Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Hizbollah og Amal-bevægelsen. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han arbejdede som medhjælper på en medicinsk klinik i [A] i Beirut. [I foråret] 2008 blev klinikken angrebet af 10-20 personer fra Hizbollah. Under episoden skubbede ansøgeren til Hizbollah lederen, [X], hvilket blev betragtet som en krænkelse, og han blev i den forbindelse slået. Ansøgeren blev hjemme fra arbejde i tre dage, hvor han opholdt sig hos sine forældre i [B] og herefter 10 dage hos en ven i [C], hvorefter han vendte tilbage til klinikken. Da han skulle parkere sin bil ved arbejdet, blev han opsøgt og truet af [X] og nogle andre fra Hizbollah, der kom kørende på motorcykler. Ansøgeren vendte herefter tilbage til arbejdet, da hans arbejdsgiver havde snakket med en leder fra Hizbollah og løst problemerne for ham. Omkring [efteråret] 2008 blev ansøgeren opsøgt og truet af [X], der kom kørende på motorcykel, mens ansøgeren kørte bil. Herefter flyttede ansøgeren til [D] i [E], hvor han boede i 2 år frem til han udrejste af Libanon i 2011 for at arbejde i Kina. Mens han boede i [D], modtog han i slutningen af 2010 eller begyndelsen af 2011 et opkald fra en ukendt person fra Hizbollah, som truede ham. Inden da havde hans familie flere gange modtaget trusler fra Hizbollah, hvorfor han afbrød kontakten med dem. Ansøgeren opholdt sig i Kina i 3 år fra 2011-2013. Han var i samme periode tilbage i Libanon 4-5 gange. I 2013, da han var i Libanon og ville besøge sin familie, blev han igen opsøgt af [X] og flere andre på motorcykler. [X] slog ham med en stok, og en af de andre stak ansøgeren i foden. I foråret 2014 var han på ny tilbage i Libanon, hvor han boede hos en ven i 20-25 dage. Da han var kommet tilbage til Kina modtog han et opkald, hvor han blev truet på grund af sin søns statsborgerskab, hvorfor han formoder, at opkaldet var fra IS. I [efteråret] 2014 vendte han atter tilbage til Libanon for at søge visum til Danmark. Han udrejste fra Libanon [i efteråret] 2014, og såvel denne udrejse som ind- og udrejserne fra 2011-2013 foregik legalt via lufthavnen i Beirut. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter forekommer usandsynlig, ligesom den har været udbyggende og divergerende, hvorfor den fremstår konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det ikke forekommer sandsynligt, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med Hizbollahs angreb på hans arbejdsplads den [i foråret] 2008 skulle have skubbet til [X] for at afværge slag, har ført til, at [X] og hans gruppe i mere end 5 år har forfulgt ansøgeren og udsat ham for flere overgreb og gentagne trusler. Det er heller ikke sandsynligt, at [X] og hans gruppe gennem flere år skulle have opretholdt et beredskab med henblik på at identificere ansøgeren, når han kom tilbage til [A], ligesom det savner logik, at de lod ham passere deres kontrolposter for efterfølgende at opsøge ham inde i lokalområdet. Ansøgerens forklaring har endvidere været upræcis og afglidende, ligesom han på en række centrale punkter har forklaret divergerende. Han har således forklaret divergerende med hensyn til, hvor han opholdt sig efter overfaldet på klinikken [i foråret] 2008, idet han i asylskemaet anførte, at han gik i skjul et sikkert sted i [F], og at han vendte tilbage til arbejdet omkring en uge senere, hvorimod han til asylsamtalen først forklarede, at han opholdt sig hos sine forældre i [B] og vendte tilbage til arbejdet tre dage senere. Senere i samme samtale og under mødet i nævnet har han derimod forklaret, at han først opholdt sig tre dage hos sine forældre og dernæst hos sin ven på [E]. Han har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om det var en måned eller tre dage efter overfaldet på klinikken, han blev opsøgt på ny på klinikkens parkeringsplads, om antallet af personer, der opsøgte ham ved denne lejlighed, og om han efter denne episode stoppede med at arbejde på klinikken, eller om han vendte tilbage efter, at hans chef havde rettet henvendelse til en Hizbolla leder for at løse hans konflikt. Også ansøgerens forklaring om overfaldet i september 2008 har været præget af divergenser blandt andet med hensyn til, om det kun var [X] på motorcykel, der opsøgte og truede ham, og han kun kunne se [X] folk i bakspejlet, eller om gruppen omringede ham, og [X] slog ham, samtidig med, at hans folk slog på ansøgerens bil blandt andet med en sten. Endelig har ansøgerens forklaring om, hvornår og hvor mange gange han blev truet telefonisk efter at være flyttet til [D], været divergerende. Idet det endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var IS, der i [foråret] 2014 truede ham telefonisk, mens han var i Kina, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2016/14/SLH
