Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn, der statsløse fra Kuwait (bidoonere). Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er angiveligt etnisk araber og shia-muslim fra […] Kuwait, mens den kvindelige ansøger angiveligt er etnisk araber og sunni-muslim fra […] Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har deltaget i en demonstration og er udrejst illegalt. Ansøgeren har også henvist til de generelle forhold for uregistrerede bidoonere i Kuwait. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i vinteren] 2014 deltog i en demonstration for bedre vilkår for bidoonere sammen med cirka 1000 andre demonstranter. Efter omkring én time angreb politiet demonstrationen, idet de ønskede at opløse den. Flere demonstranter blev anholdt, men det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. [Dagen efter] blev ansøgeren opsøgt og anholdt af tre civilklædte betjente på sin bopæl. Ansøgeren fik at vide, at han blev anholdt, fordi han havde deltaget i en demonstration. Ansøgeren blev tilbageholdt på Statssikkerhedskontoret i Kuwait City i cirka én uge, hvorefter han blev overført til centralfængslet […] og tilbageholdt i yderligere tre uger. På et tidspunkt blev ansøgeren flyttet til en lokal politistation […], hvorfra han blev løsladt [i foråret] 2014. I forbindelse med løsladelsen underskrev ansøgeren nogle papirer, som han efterfølgende fik at vide var en erklæring om, at han ville samarbejde med politiet. En uge efter løsladelsen blev ansøgeren opsøgt af to civilklædte betjente på sin bopæl. De ville høre, om ansøgeren kunne videregive oplysninger om andre demonstranter, hvilket han nægtede. Ansøgeren sagde dog, at han ville indsamle informationer og videregive disse til politiet, selvom han ikke ønskede at gøre dette. Cirka to uger herefter blev ansøgeren igen opsøgt på bopælen af to civilklædte betjente, der forlangte informationer om andre demonstranter. Ansøgeren fortalte, at han stadig ikke var i besiddelse af informationer til politiet. Omkring fire uger efter den anden opsøgning, kom der på ny to betjente til stede på ansøgerens bopæl for at udspørge ham. De truede ansøgeren med, at han ville blive fængslet, hvis han ikke samarbejdede. [Ultimo] 2015 udrejste ansøgeren og hans familie af Kuwait. Ansøgeren har efterfølgende mødt en af sin brors venner, der har fortalt, at broren er blevet opsøgt af politiet efter ansøgerens udrejse. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet eller henrettet, fordi han har deltaget i en demonstration. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle på et tidspunkt deltog i en demonstration, der handlede om bidooneres rettigheder. Dagen efter blev ægtefællen opsøgt og anholdt af to civilklædte betjente på familiens bopæl. Ægtefællen blev herefter tilbageholdt af statens sikkerhedstjeneste i én måned. Ansøgeren har oplyst, at familiens bopæl blev opsøgt af politiet to gange efter ægtefællens løsladelse. Politiet opsøgte i første omgang bopælen én uge efter ægtefællens løsladelse og igen én uge senere, svarende til to uger efter ægtefællens løsladelse. Ansøgeren udrejste af Kuwait [ultimo] 2015 sammen med sin ægtefælle og to mindreårige børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger på væsentlige punkter har forklaret divergerende om forløbet efter den demonstration, som den mandlige ansøger angiveligt deltog i [vinteren] 2014. Den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke har været politisk aktiv, men at han, da han fra sine bekendte hørte om demonstrationen valgte at deltage. Ansøgerens forklaring om selve demonstrationen er udetaljeret og fremstår ikke selvoplevet, og ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af demonstranter. Ansøgeren har forklaret, at han den følgende dag blev anholdt på bopælen, ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter og efterfølgende til et fængsel, hvorfra han først blev løsladt efter en måned. Ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af opholdet hos sikkerhedspolitiet, idet ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev overført efter en dag. Under asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han var tilbageholdt hos sikkerhedspolitiet i en uge. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han blev anmodet om at underskrive en erklæring om, at han fremadrettet ville samarbejde med politiet. Slutteligt har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor mange gange og hvornår myndighederne opsøgte ham efter løsladelsen. Den kvindelige ansøgeres forklaring om forløbet efter løsladelsen bidrager ikke til at bestyrke den mandlige ansøgers forklaring herom. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de før udrejsen har haft konflikter med myndighederne eller andre. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren forblev i Kuwait, på samme bopæl og for den mandlige ansøgers vedkommende med samme arbejdsplads, i mere end halvandet år efter, at tilbageholdelsen med videre angiveligt fandt sted. Flygtningenævnet må derfor lægge til grund, at det alene er de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, der er årsag til ansøgerens udrejse. De generelle forhold for bidoonere i Kuwait er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at de er asylbegrundende, ligesom det forhold, at ansøgeren er udrejst ulovligt af Kuwait ikke kan føre til et andet resultat, da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grundlag for at antage, at en eventuel sanktion fra myndighederne i anledning af den ulovlige udrejse vil være af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde asyl. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kuwait vil være i risiko for at blive udsat for hverken forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kuwa/2018/26/thv
