Nævnet stadfæstelse i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Libanon. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerene er etniske arabere og sunni-muslimer fra Tripoli, Libanon. Den mandlige ansøger har oplyst, at han efter indrejsen er frafaldet islam, og i dag anser sig for værende kristen. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for at blive slået ihjel af salafistiske terrorgrupper, idet han har angivet en gruppes medlemmer til myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 19-årig blev opsøgt af salafister tilhørende en for ham ukendt gruppe og anmodet om at deltage i væbnet kamp, hvilket ansøgeren afviste. De samme personer kritiserede og chikanerede efterfølgende ansøgeren, idet han efter deres opfattelse ikke levede som muslim. Senere blev konflikten med de salafistiske terrorgrupper intensiveret, da han fortalte sin ægtefælles moster, at han mistænkte hendes søn, [A], for at være terrorist, idet ansøgeren havde overværet [A] modtage penge fra 12 ukendte person, som havde snakket om religion, paradis og døden. Ansøgerens ægtefælles moster anmeldte sin søn og gruppen til politiet, og ansøgeren førte myndighederne til det hus, hvor han havde overværet [A] modtage pengene. Politiet trængte ind i huset og anholdt 14 personer, og efterfølgende overgav [A] sig til myndighederne. Efter episoden blev ansøgeren udsat for trusler, vold og omkring en måned inden udrejsen, blev ansøgeren udsat for et skudattentat af salafister. Skudattentatet fandt sted på en gade, hvor ansøgeren skulle til at ryge vandpibe med sin fætter. To maskerede personer kom kørende forbi på motorcykel og skød efter ansøgeren med rifler, hvilket resulterede i, at ansøgerens fætter blev ramt. Ansøgeren og hans ægtefælle måtte efterfølgende flytte til byen […]. Ansøgeren udrejste [i efteråret] 2015 på opfordring af sine forældre. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger igennem de seneste fem til seks år har været chikaneret af en religiøs gruppe. Nævnet finder ikke at disse chikanerier har haft en intensitet, der opfylder betingelserne for asyl. Ansøgerene har nævnt to konkrete episoder, der angiveligt har fundet sted inden for de seneste måneder før deres udrejse. De har dels forklaret, at den mandlige ansøger har været årsag til at en salafistisk gruppe blev anholdt, dels at den mandlige ansøger har været udsat for et skudattentat. Nævnet kan ikke lægge disse episoder til grund. Nævnet har herved hæftet sig ved, at den mandlige ansøger gentalende gange igennem samtalen [i starten af] 2017 har kaldt den kvindelige ansøgers fætter for [B], og først da han gøres opmærksom på den kvindelige ansøgers forklaring ændre dette til [C]. Nævnet bemærker, at den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger og [C] havde en tæt relation, at den mandlige ansøger har forklaret, at han var en del sammen med fætteren igennem flere måneder, og at begge ansøgere har forklaret, at han blev omtalt som [A]. Det findes påfaldende, at [A] efter den mandlige ansøgers forklaring, bad den mandlige ansøger om, at tage med hen for at hente penge og tog ham med ind i huset, når han ikke efterfølgende ville forklare, hvem der befandt sig i huset, eller hvorfor han fik pengene. Det findes endvidere påfaldende, at en angiveligt salafistisk gruppe, der hvervede unge til at begå jihad, lukkede en for dem ukendt mand med ind i huset, så han kunne konstatere, at de underviste i begå jihad, og så han kunne konstatere pengeoverdragelsen. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt der blev ringet til ham, da han skulle udpege huset, eller om han ventede på en café, og selv henvendte sig, da han så politibilerne. Parret har forklaret divergerende om, hvor længe fætteren blev tilbageholdt, herunder om det var få dage, en uge eller en måned. Nævnet hæfter sig endvidere ved, at parret under samtalen med styrelsen den [i starten af] 2017 har forklaret divergerende om, hvorvidt de flyttede fra svigerfarens adresse til en selvstændig adresse før skudattentatet eller som en følge heraf. For så vidt angår skudattentatet, findes det mindre sandsynligt, at attentatmanden fra stående stilling og på en afstand af kun to meter kan undgå at ramme den mandlige ansøger, men i stedet rammer den kvindelige ansøgeres fætter, der sad en meter fra ansøgeren. Det findes endvidere påfaldende, at ansøgeren, der var øjenvidne til attentatet og efter egne oplysninger var forurettede part ikke, blev forhørt af politiet. Endelig lægger nævnet vægt på, at den kvindelige ansøger i samtalen den [i foråret] 2016 ikke har nævnt de to episoder med fætteren og skudattentatet som sit og ægtefællens asylmotiv. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet forklaringerne om de to episoder. Ansøgerene har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Libanon vil være udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for individuelle og konkrete overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2018/1/JEA
