Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende et ægtepar samt deres børn fra Libanon og Syrien. Indrejst i sommeren 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er født og opvokset i Damaskus, Syrien. Hans moder er libanesisk statsborger og bor i Libanon. Ansøgeren har i 1997 til 2003 arbejdet i Libanon, bortset fra i 1999 til 2001, hvor han aftjente værnepligt. På grund af krigen flyttede ansøgeren med sin ægtefælle og deres tre børn den 28. maj 2011 til Libanon. Ansøgeren rejste herefter 25 til 30 gange frem og tilbage mellem Libanon og Syrien, idet han arbejdede i begge lande. Ansøgeren havde en midlertidig opholdstilladelse i Libanon, som var gyldig i seks måneder, og som blev fornyet, når ansøgeren krydsede grænsen. I marts 2012 fik han ved grænsen af efterretningsvæsenet besked på, at han skulle henvende sig til militærkontoret. Han var blevet genindkaldt. Det lykkedes ham imidlertid at udrejse illegalt til Libanon. Den 27. juli 2012 rejste han legalt videre til Egypten, hvor han mente at have bedre arbejdsmuligheder. Den 2. september 2014 oplyste ansøgeren til Udlændingestyrelsen, at han ikke havde haft konflikter med myndigheder eller andre i Libanon. Den 21. oktober 2014 og under to senere afhøringer har ansøgeren imidlertid forklaret om konflikter med myndigheder i Libanon. Ansøgeren fandt, via en bekendt i det libanesiske efterretningsvæsen, ud af, at han var efterlyst i Libanon, hvilket hans advokat senere bekræftede. Ansøgeren formodede, at efterlysningen i Libanon skyldes dette lands samarbejde med de syriske myndigheder og vedrørte, at ansøgeren var udeblevet fra militærtjeneste i Syrien, samt hans nære familiemæssige tilknytning til sin i Syrien kendte halvbroder, der er eftersøgt på grund af sine politiske aktiviteter for oppositionen, og idet broderen havde arbejdet for [en organisation], der hjælper FN med at distribuere fødevarer til syriske flygtninge. Ansøgeren har endvidere forklaret, at omkring primo 2012 eller i januar 2013 eller ultimo 2013/primo 2014 blev hans svigerfader i Libanon opsøgt af det libanesiske efterretningstjeneste, der spurgte efter ansøgeren. 15 dage senere modtog svigerfaderen en indkaldelse, hvorefter ansøgeren skulle give møde for efterretningstjenesten. Ifølge indlæg fra ansøgerens advokat af [...] har ansøgeren senere til advokaten oplyst, at hans moder oprindeligt havde libanesisk statsborgerskab, men at hun i forbindelse med indgåelse af syrisk ægteskab blev syrisk statsborger. Ansøgeren opholdt sig illegalt i Libanon fra marts til juni 2012. Det var inden december 2012, at hans svigerfader blev opsøgt, og fik at vide, at ansøgeren var eftersøgt. I [sommeren 2015] modtog ansøgeren fra sin advokat en dom, hvorefter han i Libanon uberettiget er dømt for smugling af medicin. Ansøgeren formoder, at det er på grund af denne sag, at han er eftersøgt i Libanon. Ansøgeren har ikke kontaktet sin morbroder, selvom denne er nævnt i dommen. Ansøgeren frygter, at han i Libanon vil skulle afsone straf for noget, han ikke har begået. Han frygter endvidere fortsat, at de libanesiske myndigheder vil sende ham tilbage til Syrien. Den kvindelige ansøger har til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun er libanesisk statsborger, etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun er opvokset i [...], Libanon, hvor hendes forældre fortsat bor. Efter indgåelse af ægteskab i 2003 flyttede hun til Syrien. Ægteparret fik tre børn, der er syriske statsborgere. I 2011 rejste hun til Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv den 2. september 2014, den 21. oktober 2014 og den 25. februar 2015 henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hendes tre børn vil blive diskrimineret på grund af deres syriske baggrund, samt at hendes ægtefælle ikke vil kunne finde arbejde i Libanon. Hun frygter endvidere, at krigshandlingerne i Syrien vil brede sig til Libanon. Børnene vil ikke kunne erhverve libanesisk statsborgerskab. Der var ikke andre grunde til, at hun forlod Libanon. Den 10. april 2015 forklarede ansøgeren til Udlændingestyrelsen, at de libanesiske myndigheder – evt. ultimo 2013/ primo 2014 eller primo 2013 – har opsøgt hendes fader, der fik at vide, at ansøgerens ægtefælle havde problemer, og at myndighederne ville tale med ham. Faderen måtte skrive under på noget, men fik ikke udleveret et papir fra myndighederne. Hun formoder, at ægtefællen var eftersøgt, fordi han havde unddraget sig militærtjeneste, og på grund af ægtefællens broders forhold. Ansøgeren var ikke bange for, at hun ville få problemer på grund af sin egen situation. Ifølge ansøgerens advokats indlæg af [...] har ansøgeren til sin advokat senere oplyst, at sikkerhedstjenesten har spurgt efter hendes ægtefælle i forbindelse med, at hun og hendes børn rejste til Egypten. Da de i [...] 2013 vendte tilbage til Libanon, fordi hendes og to af hendes børns pas var blevet stjålet, spurgte myndighederne på ny om ægtefællen og truede med at sende børnene til Syrien. Hun fik imidlertid en frist på 48 timer, så børnene kunne se hendes forældre inden udsendelsen. Hun overholdt ikke fristen. Børnene opholdt sig herefter hos ansøgerens mormoder. Da myndighederne efter nogle dage spurgte ansøgerens fader, hvor børnene var, sagde faderen, at børnene var sendt til Syrien. I forbindelse med udstedelse af nye pas i 2014 interesserede de libanesiske myndigheder sig for, hvor hendes ægtefælle var, men hun fik lov til at rejse. Inden udrejsen kom der fire til fem gange nogle på bopælen og spurgte efter ægtefællen. Hun frygter, at de libanesiske myndigheder vil tage børnene fra hende for på den måde at tvinge ægtefællen tilbage. Ansøgerne har ikke givet møde under sagens behandling i Flygtningenævnet. Da det må antages, at ansøgerne er udeblevet uden lovligt forfald, er sagen i medfør af § 36 i bekendtgørelse om forretningsorden for Flygtningenævnet fremmet på det foreliggende grundlag, og med den beskikkede advokats medvirken. Flygtningenævnet lægger, som Udlændingestyrelsen, de oplysninger som ansøgerne oprindeligt har forklaret til styrelsen om deres identitet og herunder statsborgerskab samt asylmotiv til grund. Nævnet tiltræder endvidere styrelsens afgørelse om, at den mandlige ansøger og parrets børn isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt ansøger spørgsmålet om Libanon kan tjene som første asylland for den mandlige ansøger og børnene, jf. dagældende udlændingelovens § 7, stk. 3, tiltræder et flertal i Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger er eftersøgt i Libanon, for eksempel fordi han ikke har meldt sig til aftjening af militærtjeneste i Syrien eller på grund af halvbroderens forhold. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren under første afhøring ikke oplyste noget om, at den kvindelige ansøgers fader var blevet opsøgt af de libanesiske myndigheder, og at han skulle have modtaget en tilsigelse samt at ægtefællerne under de senere afhøringer i vidt omfang har forklaret divergerende, usikkert og udbyggende herom. Flertallet finder på den baggrund, og efter en nærmere vurdering af den i en mindre god kopi fremlagte dom endvidere ikke, at det kan lægges til grund, at der er tale om et ægte dokument. I vurderingen heraf indgår, at de oplyste omstændigheder i forbindelse med fremskaffelsen af dokumentet synes mindre sandsynlige, samt at indholdet af dommen – der ikke har sammenhæng med ansøgernes oprindelige forklaringer – ikke forekommer overbevisende. Det kan endvidere give anledning til undren, at ansøgeren, der er i kontakt med familien i Libanon, ikke omtalte dokument, der efter sit indhold er fra [...] 2015, under gensamtalerne den 10. april 2015. Hertil kommer, at ansøgerne har valgt ikke at give møde for Flygtningenævnet, og således ikke har forklaret noget herom til de danske udlændingemyndigheder. Da der efter flertallets opfattelse allerede efter det foreliggende er tilstrækkelig sikkert grundlag for at tilsidesætte, at der skulle være tale om en ægte dom, er der ikke anledning til at udsætte sagen på ægthedsvurdering. Ved stillingstagen til førsteasyllands spørgsmålet finder flertallet, at der må lægges afgørende vægt på, at den mandlige ansøger og børnene har en nær tilknytning til Libanon, herunder ikke mindst på grund af, at den kvindelige ansøger er libanesisk statsborger. Den mandlige ansøger har i flere år arbejdet i Libanon, og har haft opholdstilladelse i dette land. Nogle af børnene er født i Libanon, og de ældste børn har gået i skole i Libanon, og har boet i dette land i en årrække. Endvidere må det i overensstemmelse med den mandlige ansøgers forklaring til Udlændingestyrelsen lægges til grund, at hans moder er libanesisk statsborger og bor i Libanon. Herefter, og efter en vurdering af de foreliggende nyere baggrundsoplysninger om forholdene i Libanon, antager flertallet, at den mandlige ansøger og børnene, med den kvindelige ansøger, vil kunne rejse til Libanon, og der få opholdstilladelse, leve i sikkerhed og være beskyttet mod overgreb og udsendelse til Syrien. De generelle vanskeligheder, som mange syrere i dag har i Libanon, findes ikke at være af sådan en karakter, at det for de konkrete ansøgere med deres nære tilknytning til Libanon vil indebære, at de ikke vil kunne etablere sig og leve under rimelige forhold i Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den mandlige ansøger og børnene. For så vidt angår den kvindelige ansøger finder flertallet herefter, og af ovenfornævnte grunde at måtte tilsidesætte hendes seneste udbyggende forklaring om eftersøgningen af ægtefællen i Libanon med videre. Den kvindelige ansøgers oprindelige forklaring kan efter flertallets opfattelse ikke indebære, at hun ved en tilbagevenden til Libanon vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger.” liba/2015/4
