Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs mand fra Letland. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er statsløs, etnisk russer og ortodoks kristen af trosretning fra Riga, Letland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har søgt om asyl, fordi han og hans familie har optaget forskellige SMS-lån i Letland, som er blevet overdraget til inkassofirmaer. Ansøgeren er kommet i kontakt med SMS-långiverne igennem en person, som fortalte ansøgeren om lånene og viste ansøgeren, hvordan man skulle optage lånene. Imidlertid har vennen og vennens bekendte formået at få ansøgeren til at udbetale de fleste af pengene, så udbetalingerne blev lokaliseret på ansøgerens IP-adresse. Det efterlod ansøgeren med problemer i forhold til inkassofirmaer og politianmeldelse med overgreb til følge. Ansøgeren og hans familie har i den forbindelse modtaget adskillige verbale trusler fra inkassofirmaerne, og repræsentanter fra disse firmaer har været på ansøgerens bopæl omkring 40 gange. Ansøgerens lejlighed blev i november 2013 udsat for ildspåsættelse, og ansøgeren formoder, at det er et af inkassofirmaerne, der har sat ild til lejligheden, idet de forinden havde truet familien. Ansøgeren har meldt ildspåsættelsen og truslerne til politiet, men politiet har ikke gjort noget ved sagerne. Ansøgeren har endvidere været udsat for et fysisk overfald, som han anmeldte til politiet, men han ved ikke, hvem der overfaldt ham. Gerningsmændene til overfaldet er ikke blevet pågrebet. Ansøgeren har også søgt om asyl, da han frygter at blive udleveret til Letland til strafforfølgning, idet han er tiltalt for […] bedrageri. Ansøgeren har været varetægtsfængslet i Letland [i efteråret og vinteren] 2013, idet han har været tiltalt for at have begået økonomisk kriminalitet. Ansøgeren blev løsladt, og han er ikke bekendt med udfaldet af denne sigtelse. Ansøgeren blev under varetægtsfængslingen udsat for fysiske og psykiske overgreb. Endelig har ansøgeren søgt om asyl, fordi han som etnisk russer føler sig diskrimineret i Letland. Ansøgeren har haft svært ved at finde arbejde på grund af sin etnicitet, og han og hans familie bliver behandlet dårligt på grund af deres etnicitet. Endvidere er ansøgerens datter blevet slået af ansøgerens nabo, som ansøgeren også har meldt til politiet, men politiet har ikke retsforfulgt sagen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om asylmotivet kan føre til, at han skal meddeles opholdstilladelse, idet de beskrevne forhold ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at de kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans familie alene er blevet udsat for trusler fra inkassofirmaerne, men at der ikke er blevet gjort alvor af truslerne. Selvom ansøgerens lejlighed har været udsat for ildspåsættelse, beror det alene på ansøgerens egen formodning, at det er inkassofirmaerne, der har sat ild til hans lejlighed. Det forhold, at ansøgeren har anmeldt de verbale trusler, som han har modtaget fra inkassofirmaerne, ildspåsættelsen og de overfald, som ansøgeren og hans datter har været udsat for, men at politiet muligvis ikke har efterforsket sagerne nærmere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen ubekræftede formodning, at myndighederne ikke kan beskytte ham mod inkassofirmaerne. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod inkassofirmaerne, herunder indgive klage til de overordnede myndigheder i Letland. Flygtningenævnet har endvidere i den forbindelse lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne, herunder U.S. Department of States ”Country Report on Human Rights Practices 2016 – Latvia”, udgivet 3. marts 2017, ikke indeholder oplysninger, som giver holdepunkter for at antage, at ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse i Letland. Derudover kan ansøgerens frygt for udlevering til Letland, idet han er tiltalt for [bedrageri], heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at det falder inden for det enkelte lands jurisdiktion at lovgive for sine statsborgere og fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen bliver overtrådt, og nævnet finder ikke, at den straf på op til fem års fængsel, som ansøgeren risikerer ved en tilbagevenden til Letland, i sig selv kan anses for uforholdsmæssig efter danske retstraditioner eller for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Uanset om ansøgerens forklaring om at være blevet udsat for overgreb under varetægtsfængslingen i 2013 lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at de aktuelle baggrundsoplysninger, herunder U.S. Department of States ”Country Report on Human Rights Practices 2015 – Latvia”, udgivet 13. april 2016, og ”Country Report on Human Rights Practices 2016 – Latvia”, udgivet 3. marts 2017, beskriver en forbedring af forholdene i de lettiske fængsler, herunder at forholdene i fængslerne findes at være i overensstemmelse med internationale minimumsstandarder. Såfremt ansøgeren måtte blive udsat for dårlig behandling i fængslet, må han henvises til at klage til de overordnede myndigheder. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at de generelle forhold for etniske russere i Letland i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Letland vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Letl/2017/1/MGO
