en bil og kørte ham hen til et ukendt sted. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring tre dage. I løbet af de tre dage blev ansøgeren slået, og han overdrog skriftligt sin grund til mændene. Herefter fik ansøgeren lov til at tage hjem. Omkring tre dage senere rettede ansøgeren henvendelse til en bevæbnet gruppe nær sin bopæl og indgav klage over det, han havde oplevet. Da de fire mænd, som ansøgeren var blevet tilbageholdt af, opdagede, at ansøgeren havde indgivet en klage over dem, truede de med at kidnappe ansøgerens datter. Den mandlige ansøger blev truet ti gange i løbet af en uge. Truslerne startede omkring fem dage efter, at ansøgeren havde indgivet sin klage. Fra omkring [sommeren] 2014 og frem til [efteråret] 2014 boede ansøgeren og hans familie hos nogle familiemedlemmer, og [i efteråret] 2014 udrejste ansøgeren af Libyen sammen med sin ægtefælle og datter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte herfor har hun forklaret, at en person fra militsgruppen kom hjem på familiens bopæl. Ansøgeren udleverede ejendommens skøde til den pågældende, hvorefter hendes ægtefælle kunne blive løsladt. Videre har hun henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter, at hendes ægtefælle, datter eller hende selv vil blive kidnappet af en militsgruppe. Derudover har hun henvist til, at hun ikke længere har de samme rettigheder i Libyen som under det tidligere regime, fordi landet styres af militsgrupper, der betragter hende som udlænding. Endelig har hun henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Gaza, idet israelerne ikke vil tillade hende at bosætte sig i Gaza. Den beskikkede advokat har gjort gældende, at hverken Gaza eller Libyen kan betragtes som ansøgernes hjemlande. Dette forudsætter nemlig, at ansøgerne har mulighed for legalt at genindrejse og bosætte sig. For så vidt angår Gaza er det udelukket, idet ansøgerne ikke har israelsk id-kort for statsløse palæstinensere. For så vidt angår Libyen fremgår det af det indrejseforbud, den internationalt anerkendte regering har fastsat i januar 2015, at blandt andet palæstinensere har forbud mod at indrejse i Libyen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om hændelsesforløbet til grund. Spørgsmålet om hjemland: Det fremgår af den asylretlige teori, herunder Hathaway ”The Law of Refugee Status”, afsnit 2.5.2 om statsløse personer, at en forudsætning for, at et land kan betragtes som den pågældendes hjemland, blandt andet er, at det pågældende land er villigt til at tillade pågældende at forblive på territoriet og vende tilbage, såfremt pågældende ikke har opnået flygtningestatus i et andet land. Ansøgerne forlod efter det oplyste begge Gaza inden 1967, hvor mulighederne for at få udstedt israelsk id-dokument blev indført. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgerne vil have mulighed for at få et id-kort og indrejse i Gaza. Som følge heraf kan Gaza ikke anses for ansøgernes hjemland. For så vidt angår Libyen fremgår det af ”Lifos Thematic Report” af 22. februar 2016 om palæstinensere og syrere i Libyen, punkt 6.3, at baggrunden for den internationalt anerkendte regerings beslutning af januar 2015, om at suspendere palæstinensere, syrere og sudaneseres adgang til landet, er frygten for, at de skal slutte sig til radikale islamiske grupper som for eksempel Ansar al-Sharia. Beslutningen, som er gældende indtil videre, omfatter alle indrejsestationer. Imidlertid er status og udstrækningen af implementeringen af forbuddet fortsat uklar. Ifølge en libysk kilde synes beslutningen ikke at have influeret på palæstinensere og syrere, som allerede opholder sig i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at beslutningen er effektivt implementeret og har en mere permanent karakter. Det må således antages, at der stadig er en vis sandsynlighed for, at ansøgerne vil kunne genindrejse i Libyen. Indrejseforbudsbeslutningen er derfor, i hvert fald på nuværende tidspunkt, ikke til hinder for, at Libyen kan anses for at være ansøgernes hjemland. På baggrund af deres mangeårige ophold i Libyen, hvorunder deres fire børn alle har fået en god uddannelse, må Libyen derfor stadig anses for ansøgernes hjemland. Spørgsmålet om ansøgernes materielle asylmotiv: Ansøgerne forlod Libyen kort tid efter, at en kriminel gruppe havde fratvunget den mandlige ansøgers dokumentation for, at han var den reelle ejer af et jordstykke, som han som statsløs palæstinenser ikke kunne få registreret ejerskab til. Ansøgerne har oplyst, at forholdet blev anmeldt til en lokal milits og til den palæstinensiske ambassade i Tripoli. Da de via deres underbo blev advaret om, at anmeldelsen kunne bevirke, at ansøgerens syttenårige datter blev kidnappet, forlod de straks deres bopæl. Efter at have opholdt sig i omkring fjorten dage hos et familiemedlem udrejste de med båd til Italien. Flygtningenævnet finder, at konflikten om jordstykket har baggrund i de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libyen. Det må antages, at denne konflikt for så vidt er afsluttet og alene vil kunne få videregående konsekvenser, såfremt ansøgerne ville insistere på at få jordstykket tilbage. Denne konflikt, hvorefter ansøgerne ikke er konkret og individuelt forfulgte, kan efter sin karakter ikke anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerne er udrejst som forklaret, ansøgernes helbredsmæssige forhold og de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Libyen, kan ikke ændre denne vurdering. Mulighederne for at genindrejse i Libyen: Som anført ovenfor er der ikke grundlag for at fastslå, at den nævnte beslutning om indrejseforbud vil hindre ansøgerne i at vende tilbage til Libyen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der i hvert fald foreløbig alene er tale om en udsendelseshindring, som ikke medfører, at ansøgerne er omfattet af udlændingelovens § 7. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2016/4/SSM
