Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Tripoli, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i møder og demonstrationer sammen med andre salafister, idet de ønskede ro og fred. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel som følge af konflikten mellem alawitter og salafister. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes brødre vil gøre hende ondt, hvis de får kendskab til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit første asylmotiv oplyst, at flere af hendes familiemedlemmer har mistet livet, efter deres bopæl blev bombarderet af alawitter, og at alawitter samt landets myndigheder telefonisk og personligt har truet ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit andet asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren for 20-25 år siden for første gang fik interesse i kristendommen. Der boede mange kristne i det område, hvor ansøgeren boede, og to af ansøgerens veninder, […] og […], var ligeledes kristne. Ansøgeren besøgte i hemmelighed to kirker i sit hjemland mellem tre og fire gange sammen med sine veninder, men hun holdt sin interesse for religionen skjult for sin familie og andre salafister, da hun frygtede deres reaktion, såfremt de fik kendskab til hendes interesse for kristendommen. Efter ansøgeren kom til Danmark, har hun gået i kirke mellem syv og otte gange, og [i slutningen af] 2014 er ansøgeren blevet døbt. Ansøgerens forklaring har vedrørende begge asylmotiver været divergerende og usikker, hvilket ansøgeren har forklaret med, at hun har en meget dårlig hukommelse og er analfabet. Ansøgeren kom til Danmark [i] 2013 på besøgsvisum, og hun søgte først asyl [i] 2014, efter at Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på familiesammenføring. Vedrørende konflikten mellem salafister og alawitter: Ansøgeren har under nævnsmødet demonstreret en begrænset viden om salafisternes traditioner og ritualer. Ansøgeren har forklaret, at hendes otte børn i Libanon og hendes ægtefælle er blevet dræbt som følge af konflikten mellem salafister og alawitter. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har ansøgeren afvist, at hun selv har været udsat for forfølgelse som følge af denne konflikt. Ansøgerens forklaringer under asylsamtalen om, at hun har deltaget i demonstrationer, og at hun telefonisk og på anden måde er blevet kontaktet og truet af alawitterne, kan på denne baggrund ikke lægges til grund, og Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren selv har været en del af denne konflikt. Vedrørende konversion: Ansøgeren har først gjort konversion gældende som asylmotiv efter Udlændingestyrelsens første afslag på asyl den 20. juni [i] 2014. Ansøgeren er blevet døbt [i] 2014, dvs. en uge inden mødet i Flygtningenævnet […]. Det fremgår af ansøgerens forklaring under nævnsmødet og erklæringen fra præsten, at ansøgeren er blevet døbt uden forudgående dåbsforberedelse, og ifølge ansøgerens forklaring har hun som følge af manglende kendskab til det danske sprog og analfabetisme et meget begrænset kendskab til den kristne tro. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har et stærkt ønske om et åndeligt tilhørsforhold til kristendommen, men at hun ikke har været en del af en kristen menighed. Flygtningenævnet lægger til grund, at der i Libanon er religionsfrihed, og at myndighederne ikke forfølger kristne, heller ikke såfremt pågældende er konverteret fra islam til kristendommen. I Libanon er der en stor kristen befolkningsgruppe, hvoraf der også er medlemmer af regeringen. Såfremt ansøgeren vender tilbage til Libanon, vil det være naturligt, at hun navnlig vil støtte sig til sin egen familie frem for svigerfamilien. Efter ansøgerens forklaring er ansøgeren vokset op i en sunnimuslimsk familie, som havde adskillige kristne naboer, som de omgikkes, og ansøgeren havde en kristen veninde og fik derigennem et vist kendskab til kristendommen. Det fremgår af ansøgerens forklaring under nævnsmødet, at hendes ægtefælles familiemedlemmer ikke har kendskab til, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren, hvis hun vender tilbage til Libanon, vil risikere at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af den tilknytning, hun har fået til kristendommen. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 og § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2016/4/JOL
