Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgernes udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Den mandlige ansøger har oplyst, at han er etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait, som bidoon, frygter at blive fængslet, idet han har deltaget i demonstrationer og uddelt løbesedler. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter sine tre venners familier, idet hans venner blev anholdt efter at have uddelt løbesedler ud sammen med ham, hvilket familierne ønsker at hævne. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deltog i en demonstration i januar 2015 til støtte for øgede rettigheder for bidoonere, og at han i den forbindelse blev anholdt og tilbageholdt i tre måneder af myndighederne. Under fængselsopholdet blev han ikke afhørt, men han blev slået og beskyldt for at have gjort modstand mod systemet i Kuwait. I forbindelse med løsladelsen blev han tvunget til at underskrive et dokument om, at han skulle samarbejde med myndighederne. Omkring april 2015 begyndte han på opfordring fra sin ven, [A], at uddele løbesedler. Løbesedlerne omhandlede bidooners rettigheder. Den mandlige ansøger overtalte tre venner til at hjælpe ham med uddelingen af løbesedlerne. De uddelte løbesedler sammen i en til halvanden måned. En dag fik den mandlige ansøger et opkald fra [A], som sagde, at den mandlige ansøger skulle gå under jorden. [A] fortalte senere, at den mandlige ansøgers tre venner var blevet anholdt for at have uddelt løbesedler. Imens den mandlige ansøger gemte sig, blev hans fars bopæl opsøgt af familierne til de tre venner, som var blevet anholdt. Familierne truede med at slå den mandlige ansøger ihjel. Samme dag blev også hans egen bopæl ransaget af myndighederne. Den mandlige ansøger har oplyst, at parrets medfølgende børn ikke har noget selvstændigt asylmotiv. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait, som bidoon, frygter at blive fængslet af myndighederne, idet hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration og uddelt løbesedler, og fordi hun er udrejst illegalt af Kuwait. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af familierne til de tre personer, som hendes ægtefælle uddelte løbesedler med. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle deltog i en demonstration i januar 2015, hvorefter han blev tilbageholdt i tre måneder. Efter ægtefællen blev løsladt, begyndte han, på opfordring af en person ved navn [A], at uddele løbesedler sammen med tre andre personer. Omkring to måneder efter ægtefællen blev løsladt, fortalte [A], at han skulle gemme sig. Senere fortalte [A], at de andre tre personer, som ægtefællen havde uddelt løbesedler med, var blevet anholdt. Tre dage efter gik ægtefællen under jorden. Mens ægtefællen gemte sig, blev parrets bopæl ransaget. Den samme dag, som ragsagningen fandt sted, opsøgte de tre personers familier svigerfarens bopæl. Familierne truede med at slå ægtefællen ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne har været divergerende - herunder indbyrdes divergerende - ligesom de har været usandsynlige og upræcise blandt andet omkring det tidsmæssige forløb og en række andre centrale punkter, hvorfor de i det hele forekommer konstruerede til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger var tilbageholdt i tre måneder efter deltagelsen i demonstrationen uden at blive afhørt af myndighederne. Det er heller ikke sandsynligt, at den mandlige ansøger få måneder efter, at han var blevet løsladt og på et tidspunkt, hvor han havde underskrevet en aftale om at samarbejde med myndighederne om at give informationer, skulle have sagt ja til at medvirke til at udbringe løbesedler. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at [A] skulle have anmodet den mandlige ansøger herom, idet [A] kendte til tilbageholdelsen, og dermed at ansøgeren i et vist omfang risikerede at være profileret. Nævnet har i samme forbindelse lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret, at tilbageholdelsen af ægtefællen havde store psykiske konsekvenser for hende, der netop havde født parrets andet barn, og at hun i forbindelse med ægtefællens tilbageholdelse havde forsøgt at begå selvmord. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til tidspunktet for ophængningen af løbesedler, idet han i asylsamtalen i august 2016 har forklaret, at ophængningen foregik om natten, hvilket den kvindelige ansøger også har forklaret, hvorimod den mandlige ansøger i asylsamtalen i juni 2017 har forklaret, at uddelingen/ophængningen foregik mellem klokken 21-22:00, og på et tidspunkt, hvor de supermarkeder, som de hængte løbesedlerne op ved, stadig havde åbent. Ansøgerne har videre forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om den mandlige ansøger havde skader, da han blev løsladt eller ej, idet den kvindelige ansøger har forklaret, at han havde blå mærker på ryg, brystkasse og fødder, hvorimod den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke havde synlige skader. Også ansøgernes forklaringer om omstændighederne omkring myndighedernes ransagning af deres hjem har været indbyrdes divergerende med hensyn til, om den kvindelige ansøger så myndighederne og åbnede døren for dem, eller om hun ikke så dem, fordi hun gemte sig på sin mors værelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det heller ikke forekommer troværdigt, at myndighederne alene ransagede ansøgernes bopæl og ikke hos den kvindelige ansøgers familie, idet det i den forbindelse bemærkes, at der var tale om to sammenhængende huse. Det er heller ikke troværdigt, at det alene var den mandlige ansøgers tre venner, der blev anholdt og ikke også den mandlige ansøger, idet han har forklaret, at de uddelte løbesedlerne sammen, og at det var ham, der udgjorde forbindelsen mellem vennerne og [A], som gav ham løbesedlerne. Det forekommer i den forbindelse mindre troværdigt, at de tre venners familier vidste, at det var den mandlige ansøger, der havde opfordret vennerne til at deltage i uddelingen, og dermed at han skulle være årsagen til, at vennerne blev tilbageholdt. Det bemærkes i den forbindelse ligeledes, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgerne ikke via deres kontakter i Kuwait har forsøgt at finde ud af, hvad der er sket med de tre venner, efter at ansøgerne selv er udrejst. Det bemærkes endeligt, at det heller ikke er sandsynligt, at ansøgerne i løbet af kun 4 dage var i stand til at rejse 4.000 dinarer til udrejsen set i forhold til oplysningerne om deres udgifter og indtægter. Den omstændighed, at ansøgerne er bidoonere (statsløse) fra Kuwait kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse, idet ansøgerne har forklaret, at de havde et lejet hus og rimelige levevilkår. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en eventuel straf ikke er uproportional, hvorfor disse forhold ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2018/21/SME
