Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og shiamuslimer. Den mandlige ansøger, der er født i Libanon er statsborger i Libanon og angiveligt tillige i Syrien. Den kvindelige ansøger er født i Homs, Syrien, og er syrisk statsborger. I forbindelse med indgåelse af ægteskab med den mandlige ansøger opnåede hun i 2012 statsborgerskab i Libanon. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har i forhold til Syrien som asylmotiv henvist til, at han her vil risikere at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, eller tvangsrekrutteret af militserne. Ansøgerne har ligeledes henvist til, at de frygter den generelle situation i Syrien. Den mandlige ansøger har til støtte for, at han er statsborger i Syrien, henvist til at hans far er syrer. Hans mor, der var libanesisk statsborger flygtede til Libanon, mens hun ventede ansøgeren. For at undgå, at ansøgerens far fandt frem til dem og fordi der i 1982-83 var krig i Libanon, blev ansøgeren registeret med en netop afdød jævnaldrende fætters identitet. Ansøgerens statsborgerskab i Libanon knytter sig til denne falske identitet, og er således opnået på grundlag af svig. Efter at han blev 18 besøgte han jævnligt sin far i Syrien og han her har fået udstedt nationalitetspas, id-kort, kørekort og civilregistreringsattest. Bortset fra kørekortet og registreringsattesten er dokumenterne gået tabt under flugten. Flygtningenævnet finder, at det må lægges til grund, at begge ansøgere er statsborgere i Libanon og at de asylretligt skal vurderes i forhold til Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger er født i Libanon af en libanesisk mor, og har levet i Libanon, indtil han 32 år gammel udrejste af landet. Den mandlige ansøger har haft alle rettigheder, og besiddet alle former for legitimationsdokumenter, herunder har han flere gange fået udstedt libanesisk nationalitetspas. Ansøgeren har forklaret, at deres ægteskab, der blev indgået i Syrien, er registeret i Libanon, hvilket i øvrigt på baggrund af baggrundsoplysningerne har været en betingelse for, at den kvindelige ansøger på grundlag af ægteskabet med den mandlige ansøger fik libanesisk statsborgerskab og nationalitetspas. Den mandlige ansøgers forklaring om, at hans libanesiske statsborgerskab er opnået på grundlag af svig, og at han derfor i Libanon er registeret i fætterens navn, [A], støttes endvidere ikke af den fremlagte visum ansøgning, der blev indgivet i 2014 på grundlag af den mandlige ansøgers libanesiske nationalitetspas, idet ansøgeren i ansøgningen fremgår som Maher Awwad. Ansøgerne har som asylmotiv i forhold til Libanon henvist til, at de ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Hizbollah, der gennem den mandlige ansøgers morbror, [B], har forsøgt at rekruttere den mandlige ansøger til at kæmpe i Syrien. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet henvist til, at den mandlige ansøgers morbror genne flere år forsøgte at overtale og senere presse den mandlige ansøger til at rejse til Syrien og kæmpe sammen med Hizbollah. Den mandlige ansøger nægtede, hvilket fik morbroren til at øge presset. Dette var grunden til, at begge ansøgere i september 2014 søgte visum til Grækenland. På et tidspunkt i juli 2015 rettede morbroren også truslerne mod ansøgerens hustru og barn. Dette førte til, at ansøgerne samme nat forlod Libanon. Ansøgerne var kortvarigt i Syrien for at sælge den mandlige ansøgers fars ejendom, således at de kunne betale for flugten til Europa. Konflikten med [B] og med Hizbollah medfører, at ansøgerne ikke kan vende tilbage til Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Indledningsvis bemærkes, at det afgørende afsvækker forklaringens troværdighed, at den mandlige ansøger ikke forklarede herom til oplysnings og motivsamtalen, men derimod forklarede, at hverken han eller hans familie havde konflikter i Libanon. Den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med morbroren [B] har været afglidende, ukonkret og divergerende herunder vedrørende den sidste flugtudløsende episode, og den kvindelige ansøgers forklaring herom har endvidere været divergerende. Begge ansøgere har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at [B] ankom til deres hjem, hvorefter den mandlige ansøger forlod hjemmet sammen med [B]. Under nævnsmødet har de forklaret, at [B] ankom, og at han straks havde en kortvarig samtale med den mandlige ansøger, som den kvindelige ansøger til dels overhørte. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvornår [B] ankom. Den mandlige ansøgers forklaring om antallet og karakteren af [B’s] overtalelsesforsøg i 2014 har endvidere været stærkt divergerende især i forhold til antal. Nævnet finder slutteligt, at det afsvækker ansøgernes forklaringer om det pres den mandlige ansøger angiveligt var under, at de efter forgæves at have søgt visum i 2014, forblev i Libanon i yderligere ni måneder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/4/CHA
