Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 56, stk. 3. Ansøgeren er statsborger i Kosovo, etnisk albaner og muslim af trosretning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har været udsat for bortførelse, tvangsprostitution og fysiske overgreb i Kosovo. Hun har også henvist til, at hendes forældre har tvangsgiftet hende til [A] og [B], og at disse mænd har udsat hende for fysiske overgreb. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun på et tidspunkt rejste tilbage fra Danmark til Kosovo, hvor hun opholdt sig i en uge hos en veninde. På et tidspunkt trængte tre-fire personer ind i venindens lejlighed, og de udsatte hende for et seksuelt overgreb. Ansøgeren anmeldte ikke forholdet til lokalpolitiet, idet lokalpolitiet i forbindelse med hendes tidligere henvendelser ikke havde taget hende seriøst. Endelig har hun henvist til, at hun har helbredsmæssige problemer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun i en ukendt by i Kosovo for mange år siden blev kidnappet af ukendte personer, som solgte hende til prostitution. Hun formåede at flygte fra disse ukendte personer i 2013 og fik hjælp af nogle albanere til at komme til Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet i sin bevisvurdering har taget hensyn til, at ansøgeren af Udlændingestyrelsen er vurderet som menneskehandlet, og at hun under asylsagens behandling har fremstået som psykisk påvirket. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaringer om de af hende påberåbte asylmotiver, herunder at hun i en flerårig periode har været tilbageholdt og udsat for tvangsprostitution og fysiske overgreb af ukendte personer, til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i væsentlig grad har udbygget sit asylmotiv i forhold til det asylmotiv, som hun oplyste under den oprindelige asylsagsbehandling i Danmark, ligesom hendes forklaringer om det i øvrigt meget enkle asylmotiv på centrale punkter er fremstået udetaljerede, divergerende og mindre sandsynlige. Ansøgeren har således ikke oplyst om tilbageholdelsen under den oprindelige asylsagsbehandling, hvorunder hun som asylmotiv alene har henvist til, at hun ønskede at få hjælp til behandling af sine helbredsmæssige problemer. Ansøgeren har således først oplyst herom under en samtale i Center for Menneskehandel i [sommeren] 2014, efter at Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2013 havde meddelt hende afslag på asyl. Ansøgerens forklaring til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014, hvorefter hun på tidspunktet for sin første samtale i Udlændingestyrelsen ikke vidste, at hun skulle fortælle hele sin historie, fremstår ikke overbevisende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af referatet af ansøgerens samtale i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2013, hvorunder ansøgeren har afgivet en detaljeret forklaring om sin identitet, rejserute, og asylmotiv, at ansøgeren blev forespurgt om, hvorvidt hun har haft konflikter med politiske, religiøse eller kriminelle grupper, og at hun har svaret benægtende på spørgsmålet. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgerens forklaringer om den flerårige tilbageholdelse har fremstået divergerende og næsten uden detaljer. Ansøgeren har således ikke kunnet forklare nærmere om omstændighederne omkring tilbageholdelsen, herunder hvem der tilbageholdt hende, hvornår hun blev tilbageholdt, eller hvor hun blev tilbageholdt. Ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne omkring flugten og indrejsen i Danmark, idet hun under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 oplyste, at hun i 2013 flygtede fra de ukendte personer, der tilbageholdt hende og herefter rejste til Danmark, mens hun tidligere til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 har oplyst, at hun blev bragt til Danmark af en kriminel gruppe. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun risikerer at blive dræbt af sin familie, som har tvunget hende til at blive gift med [A] og [B] til grund, idet ansøgerens forklaringer herom ikke stemmer overens med den forklaring, som hun afgav under den oprindelige asylsagsbehandling. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2013 forklaret, at hun ikke havde kontakt med sin familie, idet de ikke accepterede hendes forhold til [A], som hun var forelsket i. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 har ansøgeren derimod oplyst, at der var to mænd, [A] og [B], som hun begge skulle tvangsgiftes med. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgerens forklaring om, at hun efter indrejsen i Danmark har været tilbage i Kosovo, hvor hun har opholdt sig i en uge og i den forbindelse været udsat for seksuelle overgreb fra ukendte personer, fremstår udokumenteret og udetaljeret. Således har ansøgeren ikke kunnet oplyse om identiteten eller udseendet på de personer, der skulle have overfaldet hende, eller hvorfor de pågældende opsøgte hende hos veninden. Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at uanset om hele eller dele af ansøgerens forklaringer måtte kunne lægges til grund, ville de ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der er tale om privatretlige konflikter og kriminelle forhold, som ansøgeren måtte henvises til at anmelde til myndighederne i Kosovo, herunder eventuelt de overordnede myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger eller oplysningerne i den konkrete sag giver holdepunkter for at antage, at ansøgeren ikke ville kunne opnå relevant beskyttelse fra myndighederne i Kosovo. Der kan i den forbindelse henvises til U.S. Department of State’s Trafficking in Persons Report 2016, hvoraf det blandt andet fremgår, at ”The Government of Kosovo does not fully meet the minimum standards for the elemination of trafficking; however, it is making significant efforts to do so. The government licensed two NGO shelters to exclusively serve trafficking victims, increased finding for the shelters, and offered shelter and services to all victims identified in 2015. It implemented procedures to screen for trafficking among vulnerable populations, appointed a coordinator for national anti-trafficking efforts, and began implementation of its national action plan, including disbursing funds to support the plan’s activities. However, the government identified fewer victims and prosecuted fewer suspects than the previous years, convictions decreased to a five-year low, and judges imposed lenient sentences on convicted traffickers.” Det fremgår ligeledes af samme rapport, at “the government identified fewer trafficking victims but modestly increased its victim protection efforts and its capacity to provide assistance.” Endvidere fremgår det af samme rapport, at “the government encouraged victims to participate in investigative and judicial processes by providing protection at the high-security shelter, accommodation and care at other facilities, and participation in the witness protection program, if necessary. Victim advocates or social workers were present when police interviewed potential victims of trafficking, and they also informed victims of rehabilitation services available and provided legal advice.” For så vidt angår oplysningerne om ansøgerens personlige, herunder helbredsmæssige, forhold bemærker Flygtningenævnet, at der er tale om forhold, der falder uden for anvendelsesområdet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kosovo vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kosovo/2017/1/SSM
