Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Tripoli, Libanon. Ansøgeren har henvist til, at hun har arbejdet for partiet Harakat al-Tawhid al-Islam, der hører under Hizbollah-bevægelsen, men har derudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel eller udsat for overgreb af Hizbollah eller Harakat al-Tawhid al-Islam, idet organisationerne betragter ansøgeren og hendes bror som forrædere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2011 fik arbejde på kommunikations- og konferencekontoret hos Harakat al-Tawhid bevægelsen. Ansøgerens bror var i forvejen ansat som livvagt i bevægelsen. Ansøgerens funktion bestod i at sørge for at administrere aftaler og andet sekretærlignende arbejde. Derudover var ansøgeren to gange i Syrien for at fotografere til en konference. Ansøgeren begyndte at få problemer med Harakat al-Tawhid bevægelsen i starten af 2015, idet hun blev bedt om at tage til Syrien for at tage yderligere billeder, men hvor hensigten var, at hun skulle deltage i kampene i Syrien på vegne af Hizbollah. Ansøgeren blev spurgt omkring 10 gange, men hun fandt på en undskyldning hver gang. Derudover har ansøgeren henvist til, at hun i en periode blev forfulgt af to personer i en bil, der rettede henvendelse til ansøgeren ad to omgange for at få oplysninger om Hizbollah. Ansøgeren og hendes bror blev truet på livet af de to personer, og ansøgeren udrejste på den baggrund sammen med sin bror i [efteråret] 2015 via lufthavnen i Beirut. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende på centrale punkter – også i forhold til sin medfølgende brors forklaring - og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at hun begyndte at arbejde for Harakat al-Tawhid bevægelsen i 2013, og at hun ikke var medlem af partiet, men kun ansat, hvorimod hun til sin asylsamtale forklarede, at hun startede med at arbejde for partiet i 2011, hvor hun blev ansat, og at hun var medlem. Foreholdt disse divergenser forklarede ansøger, at årstallet 2013 må være en fejl i referatet, og at det beror på en misforståelse, at hun ikke var ansat, idet man blev betragtet som medlem, når man blev ansat af partiet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren der efter sin forklaring som del af sit arbejde skulle deltage i konferencer og tage billeder, også forklarede, at hun ikke kendte kameraet så godt, at det var en anden medarbejder, der stod for at fjerne billederne fra kameraet, at hun ikke vidste, hvordan de blev sendt videre, og at hun aldrig selv så dem igen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede påfaldende afglidende om sine arbejdsopgaver i bevægelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der bad hende om at tage til Syrien, hvornår og hvor mange gange, det skete. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var to koordinatorer fra partiet ved navn Ahmed og Maher, der beordrede hende til at tage til Syrien, og at det skete mindst 5 gange. Sidste gang var to måneder inden udrejsen. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun omkring 10 gange blev bedt om at tage til Syrien, at det var Bilal personligt, der bad hende tage af sted, og at det nogle gange var andre ansvarlige på kontoret, der henvendte sig til hende, og som hun ikke kender navnet på. Sidste gang var en til to uger inden udrejsen. Ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at hun blev bedt om at tage til Syrien én til to gange. Nævnet finder ikke, at disse divergenser kan forklares alene med ansøgerens angivelige dårlige hukommelse henset til, at der er tale om en central del af asylmotivet. Nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun ikke har været i stand til at redegøre for, hvad formålet med, at hun skulle til Syrien var, eller hvorfor bevægelsen skulle opfordre hende, der var uden militær træning, hertil. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt hun har været i Syrien og med hvem. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun på intet tidspunkt har været i Syrien, mens hun til asylsamtalen forklarede, at hun var i Syrien med Harakat al-Tawhid bevægelsen to gange i 2015, og at hendes bror var med begge gange som livvagt for Sheik [navn B]. Ansøgerens bror har derimod til sin asylsamtale forklaret, at han sidst var i Syrien i 2014 og aldrig har været i Syrien med ansøgeren. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hendes bror har forklaret indbyrdes divergerende om årsagen til ansøgerens udrejse af Libanon. Ansøgeren har til samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun udrejste, fordi hun og hendes bror blev beordret til at tage til Syrien af Harakat al-Tawhid bevægelsen på vegne af Hizbollah for at deltage i kamp, og at de blev truet med at blive slået ihjel. Ansøgerens bror har derimod forklaret, at ansøgeren udrejste, fordi hun var bange for, at Harakat al-Tawhid ville afpresse hende eller gøre hende fortræd, hvis han flygtede. Ansøgeren har på nævnsmødet ikke været i stand til at svare troværdigt på årsagen til hendes udrejse, hvilket også svækker hendes troværdighed. Nævnet har endelig tillagt det vægt, at det af det af baggrundsoplysningerne, herunder ”Landinfo: Libanon: Rekruttering til krigen i Syria” fra 17. november 2016, at der inden for Hizbollah ikke er nogen tvangsrekruttering til at tage til Syrien og kæmpe, især fordi medlemmer skal gennemgå en gennemgribende intern træning, og at konsekvensen for medlemmer, der nægter at tage af sted, normalt er ekskludering fra partiet og de kan opleve social isolation. Flygtningenævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med Harakat al-Tawhid og Hizbollah. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/7/CABV
